Når Hans Boll-Johansen mødes med en gruppe gamle studiekammerater og rejsefæller, taler de mere og mere om alderdommen. Men der skal helst ikke tales for meget om døden, og der er direkte forbud mod at nævne mere end én legemlig skavank per person per møde. Til gengæld taler de gerne om kærligheden som grundlaget for alt liv.
Det skriver den 84-årige dr.phil. og docent emeritus i fransk litteratur i sin nye bog, ”Ganske kort her til sidst. Om kunsten at visne glad”, der udkommer den 29. september på Kristeligt Dagblads Forlag. Men hvorfor taler de gamle venner helst om kærlighed?
”Fordi det ikke skal være for trist alt sammen, og fordi kærligheden har nøglen til slægtens fortsættelse. Den gruppe, jeg taler om i min bog, er i virkeligheden sammensat af en del forskellige mennesker, hvoraf nogle nu desværre er døde. Og det foregår i høj grad i min fantasi med den lille kreds af fortrolige, der betyder mere og mere for en, efterhånden som man bliver ældre. Kærlighed er et af mine livstemaer, og venner betyder meget for mig. Men det er klart, at når jeg skriver om kærlighed, tænker jeg først og fremmest på min kone,” siger Hans Boll-Johansen.
Han og hustruen Dorte Heurlin, 74 år, tager imod i deres sommerhus, der ligger lunt i det grønne kuperede vestsjællandske landskab omgivet af nypløjede sortglinsende marker i Kvanløse syd for Holbæk. Parret fejrede for nylig sølvbryllup, og sommerhuset, fortæller de, er et kærlighedsprojekt. De har også en lille lejlighed på Frederiksberg i København, men opholder sig helst her i de lyse rum omgivet af bøger, musik og kunst.
Det er også i sommerhusets tilbyggede tårnværelse, at Hans Boll-Johansen har skrevet bogen ”Ganske kort her til sidst”, hvor han med hjælp fra blandt andre franske forfattere og filosoffer, de gamle grækere og danske salmedigtere undersøger vilkårene for tilværelsens sidste kapitel.
”Jeg ville prøve så bredt som muligt at kortlægge holdningerne til det at blive gammel ved at granske, hvad kloge folk har svaret på de spørgsmål, der trænger sig på: Hvornår er man gammel? Hvordan bekæmper man aldring? Skal man frygte døden? Kan man styre sit eget eftermæle? Hvordan overdrager man mest forsvarligt butikken til næste generation? Findes der et evigt liv?”
At forfalde eller visne
Bogens undertitel har han lånt fra Adam Oehlenschlägers salme ”Lær mig, o skov, at visne glad, som sent i høst dit gule blad”. Hvordan gør man det?
”Hvis man har en digterisk åre, kan man i det mindste lære sig at kaste et poetisk slør over aldringsprocessen. Og man kan lade sig inspirere af Bibelen, hvor livet fremstilles som en blomst, der spirer, vokser og blomstrer og ender med at visne bort. Når blæsten og frosten går over dem, er de ikke mere, står der i Salmernes Bog. Derefter må enhver tage stilling til, om man vil forholde sig resigneret eller fortvivlet til, at det enkelte liv har sin tid.”
”Jeg kan godt lide metaforen ’at visne’ i stedet for at sige ’forfalde’, selv om de to ord i en vis forstand betyder det samme. Når man siger ’visne’, forstår man sig selv som en del af naturens store kredsløb. Det får ikke døden til at forsvinde, men det gør måske, at man bedre kan leve med den.”
Hans Boll-Johansen og hans hustru har i en snes år været medlemmer af Vartov Valgmenighed i København, men han kalder sit eget forhold til kristendommen for privat.
”Jeg har ikke lyst til at tage stilling i teologernes diskussion, om Gud er evig og uforanderlig, eller om han, som vores præst hævdede, tværtimod er en ny, foranderlig Gud. Overraskende mange af mine venner er teologer, men jeg lader mig ikke lokke eller true til at tage stilling i den kontrovers.”
”Derimod har jeg været optaget af de psykologiske forudsætninger for forskellige teologers stillingtagen til spørgsmålet om det evige liv. Gylling-præsten Otto Møller fremførte i sin bog om det evige liv fra 1903 den interessante påstand, at trangen til at tro på det evige liv hører med som en uudslettelig og medfødt del af menneskets åndelige udrustning. Fire af hans fem børn døde i en tidlig alder. Den erfaring kan have sat sig i ham som et håb om gensyn efter døden.”
”Men ikke alle deler Otto Møllers overbevisning, det gjaldt for eksempel min nu afdøde gode ven, tidligere sognepræst i Taarbæk Sogn, Thorkild Grosbøll. Han var barnløs og havde ikke Otto Møllers forvisning om, at vi fra naturens side er bygget til at tro på det evige liv. Han udelukkede ikke muligheden, men den menneskelige refleksion holder op med døden, så vi ved det ikke. Lad det blive ved utopien, mente han, og lad være med at påstå for meget præcist om, hvad der sker efter døden. Det havde han ikke behov for, og på det punkt kan jeg følge ham.”
Fri for den kronologiske tid
Hans Boll-Johansen kan pege på mange glæder i det livsafsnit, han er i nu.
”Det kommer bag på én, at der er en rigdom ved at blive fritstillet og så mange positive oplevelser forbundet med livets efterår. Bare sådan en lille ting som, at jeg stort set er holdt op med at gå med ur, i alt fald herude på landet. Den kronologiske tid, hvor man er bundet op på nogle forskellige tidspunkter, fordi man skal til møde, har en deadline og så videre – det er man fri for.”
”Der er også frihed forbundet med, at man kan nøjes med kun at læse fremragende bøger. Tidligere slap man ikke for pligtlæsning, især eksamensopgaver skrevet uden lyst kan være tung læsning. Da jeg blev pensioneret, fik jeg frihed til at skrive et par bøger om Sønderjylland, hvor jeg er født, og om forholdet mellem dansk og tysk i min opvækst. Og jeg har i de senere år været mere sammen med mine to sønner end tidligere. Vi har rejst sammen til de franske slagmarker i Første Verdenskrig, og vi udgiver sammen en bog som privattryk i anledning af min 85-års dag senere i år med titlen ’Eftertanker om et humanistliv fra verden af i går’.”
”En af de mindre opløftende sider af alderdommen er selvfølgelig de legemlige skavanker. Jeg er sluppet nogenlunde nådigt indtil nu. Men en cancer, som jeg nu er helbredt for, det er da noget.
Det lyder banalt, næsten utroværdigt, når jeg siger, at jeg føler, jeg har fået opfyldt alle mine ønsker og ikke har nogen fortrydelser. Men hvad man end kan mene om det skønmaleri, så er det altså min måde at visne glad på heroppe i bogtårnet,” siger Hans Boll-Johansen, der tilføjer, at han selvfølgelig er meget bevidst om, at det gode liv en skønne dag holder op.
”Men smarte formuleringer som den græske filosof Epikurs om, at døden skal man ikke tage så tungt, for når døden er der, er du der ikke mere, flotter jeg mig ikke med. Jeg har ikke behov for at være kæk over for det uafvendelige. Og selvfølgelig synes jeg, det er sørgmodigt, at det om nok ikke alt for længe bliver min tur. Men jeg er ikke tragisk til mode ved tanken om, at døden nærmer sig, fordi jeg lever det liv, jeg lever sammen med min kone. At være sammen i fryd og gammen, som vi sang til sølvbrylluppet, det er det største privilegium, og det fylder mig med taknemmelighed.”
Læs et uddrag af bogen ”Ganske kort her til sidst. Om kunsten at visne glad” her.