Har du givet et løfte? Læserne fortæller om deres vigtigste løfter

Et løfte kan ændre et liv for altid. Fire af avisens læsere fortæller her om et afgørende løfte, de har givet et andet menneske

Har du givet et løfte? Læserne fortæller om deres vigtigste løfter
Foto: Illustraion: Rasmus Juul.

Ord i en snebyge

En decemberdag i 1949 gav jeg et løfte, som blev efterlevet 100 procent.

Karen havde taget toget lørdag eftermiddag fra Lolland, og jeg kom fra Frederiksværk, hvor jeg var værnepligtig i Arresødal. Jeg tog imod Karen på Hovedbanegården i København. Vi var i Det Kongelige Teater om aftenen. Karen overnattede i Højskolehjemmet i Istedgade og jeg på loftet i Vartov (soldater kunne her overnatte gratis). Vi aftalte, at Karen kom til Vartov næste dag klokken 9.00. Jeg sov for længe og kom først ned i gården i Vartov klokken 9.30. Karen var fornærmet og vred. Hun følte sig gjort til ”en alle-mands-pige”.

Som aftalt fulgtes vi dog ad til gudstjenesten i Marmorkirken. På tilbagevejen blev vi overrasket af en kraftig snebyge. Vi søgte ly i et portrum i Bredgade. Her gav Karen ”luft” for sin harme og frustration. Hun sluttede med ordene: ”Mener du det her alvorligt? Hvis ikke, tager jeg første tog hjem til Lolland.”

Vi havde haft en brevveksling fra min indkaldelse til Søværnet april samme år. Tanken om et fælles livsforløb var ikke ny for mig, men med mine kun 22 år havde jeg ikke ”travlt”. Men jeg vidste også, at Karen kunne jeg ikke undvære i mit liv. Karen var 27 år, og forlangte en afklaring nu!

Mit svar var: ”Ja, du er min ægtefælle for livet.” I løbet af de næste minutter gav vi hinanden det løfte, at det skulle være os to, til døden os skiller! Vi bestemte straks: Ringforlovelse den 4. april 1950 (min 23-årsdag) og bryllup den 4. april 1952 (min 25-årsdag).

Snebygen var ophørt, og i solskinnet fortsatte vi hånd i hånd til frokost på Vartov. Døden skilte os ved Karens død i november 1982.

Henning Rasmussen, 95 år.

Dit liv i mine hænder

"Jeg giver dig mit liv," sagde du.

Store ord, som blev givet og modtaget i forelskelsens rus. Endelig fik du det, du havde ønsket dig, siden din mor havde formanet dig at gøre studiet færdigt, før du bandt dig. Pigen, dit livs kærlighed, fandt en anden.

20 år efter gav du mig løftet. 

Kærlighed gør blind, siger man, og jeg så ikke, at du med det løfte vævede mig ind i et spind, hvor jeg blev din livsline – dit liv i mine hænder.

Langsomt forsvandt du ind i alkoholens favn, jeg så det for sent eller ville ikke se det, for hvem skulle hive dig op af sølet, hvis jeg gik ?

Så kom børnene, og din rus blev til lykkerus for en tid. Nu blev det umuligt at forlade dig, jeg havde jo ansvaret for dit liv, og dit liv var også i børnene. Hvor skulle jeg gøre af det, hvis jeg gik? 

Dine ord ville altid følge mig, ikke kun et løfte om din for evigt, men en trussel om at uden dig kan jeg ikke leve.

Du forlod mig, et slidt hjerte gav op, men angsten for at skulle holde en andens liv i mine hænder har gjort, at jeg siden har levet alene.

70-årig anonym kvinde. Har været enke i næsten 30 år.

Skal man holde et løfte om at undlade genoplivning?

Der er to vigtige løfter, jeg har afgivet i mit liv. Det ene løfte har jeg holdt indtil nu og agter fortsat at holde. Det andet løfte er jeg stærkt i tvivl om, hvorvidt jeg kan holde. Men de to løfter er tæt forbundne.

Det første løfte er ægteskabsløftet. Min mand og jeg har været gift siden 1966. Der har absolut været medgang, men også modgang. I en alder af 49 år fik min mand den første blodprop i hjertet. Den medførte fyring fra et godt og vellønnet job og arbejdsløshed resten af livet. I årene efter fulgte endnu en blodprop, bypass, flere blodpropper i hjertet, hjernen, øjnene, endnu en bypass, depression og angstanfald. Nogle år senere forklarede lægerne min mand, at de ikke kunne udføre en tredje bypassoperation.

Lægernes information førte til mit andet løfte. Risikoen for en ny blodprop var til stede, og min mand bad mig om at love, at hvis han faldt om hjemme, skulle jeg gå en lang tur og ikke komme tilbage, før han var død. Jeg afgav det løfte, og jeg forstod ham godt.

Begrundelsen for min mands ønske var, at min far mange år før var faldet om med en blodprop i hjertet. Det skete hos en ældre dame på fjerde sal i København, og hun blev så chokeret, at hun ikke kunne ringe efter en ambulance. Hun skulle først hente en underbo, og sammen fik de tilkaldt hjælp. Min far havde været død i mange minutter, da han nåede hospitalet. Det var under lægestrejken, men en ung læge fik ham genoplivet. Han lå i over et år lammet uden sprog og tale. Han vidste ikke, hvem han var, og hvor han var. Jeg blev værge for ham, indtil han året efter døde – igen.

Min mand er forståeligt nok bange for at ende som min far. Men én ting er at afgive et løfte, en anden ting er at holde det, hvis situationen opstår.

For det første er det strafbart at undlade at komme et andet menneske til hjælp. Straffelovens paragraf 253 siger det meget tydeligt. Lovgivningen taler om den hjælpepligt alle mennesker har, hvis de er vidne til, at et andet menneske er i øjensynlig livsfare.

K.E. Løgstrup taler om, at barmhjertighed er spontan. Barmhjertigheden består af en tilskyndelse til at befri et andet menneske fra dets lidelser. En tilskyndelse er en trang til at handle, at der er noget i menneskelivet, som spontant gør, at vi handler, når vi ser et andet menneske lider. For Løgstrup er barmhjertighed uløseligt knyttet til det spontane – vi kan ikke planlægge at være barmhjertige.

Er det ikke en barmhjertighedsgerning at holde mit løfte til min mand om at gå en lang tur, hvis han hjemme falder om med en blodprop i hjertet? Nej, det er et løfte, som kræver, at det spontane må vige for en planlægning. Hvordan skal jeg forlade huset? Hvor længe skal jeg være væk? Hvor skal min telefon befinde sig? Hvordan kan jeg undlade at støde på andre mennesker og bede dem gøre noget?

Hvordan forholder det sig med den skyld og det ansvar, jeg derved vil pådrage mig? Jeg er skyldig både i moralsk, etisk og juridisk forstand. Det er mit ansvar, at min mand dør alene, og jeg må stå til ansvar for det, jeg gør.

Hvis jeg overholder min juridiske pligt og ringer efter en ambulance, bryder jeg mit løfte til min mand. Løgstrup peger på, hvis vi overholder alle normer og regler til punkt og prikke, kan vi komme i den situation, at vi misligholder den etiske fordring. I den etiske fordring er der nemlig ingen regler, forskrifter og principper. Den etiske fordring siger, at den andens liv skal varetages på den måde, den anden er bedst tjent med. Andet og mere siger den ikke. Vil jeg da opfylde den etiske fordring ved at lade min mand dø?

Dilemmaet er tydeligt, og jeg ved af erfaring, at jeg ikke er den eneste, som har afgivet et sådant løfte. En del ældre mennesker ønsker en pludselig, uventet og smertefri død og håber, at de falder om og får lov til at forblive døde. Nogle har overvejet at indtage alle de piller, de har stående, og selv afslutte livet ved ”at sove stille ind”. De har lært af livet og måske været vidne til ægtefælles eller venners langsomme, smerteplagede og angstprægede livsophør. Det er jo ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi skal dø, men et spørgsmål om af hvad, hvordan og hvornår.

Lilian Zøllner, ph.d. og forfatter, 77 år.

Til døden os skiller

I dag ligger du med dynen op til næsen, pigerne har kærligt lagt dig til rette. Du glider ud og ind af morfintågerne, men genkender min stemme. Jeg griber fat om dine kolde hænder. Det er ikke nødvendigt at tale. Når du bliver urolig, lægger jeg min hånd mod din kind.

"Jeg er her", og du glider væk igen.

Tiden står stille, den kan ikke måles, kun udholdes.

Hvis du vidste det, ville du elske det, sætte dig lidt bagved, som du plejer, og smile lunt, mens vi mindes.

"Kan I huske?" Latteren skyller som erindringens brænding hen over dit lukkede ansigt. Du har altid været firkantet og stædig, principfast, alt blev set i sort og hvidt, men os, som var tættest på, husker dit store hjerte og din stille accept af vores handlinger, selvom du ikke altid forstod dem.

Ikke en muskel rør sig i dit grå og udtryksløse ansigt, kun dit ujævne åndedræt viser, at du stadig er i live.

Du er stadig smuk for mig, som du var, da jeg mødte dig for 56 år siden.

Jeg tager din hånd, folder den om min og tror et øjeblik, at du fornemmer det.

Drengene har været her og sagt deres farvel, familien lister af, og så er der kun mig og dig, dig og mig, til du giver slip og går videre.

Til døden os skiller… Det løfte holdt jeg. 

God rejse og tak for dig.

Ina Ravnkilde, 77 år. Har været enke i to år.