Fire kvinder i 50’erne går rundt på scenen.
Én bærer sorte højhælede sko, satinskjorte og lårkort skindnederdel og ligner umiddelbart en af de succesrige karrierekvinder, som har overskud og tjek på tilværelsen.
Men pludselig får hun en hedetur. Nederdelen og skjorten flås af, de sorte strømpebukser ryger ned til knæene, og imens hun gisper højlydt, og sveden pibler frem i hendes ansigt, hiver hun først ud i bh’en foran og tager bagefter fat i trusserne bagpå og forsøger at få dem til at blafre, så hun får luft ind på kroppen.
Ud over kvinderne er der kun en række kasser på hjul, der står spredt rundt på scenegulvet. Indimellem skubber kvinderne dem rundt foran sig, som om de var tourgrej eller kufferter på rejsen mod det næste stop i livet: overgangsalderen. Heldigvis kan den ene kuffert stilles på højkant og åbnes som et køleskab, og dér kan man så stikke hovedet og det meste af overkroppen ind, hvis det igen går galt med kroppens termostat.
Stykket hedder ”Damekrop – on tour” og er skabt af egnsteatret Aaben Dans i Roskilde, hvor det havde premiere tidligere i år, og det opføres igen på forskellige scener rundtomkring i landet både næste forår og igen i 2024. Og mens hedeturene fylder som pludselige afbrydelser på scenen, som de helt reelt gør for mange kvinder i overgangsalderen, så er her også fest, glædesdans og monologer. Med ord om både genopdaget sexlyst og stolthed over den krop, der måske nok blævrer lidt på både arme og lår, men som skal fejres, fordi den har båret kvinderne hertil i livet. Og med ord, der beskriver den boblende følelse af frihed, som netop dette stadie også kan byde på.
”Meget af det, man før i tiden har kunnet se, høre og læse om kvinders overgangsalder, har handlet om, hvordan man skulle undgå den. Om alt det, man også selv kan gøre for at styre uden om den – med gode råd om alt fra diæter til yoga. Som om man kunne fikse overgangsalderen og så ’blive normal igen’. Men vi har derimod ønsket at lave en fest for overgangsalderen. En hyldest,” fortæller Thomas Eisenhardt, der er teatrets kunstneriske leder og koreograf på forestillingen.
For tre år siden gik han i gang med at udvikle stykket sammen med dramatiker og instruktør Kamilla Wargo Brekling, der, som hun selv siger det, ”havde en idé om, at det kunne være spændende at skabe en forestilling om den modne kvindekrop sammen med Thomas”, fordi hun selv savnede netop dét fokus på landets teaterscener. Men hvor de dengang følte sig lidt alene med deres eksistentielle fokus på overgangsalderen, så er billedet helt anderledes i dag, fortæller de.
”Jeg tror, at den større opmærksomhed på overgangsalderen i både bøger og scenekunst, som vi oplever lige nu, afspejler en længsel hos mange kvinder i den alder om at føle sig set. Med alt, hvad de rummer. Hvor overgangsalderen ikke kun bliver fremstillet som noget meget tørt og usexet, men hvor der også er saft og kraft, og hvor det mere handler om at omfavne den alder, man nu har, og være i den og se, hvad den byder på,” siger Kamilla Wargo Brekling.
Skræmmebilleder på sengekanten
Det er netop den tilgang, læge Lotte Hvas har savnet i synet på kvinders overgangsalder. Hun har selv forsket i overgangsalderen og ikke mindst været optaget af, hvordan kvinder selv oplever den, og hendes resultater kan man blandt andet læse om i ”Bogen om overgangsalderen”, der udkom i marts i år.
Rent biologisk betegner overgangsalderen den periode i kvinders liv, hvor de går fra at være fertile til ikke længere at have menstruation. Her i landet er kvinder i gennemsnit godt 51 år, når det sker, men der er stor variation, og det er nok mere retvisende at sige, at de fleste kvinder er mellem 47 og 55 år, når de har deres sidste menstruation.
Lotte Hvas var selv noget yngre, da det skete for hende. I 1996, lige før sin 42-årsfødselsdag, fik hun fjernet begge sine æggestokke på grund af nogle store cyster, der heldigvis var godartede. Uden æggestokke var det slut med menstruation og østrogenproduktion, så Lotte Hvas kunne se frem til en tidlig overgangsalder.
Umiddelbart efter operationen kom en af hendes lægekolleger ind på stuen og satte sig ved hendes seng. Og så begyndte han ellers at fortælle om alle de sygdomme, hun nu risikerede at ramle ind i på grund af overgangsalderen.
”Blandt andet talte han en del om, at jeg nu havde høj risiko for at få hjertesygdomme og knogleskørhed, og de billeder, det skabte i mit hoved, var så levende, at jeg følte, jeg enten stod med det ene ben i graven eller kunne se frem til at ende i kørestol, som min mand så skulle køre rundt med mig i resten af livet. Men som lægen så tilføjede, kunne han heldigvis tilbyde hormonbehandling, så jeg undgik alle de farer, der ellers var forbundet med den overgangsalder, der nu var min virkelighed,” fortæller Lotte Hvas.
Det var med de skræmmebilleder på nethinden, at hun tog imod recepten og begyndte at tage hormonpiller. Men allerede efter en uge smed hun dem væk og har aldrig taget dem siden.
”Jeg har aldrig været kritiker af at tage medicin, hvis man har gener. Men jeg går ikke ind for, at raske og symptomfri mennesker skal tage medicin, når de ikke fejler noget. Og jo, jeg fik da nogle hedeture og lå vågen en række nætter på grund af overgangsalderen, men jeg følte mig ikke syg. Og det gjorde mig nysgerrig på, hvordan andre kvinder oplevede den her frygtede overgang i livet, som lægerne havde meget travlt med at hormonbehandle os for,” fortæller Lotte Hvas.
Som privatpraktiserende læge i Præstø på Sydsjælland hørte hun nemlig heller ikke mange skrækhistorier om overgangsalderen fra sine kvindelige patienter, og hendes senere spørgeskemaundersøgelse blandt et tilfældigt udsnit af 51-årige kvinder rundtom i landet viste da også et anderledes nuanceret billede. Især fik hun mange uddybende svar på spørgsmålet: ”Er der noget ved overgangsalderen, du oplever som en lettelse?”.
”Ingen havde før spurgt kvinderne, om de havde nogle positive oplevelser med den nye livsfase. Men jeg fik så mange fantastiske svar, hvor mange fortalte om, at de nu følte sig mere selvstændige end før, at de havde fundet en helt ny indre ro, og at de var blevet mere frie i det hele taget. Også seksuelt, hvor de havde sluppet eventuelle hæmninger og ikke længere gik så meget op i, hvordan deres krop så ud,” fortæller Lotte Hvas, der igen og igen stødte på sætningen ”jeg har forladt flinkeskolen” i kvindernes besvarelser.
Farvel til hormonbehandling som standardtilbud
Lotte Hvas’ disputatsafhandling blev færdig i 2008. Og mens hun selv havde været optaget af at finde svar på spørgsmålet om, hvorvidt man skal give medicin til ellers raske kvinder, blot fordi de er i overgangsalderen, var der sideløbende sket en radikal ændring i synet på hormonbehandlinger.
”Flere undersøgelser havde afsløret, at hormonbehandlinger i stedet for at hjælpe kvinder havde gjort nogle kvinder alvorligt syge, og dén viden kom som et chok for hele det medicinske etablissement. Så fra at være set som vidunderpiller og et fantastisk standardtilbud nærmest resten af livet, så blev anbefalingen nu, at man kun skulle tage hormoner ved udtalte gener og i så kort tid som muligt,” siger Lotte Hvas.
Men den skepsis over for hormonbehandling, som opstod, har nogle gange betydet, at kvinder ikke har fået den behandling, de har brug for, siger hun.
”Balancegangen mellem sygeliggørelse og bagatellisering er afgørende. Nogle kvinder har virkelig store problemer med hedeture, humørsvingninger, udtørrede slimhinder og generelt nedsat livskvalitet på grund af overgangsalderen, og de skal selvfølgelig tages alvorligt og have tilbud om hjælp. Men det er den individuelle vurdering, der er afgørende, og ikke en ’one size fits all’, som man så med hormonbehandlingerne før,” siger Lotte Hvas.
Hun peger på, at netop den mere eksistentielle tilgang generelt er udfordret i sundhedsvæsenet, ”for det første fordi vi mangler det eksistentielle sprog, og fordi der ikke er afsat tid til den dybere samtale om livsovergange. Jeg tror også, det er vigtigt at turde tale med andre end lægen, hvis det handler om eksistentielle problemstillinger, for eksempel med en god veninde,” siger Lotte Hvas.
Identitet, fertilitet og attraktionsværdi
En af dem, der har talt med en række af sine veninder om det at blive ældre og være i et nyt stadie af livet, er den tidligere undervisningsminister for Socialdemokratiet, Christine Antorini, der i dag er administrerende direktør i Life Fonden. Og i samtalebogen ”Livsmodig” fra 2018 kan vi andre endda få et indblik i snakken, når hun sammen med veninderne Ritt Bjerregaard, Hanne-Vibeke Holst og Anne Linnet taler om kvindeliv i en moden alder.
”Jeg er den yngste i den flok, men det er generelt enormt inspirerende at tale med andre kvinder om, hvordan de oplever at komme i den alder, hvor ens kvindelighed ikke længere er defineret af fertilitet, barsel og småbørnsliv. Og jeg har været overrasket over, hvor meget det betyder for rigtig mange kvinder, om de er fertile eller ej. Mange føler det, som om deres identitet har med fertiliteten at gøre, og at de mister værdi hos mændene, når de ikke længere kan få børn,” siger Christine Antorini.
Sådan har det ikke været for hende personligt, fortæller hun. Christine Antorini var i begyndelsen af 20’erne, da hun blev mor til sine to børn, og besluttede efter skilsmissen fra børnenes far, at hun ville lade sig sterilisere. ”For jeg ville ikke have flere børn og var bange for, at de romantiske forestillinger om et fælles barn nok kunne risikere at løbe af sted med mig, hvis og når jeg mødte en ny mand,” siger hun.
Som 30-årig blev hun steriliseret, og derfor indtrådte den manglende fertilitet meget tidligere, end den gør for de fleste andre kvinder.
”Da jeg var i 40’erne fik jeg så nogle ufarlige muskelknuder på min livmoder, som gjorde, at også den skulle fjernes. Derfor havde jeg også hedeture lang tid før mine veninder. Men jeg har ikke følt mig mindre kvindelig på grund af min manglende fertilitet eller overgangsalder i det hele taget. Tværtimod oplever jeg, at jeg i mine 50’ere har en helt anden modenhed og erfaring, og at jeg hviler meget mere i mig selv,” siger Christine Antorini, der i dag er 57 år.
Hun ser det som meget positivt, at kvinder i dag er begyndt at tale mere åbent om den livsovergang, som før blev holdt mere i det skjulte, og tror, at netop de personlige beretninger fra kendte kvinder kan være med til at bryde tabuet, når kvinderne deler ud af deres egne erfaringer.
”Åbenhed gør en forskel, og samtidig mener jeg faktisk, at vi også skal se overgangsalderen i et større og mere samfundsmæssigt perspektiv. For selvom den enkelte kvinde i dag føler sig stærkere og mere erfaren, når hun er i 50’erne, så afspejles det ikke på arbejdsmarkedet, hvor kvinder over 50 år oftere har svært ved at finde nyt job. Så de ældre og mere modne kvinder står et andet sted i dag end kvinder i tidligere generationer, og overgangsalderen er ikke længere en skammekrog. Men politisk mangler vi i den grad at følge trop,” siger Christine Antorini.
At få plads til at være sin alder
På scenen er der nu dømt diskolys og glimmertøj. En enkelt kvinde begynder at bevæge sig ud på dansegulvet, og til tonerne af diskoteksmusikkens inciterende rytmer slår hun sig mere og mere løs. Armene flyver hurtigere og hurtigere rundt i luften, mens ben og fødder fejer hen over scenen – hun er som en tornado af glimmerfyldt kropslighed.
Imens lyder det fra højttaleren: ”Hun ved da godt, at hun er den ældste på dansegulvet – hun ved, at hun kunne være mor til alle lokalet, både dj'en, bartenderen og samtlige gæster... men hun synes alligevel, at hun har ret til at være der (...) det er der vel ingen, der kan sige noget til – det er der vel ingen, der kan anfægte...”
Og det er præcis dét, det handler om, siger instruktør Kamilla Wargo Brekling.
”For den her forestilling handler allermest om at få luft. Om at få det rum, hvor vi kan hylde kroppen og alderen, som den er. Med bryster, der ryger op og ned, gråt hår og rynker. Hvor vi får lov til at være os selv. Uden at føle os forkerte,” siger hun.
”Og det er så skønt, at der ser ud til at være en fælles længsel og et behov for netop det, så vi måske får plads til at være vores alder. At vi ikke længere bare har travlt med at flygte fra den, når vi ikke længere er unge.”