Den tyske sociolog Hartmut Rosa bruger i indledningen til sin bog ”Det ukontrollerbare” et konkret eksempel på noget, vi ikke kan kontrollere. Eksemplet er sne. Det er et brugbart og smukt billede på, hvordan det forholder sig med det, vi i vores tilværelse ikke har kontrol over. Sneen falder fra himlen i lige nøjagtig det tempo, som det og de i øvrigt gældende vejrforhold nu har besluttet sig for. Enten roligt og malerisk eller stormfuldt og uafviseligt. Forsøger man at tage sneen op imellem hænderne, smelter den. Sneen ændrer form, glider væk og forsvinder. Det er uhåndterbart og alligevel noget, vi allesammen har en oplevelse af som noget erfaret. Noget vi ved, hvad er.
Vigtigheden af mødet med det uforudsigelige, kan ikke undervurderes.
Samtidig melder jeg mig i koret af dem, der mener, at vi moderne mennesker har sværere og sværere ved at acceptere, når vi ikke selv har kontrol over vores tilværelse.
En grund til det er, at livet i tiltagende grad bliver lettere at styre og planlægge. Eller sådan virker det i hvert fald, når vi ser, hvad vores telefon kortlægger for os. Hvor mange skridt vi dagligt har gået. Hvornår vores næste menstruation kommer. Hvordan vores børn har det i skolen eller i børnehaven. Vores fotobibliotek, der fortæller os, hvor vi var henne, og hvad vi foretog os for præcis ét år siden. Hvornår det næste tog kommer, og hvordan vejret bliver om en time.
Én ting er, at vi kan joysticke os frem i tilværelsen ved hjælp af vores smartphones og andre digitale hjælpemidler, men noget andet er, at vi overinformeres af nyheder og viden i en konstant strøm. Faren er, at vi ubevidst og grundet al den information kommer til at føle os selv som en slags med-aktører i verdens gang.
Det er der helt sikkert også nogle gode ting ved.
Jeg tror, at der med al den orientering, affødes en målrettethed, en ambitiøs indstilling til livet. Et enkelt eksempel er, at det bliver nemmere at få gået de daglige 10.000 skridt, når vi simpelthen kan se, at vi mangler 4370 skidt.
Men det, jeg kan frygte, er jo, at den målrettethed også indsnævrer vores tankegang til det, der kun kan måles.
Og kære unge, her tænker jeg særligt på jer.
For et andet eksempel er vores trackere . Det er min fornemmelse, at flere og flere benytter sig af apps, der kan spore, hvor på kloden vi befinder os. En del elbiler har samme funktion. Man kan til sin elbil få en app, der viser, hvor bilen er placeret, og hvis den er i fart, hvorhenne den kører, og hvor hurtigt den kører. En slags automobil-livestream.
Jeg forstår til fulde, hvorfor man som forældre til teenagere kan se både en hel del praktik og samtidig noget tryghedsskabende i at kunne holde øje mit sit barn. Live . Både når vedkommende går fra fodbold eller hjem fra byen midt om natten.
Men spørgsmålet er, hvad det gør ved jer unge. Udviklingen går hurtigt, og pludselig er normen, at man i løbet af et splitsekund kan tjekke, hvor I er.
Ungdom for mig handler om åbenhed. Nysgerrighed. Fordomsfrihed. Men samtidig også oprør og protest.
Ungdommen skulle gerne være det tidspunkt i livet, hvor verden åbner sig. Man træder ud af barndommen og skal finde sin plads i verden på ny. For at man kan lykkes med at finde den, skal man af en masse omveje. Gå fejl. Blive forelsket i den forkerte. Vælge en sport, der ikke var den rigtige. Starte på et studie, der alligevel ikke passede til en. Møde det, vi ikke havde regnet med. Og sådan skal livet jo gerne være processuelt. Således at I tager nogle valg, mærker efter, om det nu var det rigtige, for derefter at skulle i en helt anden retning.
Jeg kan godt være bekymret for, om ungdommen i dag overhovedet får lov til at gå omvejen. De unges tilværelse er blevet overorganiseret og instrumentaliseret fra et meget tidligt tidspunkt. Allerede i syvende klasse skal de unge mennesker i skolen udfylde skemaer for uddannelsesplaner og fremtidsmål.
I det sociale liv skal de forholde sig til likes på sociale medier eller fester, de måske ikke har været en del af. Samtidig overvåges de af dem i deres netværk og altså implicit også af sig selv.
Men hvor er der så plads til fejltrinene? Til omvejen på vej hjem fra byen? Til kysset med den forkerte? Til oprøret?
Måske viste det sig, at der, hvor livet virkelig tog fat i en, var der, hvor man ikke på forhånd havde en plan. Var på tynd is.
Jeg håber, at der vil gøres lidt plads til de øjeblikke, hvor det spontane møde opstår. Oftest er det jo der, tankerne, kreativiteten og det lystfulde kan få lov at vokse.
Kære ungdom, lyt til Benny Andersen, når han skriver:
Man leder efter et ord
og finder et sprog
Man kysser en mund
og bliver gift med et folk
Man graver i haven
og støder på en planet
Man ser forundret op
og man er forår.