Da jeg i 2012 ventede mit første barn, var jeg overbevist om, at han ville komme til verden ved kejsersnit. Sådan var det gået, da både min mor og min søster skulle føde, og jeg troede derfor, det var normalen i min familie. Jeg bad, midt i graviditeten, om en samtale med en fødselslæge for at tale forløbet igennem. Det var der en lettelse i. En parathed indfandt sig og erstattede en ellers tiltagende nervøsitet. Sådan er det jo somme tider med viden. Der kan være noget beroligende ved at vide noget. Det er vel forberedelsens karakter.
Da terminen nærmede sig, ventede jeg, som alle vordende mødre, med spænding. En uge efter terminsdato gik jeg med spæde veer en tur i Nyhavn med min mand og en god veninde for at fordrive tiden. Timerne, dagene, tiden efter terminsdatoen er overskredet, har i sig selv en særegen størrelse, hvad angår det uplanlagte. Man ved, noget stort skal til at ske, måske det største i livet, men et væld af faktorer er endnu ubekendte. Kalenderen er tom. Tom, fordi nyt liv er på vej, og med det åbner ens eget liv sig på ny. Verden virker anderledes stille og dog beredt.
Som timerne skred frem, blev veerne kraftigere, og hen ad eftermiddagen den følgende dag kørte vi mod Rigshospitalet. Fødslen var i gang. I første omgang kom det bag på mig, at den meget kærlige og smilende jordemoder blev ved med at berette om, at alting var helt normalt. Alt ser helt normalt ud. Midt i en ve virker intet normalt, skal jeg hilse at sige, og jeg ventede ubevidst på meldingen om, at det ikke længere gik, og at vi skulle videre mod operationsbordet. Men det skete aldrig. Da det 70. minut var slået, kiggede jordemoderen med et dybt blik på mig og sagde: nu skal det være. Og så – i et uforglemmeligt, kraftfuldt og dog stillestående øjeblik – kom han til verden. Smuk og helt sin egen.
En har engang gjort mig opmærksom på, at når et barn kommer til verden, bruges ordlyden: vi har fået et barn, ofte.
Det viser noget om den taknemmelighed, der opstår. En slags ubevidst markør af, at vi har at gøre med noget, vi er blevet givet. En gave. Noget af det nærmeste, vi kommer på et mirakel.
I overgangen til forældreskabet og løbende igennem det er der et utal af situationer, hvor forælderen prøver at få kontrol eller vælge på børnenes vegne. Sådan skal det jo også gerne være. Det kendetegnende for vejviseren er netop, at den anbefaler en vej. En retning. Som fyrtårnet lyser i horisonten, for at skibene kan finde sikkert i havn. Men mange gange er man jo ikke selv herre over retningen. Ikke engang vejen derhen.
Fra det øjeblik man kan skimte de to streger på graviditetstesten, fyldes man måske af lykke, men samtidig bekymring. Mon graviditeten går godt? Når barnet er født, er alt så, som det skal være? Udvikler sproget sig, som det skal? Er vi som forældre tilstedeværende nok? Bliver vores børn syge? Bliver de mobbet? Sådan forestiller jeg mig, at det fortsætter livet igennem. For der er simpelthen så meget, man ikke kan vide eller på forhånd gennemskue. Vi lever ellers i en tilværelse, hvor alle spørgsmål synes at skulle besvares. Det åbne og uplanlagte er reelt ikke moderne. Det er dog ikke det samme, som at man bare bør slippe alle bekymringerne. Slet ikke. Det ville jo være frygteligt. Omsorgen og omtanken for andre er en næsten inkarneret del af det at være menneske. Det er menneskelivets samtidige gave og opgave.
Men livet møder os. Overrasker os. Vi bliver måske ramt. Eller vores børn bliver ramt. Hvorfra, hvornår eller hvordan ved vi ikke.
Der er en kompleksitet i forældreskabet ved på den ene side at have rollen som barnets hjælper og beskytter, og på den anden side at skulle slippe og lade barnet stå selv.
Klarer de første dag i vuggestuen og i skolen? Slår de sig, og overkommer de første gang, de skal sove hos deres kammerater? Og første gang de skal i byen? Eller første gang de bliver såret? Sådan fortsætter det – også ind i deres voksenlivet. Bekymringerne kan ikke slippes helt, men samtidig ved vi, at børnene skal leve deres liv på eget grundlag. Måske er der ikke et enkelt svar på, hvor den rigtig balance findes, men vi kommer langt, så længe vi søger efter den.