Tænk hvis man kunne stille sit ur efter forelskelsen. Det ville på alle måder være praktisk. På tirsdag forelsker jeg mig i Karl fra kontoret. På onsdag Mikkel fra caféen på hjørnet. På torsdag Cille fra fit-nesscenteret. Men det duer jo ikke i virkeligheden. Det er en kendt sag.
Tanken om at stille sit ur efter forelskelsen er dog blevet mere aktuel med de mange nye muligheder, der er kommet for at finde kærlighed i det digitale univers. Der er i den grad fordele ved at benytte sig af søgekriterier, hvis man er på udkig efter kærligheden. Jeg er slet ikke imod den udvikling, der finder sted med de stadig flere kærlighedsforhold, der finder sin form online. Tværtimod. Det er mit indtryk, at det er en ny og lykkelig mulighed for mange. Men i dag kan vi jo næsten ikke nå at sige ”goddag” til nogen, vi ikke kender på forhånd, uden at vi inden for få minutter kan google os frem til oplysninger om vedkommendes arbejdsstilling og parforholdsstatus. Spørgsmålet er, om man, i sit googlificerede liv, kan blive ved med at huske på, hvor unik den egentlige forelskelse er, og hvorfor den er unik? Måske man risikerer at sætte forelskelsesøjeblikket over styr, hvis man har researchet muligheden for forelskelse væk, inden den overhovedet opstår?
På engelsk hedder det ”falling in love”. Det fine ved den betegnelse er, at vi som forelskede falder. Vi snubler måske, måske ikke. Men der er tale om et fald. Hvordan passer det ind i et moderne liv, hvor vi konstant søger kontrol over tilværelsen? Det meste af vores liv sker som resultat af en planlægning. Men sådan er det ikke med forelskelsen. Den bliver os ofte givet på et meget uventet tidspunkt. Noget kommer over os. Forelskelsen rammer, og man ved ikke, hvorfor eller i hvilken retning den flyver. Man kan måske føle, at man er blevet noget skænket. Udefra og umiddelbart. Øjeblikket vækker os på en måde, der skaber klangbund i os.
Det at forelske sig kan virke umuligt at beskrive og ligeledes at håndtere. Forelskelsen er subjektiv. Intens og vanskelig. Smuk og forløsende. Besværlig og dog opbyggelig. Hvad er der dog at hade ved forelskelsen? Måske det faktum, at fornuften må pakke sig sammen, når vi møder den. Og så er der de svedige håndflader, hjertet der banker hurtigere, appetitmanglen og følelsen af, at det rationelle momentvis forsvinder. Dan Turèll skrev en gang, hvordan han hadede at være forelsket:
Der er ikke noget så rædselsfuldt som at være forelsket
Det er simpelthen det værste, der findes
Man ved aldrig, om ens forelskelse er gengældt
De siger så meget, men det kan enhver jo komme og gøre
Og der er mange, man ikke kan mærke det på, om de er forelskede i én
Måske hades forelskelsen på grund af dens ukontrollerbarhed. Forelskelsen vækker jo dele i vores underbevidsthed, som måske ikke er helt comme il faut. Det kommer til udtryk som søvnvanskeligheder eller koncentrationsbesvær eller lettere mani. Alle sammen ting, der ikke passer ind i vores kontrollerede højhastighedsliv. Men lytter man ikke bare lidt til det ubevidste, kommer man så ikke til at gå glip af noget afgørende? Noget, der måske kan gøre ondt, men som også er med til at berige os. Udvikle os. Så vi ender med at stå stærkere.
Med det er vi tilbage til det unikke ved forelskelsen. Vi kan ikke stille vores ur efter forelskelsen og fornufte os til at forelske os i hinanden. Forelskelsens karakter er den samme hele det voksne liv igennem. Om den er passende eller ej. Og heldigvis for det. Heldigvis kan vi endnu ikke planlægge os til hele livets sendeprogram og skema. Dele af programmet kommer stadig blot over os.