Henning Andersen vandrer stadig på vulkaner trods gigt og leukæmi

Som teenager forelskede Henning Andersen sig i bøger. 60 år senere står han for bogafdelingen i en genbrugsbutik. “Jeg gør det, jeg har lyst til,” siger han

“Jeg kan godt lide at gå og lulle med det. Og jeg elsker bøger,” siger 78-årige Henning Andersen, der står for bogafdelingen i Danmissions genbrugsbutik på Frederikssundsvej i København.
“Jeg kan godt lide at gå og lulle med det. Og jeg elsker bøger,” siger 78-årige Henning Andersen, der står for bogafdelingen i Danmissions genbrugsbutik på Frederikssundsvej i København. . Foto: Leif Tuxen.

Henning Andersen sætter sig til rette ved et bord og begynder at sortere de stabler af bøger og tegneserier, der tårner sig op foran ham. Han kigger på bogreolerne, der omkranser ham, og peger på de mange skilte, der er klistret på hylderne: “Kriminalromaner”, “internationale forfattere”, “danske forfattere”, “kogebøger”, “bøger om religion”, står der på dem.

“Det er mig, der har sat det hele i system. Jeg sætter mærkerne op, finder ud af, hvad bøgerne skal koste og sætter dem ind på hylderne. Jeg synes, jeg har styr på det,” siger 78-årige Henning Andersen.

“Jeg kan godt lide at gå og lulle med det. Og jeg elsker bøger.”

Det har han altid gjort. Han blev uddannet som boghandler i midten af 1960’erne, og han sætter en ære i sin profession. Ikke som nutidens medarbejdere i Føtex, der ikke aner noget om de bøger, de sælger, påpeger han – “med al respekt”.

Forskellen er, at han ikke arbejder i en normal boghandel længere. I stedet befinder han sig i en kælder i Danmissions genbrugsbutik i den københavnske bydel Brønshøj-Husum, hvor kunderne også kan købe tøj, køkkengrej, spil, ja, alverdens genstande.

Henning Andersen står for bogafdelingen i Danmissions genbrugsbutik på Frederikssundsvej i København.
Henning Andersen står for bogafdelingen i Danmissions genbrugsbutik på Frederikssundsvej i København. Foto: Leif Tuxen.

At Henning Andersen arbejder i butikken kan virke trodsigt. Han kan ikke bære tunge bøger ned ad trappen, fordi han har slidgigt i ryggen, og for fire år siden fik han konstateret kronisk lymfatisk leukæmi, også kaldet “gammelmandsleukæmi”.

Men han elsker ikke bare bøger. Han elsker også at være aktiv. Det har han været hele sit liv. Eller som han siger: “Jeg har levet på en vulkan.”

Da han som 17-årig så vulkanen Vesuv, der udslettede byen Pompeji i år 79 e.Kr., blev han øjeblikkeligt bjergtaget. Siden har han skrevet 14 bøger om vulkaner og været rejseleder på adskillige ture til aktive vulkaner, fra Europa til Afrika.

“Jeg kan ikke klare de anstrengende ture til andre kontinenter længere, men jeg kan stadig være guide for op til 20 mennesker på Island og i Italien. Det gør jeg stadig to gange om året,” siger Henning Andersen.

“Jeg har ikke haft en egentlig ferie i flere år. Men til november rejser jeg til Napoli, hvor jeg skal bo i et kloster i 14 dage. Jeg er ikke bange for at rejse ud på kloden på trods af min alder.”

Sulten på livet

Når han betragter sig selv i spejlet, kan han se, at hans hår er blevet hvidt og tyndt, at hans ansigt er mere rynket og hænger mere, end det gjorde engang. Men det er mere en konstatering, end det er en følelse.

“Jeg føler mig ikke som en mand på 78,” siger Henning Andersen.

“Da jeg var 19, havde jeg en bedstefar i den alder, jeg er nu. Han lå bare på en sofa og sov og lavede ikke noget som helst. Dengang så man ikke kun gammel ud, man var også gammel. Når man ser, hvordan jeg render rundt i gaderne, foretager mig alt muligt og rejser en gang eller to om året, så er det bare noget helt andet. Jeg synes, jeg har noget at se frem til.”

“Elizabeth Taylor, en af mine yndlingsskuespillere, sagde: Når du ser dig i spejlet, er det fuldstændig lige meget, hvordan du ser ud, skønheden kommer indefra. Det kan jeg meget godt lide.”

Henning Andersen kigger tænksomt mod gulvet med fingrene foldet.

Han har ingen planer om at stoppe sit arbejde i genbrugsbutikken, trods gigt og leukæmi. Han vil blive ved så længe som muligt. Men når hans fysik en dag ikke rækker længere, vil han også acceptere det, siger han. Han har trods alt 4000 bøger derhjemme, han kan læse i.

Døden frygter han ikke.

“Jeg har lært at acceptere alting, som det er, og døden er jo noget, alle skal igennem, uanset om du er gammel eller ung. Måske har det noget at gøre med, at jeg har rejst rundt i hele verden og har set så meget forskelligt og så mange forskellige mennesker,” siger han.

Han har mødt mennesker, der bor på siden af en vulkan uden at vide, hvornår næste udbrud kommer og overdynger deres hus med lava, aske og dødelige gasser. “Er I ikke bange,” har han ofte spurgt dem. Som regel har de bare trukket på skulderen og sagt, at de tager en dag ad gangen. Det samme har Henning Andersen lært.

“Jeg kan ikke sige, jeg er mæt af livet. Jeg vil gerne leve mange år endnu. Men det er vi ikke selv herrer over. Ingen bestemmer, hvornår vi skal herfra. Selvfølgelig har jeg oplevet frygt, for eksempel da jeg var ved at rasle ned i en elendig propelmaskine i Sovjetunionen. Men jeg har ikke angst for døden.”

Noget af en original

Han kan godt fortryde, at han ikke fandt en partner, han kunne dele livet med. Han havde en hed kærlighedsaffære i Rumænien i 1974, og hvis han dengang havde giftet sig med kvinden – Maria, hed hun – er han sikker på, at han var blevet far. Det skete aldrig.

Da han var 60 år, mødte han en kvinde ved navn Helene på et skib på Donau-floden og giftede sig med hende, men igen forliste forholdet. De blev skilt i 2014. 

I dag er han ikke interesseret i at få en kæreste. Hans erfaring fortæller ham, at han ikke egner sig til at være i et forhold, fordi han har svært ved at gå på kompromis.

Til gengæld beskæftiger han sig med det, han altid har elsket, ikke mindst i bogkælderen i Danmissions genbrugsbutik.

“Jeg har engang imellem tænkt, at jeg skulle have levet et normalt liv og formeret mig, så jeg havde fået nogle efterkommere. Sådan ser jeg ikke på det i dag. Jeg ved godt, jeg er noget af en original, men så længe jeg gør det, jeg har lyst til og opfører mig pænt, er der jo ikke noget galt i det,” siger Henning Andersen.

“Jeg synes, jeg får noget ud af livet.”