I Stine Pilgaards bestsellerroman "Meter i sekundet" flytter et par fra København til Vestjylland, fordi manden har fået arbejde på en højskole. Her venter dem lidt af en opgave, for især den kvindelige hovedkarakter, Marie, har svært ved at falde til. Både i det vestjyske lokalsamfund og i den ganske specielle verden, som karakteriserer de danske højskoler.
Romanen er nu blevet filmatiseret, og filmen af samme navn, der er instrueret af Hella Joof, har premiere i dag. I filmen fylder Maries møde med højskolens forunderlige univers ligeledes en hel del. Hun ser for eksempel en anelse forundret ud, da en af højskolelærernes partner over for Marie beskriver højskolen som en slags naturkraft – en elskerinde, man ikke kan konkurrere med.
Men der er også dem, der tager den anden vej. De børn, der er vokset op på en højskole med lærer- eller forstanderforældre, og som har levet hele deres barndom og begyndende ungdom inde i det, der nogle gange omtales som en "højskoleboble". Et sted, hvor man optages af livets største spørgsmål, men måske er lidt afkoblet fra hverdagssamfundet udenfor.
En af dem er Ole Tornbjerg, der er forfatter, journalist og instruktør og producer i tv- og filmbranchen. Hans bedsteforældre var i mange år forstanderpar på Ry Højskole, og hans forældre arbejdede som højskolelærere på Grundtvigs Højskole.
"Det er en meget speciel verden at vokse op i. Højskolen er en udvidet familie. Vores verden var stor, fordi mine forældre hele tiden orienterede sig mod højskolen. Grænserne var meget udflydende. Vi spiste tit på skolen og var med til alverdens arrangementer," siger han.
Højskolen som én stor familie, der giver en anderledes ramme for barndommen, kender også Lea Korsgaard, der er ansvarshavende chefredaktør på og medstifter af netmediet Zetland. Hun havde sin opvækst på Gerlev Idrætshøjskole, hvor hendes mor, Klara Korsgaard, var lærer, og hendes far, Ove Korsgaard, forstander. Fællesskabet på højskolen beskriver hun som "en sikker havn i opvæksten" – en havn, hun i øvrigt er vendt tilbage til. I dag bor hun nemlig på Krogerup Højskole, hvor hendes mand, Rasmus Meyer, er forstander, og parrets tre børn får dermed den samme højskoleopvækst, som hun selv har med i rygsækken.
"Ud over at være en del af en større sammenhæng end 'bare' min kernefamilie har opvæksten på Gerlev betydet meget for mit syn på verden og min måde at være i den på. Jeg er vokset op et sted, hvor Odin Teatret kom forbi og lavede eksperimentalteater, som vi drønede forbi og så. Hvor lærerne gik rundt med bar numse, når de ordnede køkkenhave. Og hvor der var foredrag og samtaler om Grundtvig, dannelse og store samfundsspørgsmål i massevis. Jeg lærte Højskolesangbogen at kende både forfra og bagfra. Det beriger tilværelsen at kunne vandre ind og ud af fag, synspunkter og opfattelser af verden på den måde."
Klædt på til verdensindtagelse
Hvilket menneske bliver man så, når ens opvækst på en højskole er kendetegnet af fællesskab, stærke værdier og fokus på livet og samfundets store spørgsmål?
Både Ole Tornbjerg og Lea Korsgaard har gennem deres professionelle liv på forskellige måder været aktører i den offentlige samtale. Og det er ikke sjældent, at man støder på såkaldte højskolebørn i netop den offentlige samtale.
Venstres politiske nestor Bertel Haarder er vokset op på en højskole. Det samme er Uffe Elbæk og Carl Holst, som begge har begået sig som både folketingsmedlem og minister. Det Radikale Venstres nuværende politiske leder, Martin Lidegaard, og hans bror Bo Lidegaard, der er historiker og forhenværende chefredaktør på Politiken, er vokset op på Krogerup Højskole.
Selvom der ikke findes kolde fakta eller tal på, at højskolebørn oftere end børn med en "almindelig" opvækst gør sig i den offentlige samtale, er det ikke usandsynligt, hvis man spørger Hans Henrik Hjermitslev. Han er ph.d. i videnskabshistorie fra Aarhus Universitet og lektor ved Pædagoguddannelsen i Aabenraa og forsker og underviser blandt andet i dansk dannelsestænkning.
"Med en opvækst på højskole vil man for det første være vant til, at det er naturligt at være en del af og engagere sig i store fællesskaber. Derudover vil man i sin dagligdag møde både voksne og højskoleelever, der diskuterer livets og verdens store spørgsmål. Det giver en viden, som man kan veksle til en stor kulturel kapital og et stort forspring senere i livet – eksempelvis som politiker, samfundsdebattør eller kunstner," siger han.
Også Lene Tanggaard, der er professor i pædagogisk psykologi ved Aalborg Universitet og har beskæftiget sig med dannelse, ser opvæksten på en højskole som et godt udgangspunkt for at tage del i debatten om samfundets tilstand og udvikling.
"Det er selvfølgelig ikke alle højskolebørn, der blander sig i den offentlige samtale senere i livet. Men højskolens verden er helt sikkert en god træningsbane i forhold til at gøre det. Man får et ordforråd, samtaleevner og en vanthed med at befinde og markere sig i fællesskaber. Og så får man en sans for nogle af de ting, som vi sætter højt i det danske samfund: frisindet og det poetisk-historiske, som man eksempelvis finder i Højskolesangbogen. De giver helt sikkert en masse fordele i det danske samfund."
At højskoleopvæksten kan klæde en godt på til at kaste sig ud i den offentlige debat og samtale, genkender Ole Tornbjerg i høj grad fra sine egne erfaringer.
"Man får alt fra kunstnerisk indblik til viden om politiske diskussioner på en højskole. Man er engageret i samfundet, og det er en central del af højskolelivet, at man diskuterer, hvordan samfundet skal se ud. Så det har jeg fået ind med modermælken. Det giver en selvfølgelighed og en selvtillid omkring det at tage del i den offentlige samtale, når man bliver voksen. Og man har en ballast til at gøre det."
Måske lidt irriterende
Ligesom Ole Tornbjerg nævner også Lea Korsgaard lysten og evnen til at engagere sig i fællesskaber og i samfundet, når hun bliver spurgt, hvad hendes opvækst på Gerlev Idrætshøjskole har givet hende. Hun omtaler det som en fordring, der lyder: "Tag initiativ, ellers er der måske ikke nogen, der gør det. Stil dig selv til rådighed, hav en mening, og få noget til at ske. Det er det, som højskolen hvisker til én hen over øllebrøden om aftenen i spisesalen."
Men hun er også bevidst om, at man med en højskoleopvækst indimellem kan fremstå som lidt overengageret.
"Da jeg selv var på højskole som elev, var der engang en lærer, der sagde til mig, 'hold nu op – nu må du simpelthen slappe af', fordi jeg hele tiden tog initiativ og meldte mig til alverdens udvalg og opgaver. Højskolebørn, der bliver voksne, kan nok godt være lidt overvældende og overenergiske – måske endda lidt irriterende."
Årsagen til, at andre mennesker indimellem kan finde højskolebørn overvældende, skal formentlig findes i, at der er en forskel på den idealverden, som højskolen kan være, og den verden, der ligger udenfor, siger Lene Tanggaard.
"Den store udfordring er, at højskolen godt kan være lidt en osteklokke. Det er en særlig verden, hvor man har en meget stor tro på nogle værdier og nogle idealer om, hvordan man skal gøre tingene – for eksempel at samtalen er vejen frem. Og når det støder sammen med verden udenfor, kan der måske godt opstå problemer. Det kan opfattes som noget lidt arrogant, at man tænker, at man kan overføre den verden og de tanker, man har med fra opvæksten, ude i en verden, hvor der simpelthen gælder nogle andre spilleregler," siger hun og understreger, at højskolebørnene naturligvis er uforskyldte i den sammenhæng. De gør så at sige bare, hvad de har lært.
Netop sammenstødet mellem højskolen og de barske realiteter i samfundet bemærker også Hans Henrik Hjermitslev, der kalder højskolen "en slags beskyttet værksted". På en højskole kan mere eller mindre alt lade sig gøre, fordi man er i et tæt fællesskab, hvor alle er klar til at hjælpe. Men "ude i virkelighedens verden" er det ikke altid sådan, siger han.
"Ud over at man måske ikke mærker den helt samme opbakning og sammenhold, er der også nogle idealer og værdier fra højskolen, der måske ikke altid er gangbare i en større samfundsmæssig sammenhæng. Tanken om, at samtale og snak kan være med til at ændre verden, står jo lidt i kontrast til, at folk simpelthen har forskellige materielle vilkår. Det er ikke altid muligt at ændre på samfundsøkonomi og sociale forhold ved at tale om tingene, og derfor kan man godt komme til at fremstå som lidt af en fantast – lidt naiv," siger han.
På trods af at der kan være en vis diskrepans mellem højskolerne og virkelighedens verden, understreger Hans Henrik Hjermitslev, at både højskolerne, og de børn, der vokser op på dem, har meget vigtigt at byde på.
"Det, at man har nogle idealer om samtaledemokrati og deslige, er et vigtigt bidrag til den generelle samfundsdebat. Nok er det relevant, at man ser på nødvendig politisk gøren og laden, men det er vigtigt, at der også er folk, der åndeligt og samtalemæssigt holder fast. Vi er jo trods alt i Danmark gode til at tale sammen og løse problemer i fællesskab."