Højskoleforstander: Jeg har normalt ikke svært ved at give en undskyldning eller indrømme, at jeg tog fejl

Forstander på Askov Højskole, Rikke Holm, synes, at et af tidens største etiske dilemmaer knytter sig til corona. For hvordan går hensynet til fællesskabet og den individuelle frihed hånd i hånd?

52-årige Rikke Holm er forstander for Askov Højskole i Sydjylland, som ligesom alle andre højskoler er coronalukket til den 17. januar.
52-årige Rikke Holm er forstander for Askov Højskole i Sydjylland, som ligesom alle andre højskoler er coronalukket til den 17. januar. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix.

Hvornår stod du senest i et etisk dilemma?

Lige nu er der især mange dilemmaer knyttet til corona, hvor vi konstant balancerer mellem hensynet til den personlige frihed og forpligtelsen på fællesskabet. Dertil knytter sig ofte dilemmaer om skyld og skam – jeg kommer for eksempel lige fra en frokostpause, hvor nogle kollegaer er vaccinerede, og andre ikke er. Det er et etisk dilemma, som mange arbejdspladser står i, og hvordan forholder vi os til hinanden som kolleger i den situation?

Hvad er den største etiske udfordring, du selv har mødt?

Den slags etiske udfordringer, jeg er meget optaget af, og som jeg synes, jeg møder mange af, handler om, hvordan man forholder sig til mennesker, som man ikke er enig med.

Der, hvor dilemmaerne opstår, er der, hvor jeg faktisk gerne vil acceptere og forstå, at et andet menneske er uenigt med mig og handler fuldstændig modsat mine værdier, men hvor jeg alligevel for sent opdagede det eller overså det.

Hvad er tidens største etiske dilemma?

Der er virkelig mange dilemmaer knyttet til corona nu og her. Noget af det, vi ikke taler ret meget om, er skam. Det kan være mennesker, der har en god grund til ikke at lade sig vaccinere, som udskammes. Og det kan også være nogen, der ikke lader sig vaccinere af principielle årsager og som følge deraf udskammes. Men er det i orden at udskamme andre, fordi man er uenig i værdierne? Det kan være, at man lægger forskellige principper til grundlag for sin beslutning – for eksempel individuel frihed over hensynet til det fælles. Hvem har retten til at bestemme, hvad der vejer tungest? Jeg tror også, at det kan være et etisk dilemma for den enkelte, hvis man har smittet andre med for eksempel corona. Særligt, hvis det er nogen, der får et hårdt forløb med sygdommen.

Synes du, etik fylder nok i den offentlige debat?

Jeg tænker, at etik er et must, som vi skal diskutere. Vi skal forholde os etisk til den verden, vi lever i, for ellers går det galt. Jeg vil rigtig gerne deltage i etiske debatter – jeg er ikke så optaget af, om debatten fylder nok, men af, om den foregår, og hvordan det foregår, Etik er komplekst, og det må det gerne være. Et af de steder, hvor man kan opleve debat, der tager udgangspunkt i etik, er for eksempel i radioprogrammet ”Sara og Monopolet” på DR P4, hvor etikken fylder på en god måde. Der rådgives og tales frem og tilbage, men der findes ingen rigtige eller forkerte svar.

Hvilke etiske principper tilstræber du selv at handle efter?

Jeg er meget inspireret af Løgstrups etik, der tager udgangspunkt i det mellemmenneskelige og vores relationer til hinanden. Interdependens, altså det at vi er gensidigt afhængige af hinanden.

Løgstrup giver naturligvis ikke svar på alting, men han siger meget, jeg synes er brugbart. Jeg kan også hente noget fra Kant, som siger, at vi har rettigheder, men at dertil hører også pligten.

Hvornår er du gået på kompromis med dine egne etiske principper?

Jeg tilstræber virkelig at leve efter etiske principper, som er vigtige for mig. Men jeg lever også med erkendelsen af, at jeg begår fejl. Men jeg håber, at jeg, når jeg begår fejl, er i stand til at gå tilbage og gøre det godt igen. Det vil jeg gerne. Et eksempel kunne være, hvis jeg har givet en melding til eleverne og finder ud af, at det var forkert, hvad jeg fik sagt, så går jeg tilbage og giver til kende, hvad der var det rigtige. Jeg har normalt ikke svært ved at gå tilbage og sige, at jeg tog fejl, eller sige undskyld. Det er meget værre ikke at kunne sige undskyld – det har jeg det dårligere med. Men jeg ved, at det sker, og at jeg først opdager fejl lang tid efter, hvor det måske ikke længere giver mening at vende tilbage til vedkommende.