Utallige gange har Helle Toft Jensen været den fremmede, der bankede på nogens dør under fjerne himmelstrøg. Det har hun gjort gennem 40 år, når hun som filminstruktør har rejst kloden rundt og lavet dokumentarfilm. Men i 2015 blev rollerne byttet om. To børnecentre for uledsagede flygtningedrenge fra primært Afghanistan, Syrien og Eritrea åbnede på Ærø, hvor hun bor, og fra første dag valgte hun at involvere sig i drengenes liv.
”Jeg stod med Dannebrog på havnen og bød de første drenge velkommen, da de kom. Jeg var nabo til et af centrene og havde en idé om, at jeg ville være frivillig. Men så blev jeg spurgt, om jeg ville være vikar. Det sagde jeg ja til, og så kom jeg pludselig endnu tættere på mange af drengene,” siger hun.
Ind imellem tog Helle Toft Jensen sit kamera med på arbejde som et pædagogisk redskab, så drengene kunne fotografere og få billeder med, når de skulle forlade Ærø. Men efter et års tid besluttede hun sig for, at hun havde en opgave, der var vigtigere end at vikariere på centeret. Hun ville dokumentere det, der skete lige for næsen af hende på Ærø. For det hun oplevede, svarede ikke til det billede, hun blev præsenteret for i medierne.
I første omgang producerede Helle Toft Jensen dokumentarserien ”Rodløs” i samarbejde med DR 3. Den har fokus på fem af de uledsagede drenge og deres videre vej ud i Danmark, når de enten fik opholdstilladelse eller afslag på deres asylansøgning. Men herefter gik hun i kast med dokumentarfilmen ”Fremmede i Karl Oves paradis”, der har premiere på DR 1 på mandag. Filmen sætter fokus på, hvad der sker på en lille ø, når mennesker fra en fremmed kultur pludselig bliver en del af lokalsamfundet.
Jeg havde fået en ven
For det var naturligvis ikke alle på Ærø, der klappede i hænderne, da de uledsagede flygtningedrenge kom til øen. Der var også modstand. Blandt andet hos 80-årige Karl Ove, der er Helle Toft Jensens nabo, og som filmen er opkaldt efter. Det indrømmer han også gerne selv i dag.
”Jamen jeg var da skeptisk. Det var vi vel alle sammen. Lige pludselig kommer der sådan en stor gruppe mørke drenge, som vi ikke er vant til at se. Det var noget af et kulturchok, jeg fik. Og så var de jo i lømmelalderen, så hvad kunne de ikke finde på?”, siger han.
I dokumentaren ”Fremmede i Karl Oves paradis” følger vi Karl Ove og den udvikling, han gennemgår i de år, hvor flygtningedrengene bor på Ærø, som han kalder sit paradis. Man ser ham gå fra at være utryg ved de fremmedes tilstedeværelse til at have medfølelse med dem.
”Der var jo særligt en, som begyndte at vinke til mig, hver gang han gik forbi mit hus. Til sidst vidste jeg, hvornår han kom, så vi kunne vinke til hinanden hver dag. Da han skulle forlade Ærø, kom han forbi og gav mig en krammer. Og så fandt jeg ud af, at jeg havde fået en ven. Det har ændret noget i mig, at de kom hertil. Det er nok indgroet i os, at vi er skeptiske, men de er jo mennesker som dig og mig. Og hvem er vi til at dømme dem, når vi ikke har været i deres sted,” siger Karl Ove.
For Helle Toft Jensen står Karl Oves udvikling som noget af det mest rørende, hun oplevede under sine optagelser.
”Jeg kan sagtens forstå, at folk var bekymrede. Jeg dømmer dem ikke. Karl Ove er 80 år og har kun været i udlandet få gange i løbet af sit liv og ikke uden for øen de seneste 10 år. Så er man da forbeholden og kan blive urolig, når der kommer fremmede,” siger Helle Toft Jensen.
Fællesskabet er afgørende
Under tilblivelsen af sin film kom Helle Toft Jensen tæt på ikke bare de uledsagede flygtningedrenge, men også ærøboere, som hun ikke tidligere havde mødt. Hun kender godt fortællingen om, at øboere er et særligt folkefærd med tendens til at lukke sig om sig selv. Men det er en fordom, som på mange måder er blevet gjort til skamme.
”Men faktisk tror jeg slet ikke, at alt det, ærøboerne gjorde for de her drenge, skyldes, at vi bor i et øsamfund. Det skyldes bare, at vi er mennesker – præcis som alle andre. Jeg tror, at mange mennesker har en grundlængsel efter at være noget for andre,” siger hun.
Det har været en svær proces at klippe mere end hundrede timers optagelser ned til den time, som dokumentaren varer. For ifølge Helle Toft Jensen stod de gode historier i kø for at blive fortalt. Der var mennesker, der lavede fodboldskole for drengene og efterfølgende fik dem ud i lokale klubber, flere virksomheder havde drenge i praktik, og nogle tog drengene med på cykelture rundt på øen. Undervejs blev det tydeligt for hende, hvad det er, der gør en forskel, når vi tager imod fremmede.
”Det står meget klart for mig, hvad det er, der bygger mennesker op. Det er at blive set, at blive en del af nogle fællesskaber, hvor vi bliver rørt på krop og sind. Og det skete for både drengene og ærøboerne her,” siger hun.