Hvem er danskerne? Et selvrealiserende folk med en ny grundbekymring

Er der mere, der adskiller danskerne, end der samler os? Trods udvikling i en mere individualiseret retning har vi stadig værdier til fælles – og forskellene er ofte en styrke for det danske fællesskab

I serien "Hvem er danskerne", som slutter i dag, har Kristeligt Dagblad afdækket den danske identitet - som nok ikke kun er én. Men mange. - Illustration: Rasmus Juul.
I serien "Hvem er danskerne", som slutter i dag, har Kristeligt Dagblad afdækket den danske identitet - som nok ikke kun er én. Men mange. - Illustration: Rasmus Juul.

"Danskerne findes i mange modeller."

Det var forfatteren, debattøren og Grundtvig-arvtageren Ebbe Kløvedal Reich, der formulerede de ord i en sang til Vestjyllands Højskole. Han skrev den i anledning af højskolens 25-årsjubilæum i 1994, og det er vist ikke at gå for vidt at påstå, at danskerne i dag findes i endnu flere modeller.

Denne artikel er en del af denne serie:
Hvem er danskerne?

Men hvem er vi? Op til udskrivningen af folketingsvalget satte Kristeligt Dagblads Liv&Sjæl-redaktion sig for at undersøge det. Vi har interviewet en række danskere fra forskellige steder i landet og livet om deres erfaringer og værdier.

Nogle husker måske 61-årige Hanne Raunsmed fra Odense, der i en sen alder er blevet iværksætter. Hendes fars selvmord under landbrugskrisen har betydet, at hun siden ungdommen har gjort sig umage med sit liv.

Der var også 20-årige Malte Houe, der som barn drømte om at komme væk fra fødeøen Mors, men som nu er blevet lokalt engageret til op over begge ører. Han hader dovne fællesskaber og finder mening i at skabe forandring sammen med andre.

I dag rundes artikelserien af med københavneren Rasmus Brendstrup samt med et blik på, hvor meget danskere deler med hinanden. For har vi som folk grundlæggende værdier til fælles i 2022? En værdiforsker, en teolog, en højskoleforstander, en valgforsker og en museumsdirektør giver i denne artikel deres bud.

Selvrealisering og sekularisering

Hvert niende år laver forskere en stor undersøgelse af danskernes værdier, for at se hvordan de ændrer sig i løbet af årtierne. En af forskerne er professor i sociologi Christian Albrekt Larsen fra Aalborg Universitet, og han beder læseren forestille sig et koordinatsystem med overlevelsesværdier over for selvudfoldelsesværdier på den ene akse og sekulære værdier over for traditionelle værdier på den anden akse.

Som andre vestlige samfund har Danmark bevæget sig mere og mere mod de sekulære og selvudfoldende værdier, forklarer han. For Danmark er et rigt og postindustrielt samfund, hvor forældre ikke længere siger til deres børn, at de skal få sig en profession, de kan overleve af. Nej, i dag opfordrer de afkommet til at beskæftige sig med det, de har lyst til.

Der er altså overskud til leg og lykke og selvrealisering, mens det at kunne tjene til føden og være nøjsom er værdier, som ikke har været fremherskende i Danmark længe. Danskerne har også mindre traditionelle værdier, hvad angår religion, familieliv og kønsroller, end vi tidligere har haft. For eksempel tror færre på en personlig Gud, og flere på en åndelig kraft.Hhomoseksualitet er bredt accepteret, og flere er optagede af ligestilling.

Men spørgsmålene til den seneste værdiundersøgelse blev stillet i 2017.  Siden er der løbet lige lovligt meget vand i åen, så vil man ikke kunne se ændringer i danskernes værdier efter en pandemi, en krig, energikrise og inflation?

"Der er selvfølgelig en enorm bekymring i befolkningen," siger Christian Albrekt Larsen.

"Og det gør, at vi måske vil trække lidt mere i retning af overlevelsesværdier som befolkning. Det ses også, når vi rykker tættere sammen og bakker mere op om staten og om velfærdspolitik. Men på den anden akse med traditioner over for sekulære værdier tror jeg ikke, vi vil se den store ændring. Når man først har fået afmystificeret verden, tror jeg ikke, at krig og inflation kan rulle den udvikling tilbage."

Men er verden mon blevet så afmystificeret og sekulariseret, at danskerne ikke længere er religiøse? Nej, mener Karen Marie Leth-Nissen. Hun er videnskabelig medarbejder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. 

Sidste år interviewede hun sammen med kolleger 84 bredt udvalgte danskere. Det skete som del af en større befolkningsundersøgelse om danskernes religiøsitet, og de brugte tre greb for at komme i dybden: De kiggede nemlig både på tilhørsforhold, praksis og tro. 

For eksempel viste det sig, at respondenterne ikke nødvendigvis så ofte gik i kirke om søndagen, men kiggede man på øvrige gudstjenester og aktiviteter i kirken, var de mere praktiserende. Det samme var tilfældet, når de blev spurgt til den private praksis, som kan involvere aftenbøn, gåtur på kirkegården og det at tænde et lys for en, man har kær:

“Troen er sværere at få greb om, for den er meget individuelt og privat orienteret og er som udgangspunkt ikke noget, vi har sprog for. Tro er mere noget, vi gør. Vi synger sammen eller beder Fadervor, men vi er ikke vant til at artikulere os om tro, selvom de fleste tror på, at der er mere mellem himmel og jord. Så vi mister altså fornemmelsen for danskernes religiøsitet, hvis vi tror, det er noget, der kun skal beskrives med ord.”

Danskerne mener også, at de har en individualiseret tro, fortæller Karen Marie Leth-Nissen. De fleste, hun har interviewet, fortæller da også, at de er medlemmer af folkekirken, men at de tror på deres egen måde:

“Vi har en fornemmelse af, at vi har vores egen tro, men den fornemmelse har vi faktisk til fælles. Og det kan vi fint forene med vores folkekirkemedlemskab.”

Forhandlingsdemokrater

"Jeg synes ikke, der er så meget, der splitter danskerne, som man nogle gange kan få indtryk af," siger Jasper Gramkow Mortensen

Han er forstander på Oure Højskole på Sydfyn og møder gennem året folk i alle aldre fra alle dele af landet, ligesom han ser dem møde hinanden på højskolen og skabe forbindelser på tværs af  forskellighederne i dialekt, humor, temperament og livsvilkår. 

"Det er dannelse, når vi møder hinanden og får kendskab til nuancerne i vores samfund. Når alle vores inputs bliver samlet, skaber det en nation af friheds- og lighedssindede mennesker. Og når alt kommer til alt, er vi rundet af de samme fortællinger, de samme sange og den samme grundforståelse," siger han og refererer både til Højskolesangbogen, H.C. Andersen og Gasolin. 

"Når jeg kører fra Sydfyn til Vestsjælland, oplever jeg naturligvis forskelle. Men når danskere møder hinanden på eksempelvis en græsk ø, kan vi pludselig se, at vi har enormt meget til fælles. At vi deler en forestilling om et nationalt fællesskab, hvor vi hører sammen."

Og så er det kendetegnende for danskerne, at vi er stolte demokrater, siger Jasper Gramkow Mortensen:

"For vi mener grundlæggende, at mennesker er i stand til at styre den her verden. Vi er ikke naive, men vi har tillid til, at de mennesker, vi sætter til at styre vores samfund, gør det efter bedste evne. Det betyder også, at vi tildeler magthaverne et enormt ansvar – det kan både være politisk og i foreningslivet. Og så kræver vi stor selvbestemmelse inden for de rammer, vi har vedtaget. Vi vil kunne tale og handle frit. Den kombination giver en utrolig flot sammenhængskraft i vores land, oplever jeg."

Også Eva Sørensen mener, at det er kendetegnende for danskerne, at vi på én gang er forskellige og ens. Hun er professor på Roskilde Universitet og forsker i demokrati og vælgeradfærd.

"Se bare på de 12 partier, som netop er kommet ind ved folketingsvalget. Vi har et politisk system, der giver os lov til at have vidt forskellige holdninger. Og det kan man se på de mange partier, der er blevet valgt ind, at vi har – både værdipolitisk og fordelingspolitisk."

Danskerne er pragmatiske, siger hun. Vi er indstillede på, at man må forhandle sig frem til kompromisser, og at der også skal være plads til dem, man ikke er enige med.

Eva Sørensen peger på, at sammenhængskraften består på trods af forskellighed i politiske holdninger, blandt andet fordi vi har et flerpartisystem. Og selvom man ikke længere kan tage danskernes tillid for givet, sådan som det blev beskrevet her i avisen den 11. november, så står det ikke lige så skidt til i Danmark som i nogle andre lande.

"De lande, hvor mistilliden eksploderer, er jo lande, hvor man har topartisystemer. Det er lande som USA og Storbritannien, hvor man kan risikere, at 49 procent af vælgerne ikke føler sig hørt, fordi deres parti ikke har regeringsmagten. Det skaber mere antagonisme i samfundet, hvor to grupper kæmper mod hinanden. Vi skal være meget glade for, at alle partier i Danmark kan være med til at lave politik, og at der bliver taget balancerede politiske beslutninger, som harmonerer med holdningsforskellene i befolkningen," siger Eva Sørensen.

Hvad er det gode liv?

Danskernes værdier har ændret sig på det seneste. Det oplever Jane Sandberg. Hun er kunsthistoriker, direktør for Enigma – Museum for Post, Tele og Kommunikation og formand for foreningen Brobyggerne. Hun er optaget af, hvordan vi taler sammen, og hvad vi taler om. Og hun ser en ny grundbekymring:

"Hvis du spørger de unge, handler det om, hvilken klode de overtager. Når man er 15 år i dag, spørger man sig selv, om det kan betale sig at få børn. Dem, der er lidt ældre, er grundbekymrede for, om de kan betale deres regninger og beholde deres job. I min generation havde vi mellem årene 1989 og 2001 en oplevelse af, at 'wow, vi klarede det, vi lavede en bedre verden', men den har vi sat fuldstændig over styr."

Nu er coronapandemien kommet så tilpas meget på afstand, at Jane Sandberg oplever, at den har haft betydning for de fleste, hun kender, på et eksistentielt niveau: 

"Under nedlukningsperioderne var vi langt mere hjemme og langt mindre sammen med andre mennesker, end vi plejede. Vi fik tid til at stikke en finger i navlen og spørge os selv: Hvem er jeg, og hvad vil jeg med mit liv?".

Det har, mener Jane Sandberg, ført til, at mange har spurgt sig selv, hvilket arbejdsliv de egentlig ønsker, og om de skal skære ned på deres leveomkostninger for at få mere tid. 

"Jeg tror, at en del har kigget sig selv i spejlet og tænkt: Vil jeg virkelig bruge de fleste af mine vågne timer på at arbejde? Hvad med mine børn og de venner, jeg aldrig får set? Og hvad med det kæmpe samtalekøkken, jeg har brugt opsparingen på, men som jeg aldrig har samtaler i, fordi jeg ikke har tid og overskud til at få gæster?", siger hun.

Jane Sandberg oplever, at arbejdet ikke længere udgør en lige så stor del af manges identitet, som det gjorde før corona.

"I gamle dage spurgte man som det første nye bekendtskaber, hvad de lavede. I dag er det langt mere sådan noget med: Hvad er du optaget af? Hvilken bog har du læst for nylig? Hvad synes du om valget? Det er ikke længere så definerende at sige, at man er kontorchef i Gladsaxe Kommune. Og det synes jeg, er totalt opløftende," siger hun.

Forskellige og fælles

Men danskernes identitet er selvfølgelig ikke kun afgjort af, at man er dansker. Den er heller ikke afgjort af, om man stemmer på Radikale Venstre, er vegetar, går til kor, er protestant eller går på jagt. Vil man forstå danskerne, skal man altså også have blik for, at intet menneske kan reduceres til de grupper eller segment, man tilhører. Det siger Dan Zahavi, der er professor i filosofi ved Københavns Universitet og leder et internationalt forskningsprojekt om, hvad det vil sige at føle, tænke og handle som del af et "vi".

"Du kan finde masser af folk, som hører til i de samme grupper, men som stadig er meget forskellige, for der er noget i vores individualitet, som transcenderer de fællesskaber, vi er en del af," siger Dan Zahavi og fortsætter: 

"Vi har hver især vores egen kropslighed og vores eget oplevelsesliv. Det at agere i verden med sit eget oplevelsesperspektiv er et fundamentalt aspekt af, hvad det vil sige at være et individ," siger han.

Dertil kommer, siger Dan Zahavi, at et fællesskab – det kunne være det danske – forudsætter forskellighed.

"Et fællesskab er ikke en form for fusioneret enhed, hvor alle forskelle er opløst. Fællesskabet bygger derimod bro mellem forskellighederne," siger han.

Men hvorfor er forskelligheden nødvendig og ikke bare til besvær i et fællesskab som det danske, hvor der til tider kan synes langt fra by til land og fra generation til generation?

"Vi kender alle til, hvor berigende det kan være at dele en erfaring med andre. At se et stjerneskud eller en solnedgang sammen. Forskellen på at erfare noget selv og erfare det sammen med andre er netop, at de andre forbliver forskellige fra os selv. Hvis der ingen forskel var mellem os, ville der heller ikke være noget samvær. Så et fællesskab er kun meningsfuldt, hvis det indeholder en mangfoldighed," siger han. 

Lad os slutte, hvor vi begyndte: med Ebbe Kløvedal Reichs sang om danskerne. Her skrev han, at vi kan "strides om guder og penge og dømme hinanden til ensomhed". Men, tilføjede han:

"Sammen forbliver vi stadig så længe, vi lever og bor på det samme sted."

Find hele serien om danskerne her.