Hvis ikke efterskoler og højskoler allerede fandtes, ville ingen i dag have fantasi til at opfinde sådan noget. Det giver ingen meritter eller forlommer på karrierestigen at være afsted, men alligevel har traditionen overlevet. Oprindeligt skulle skolerne danne og folkeliggøre de mange piger og karle ude på landet. I dag svarer skoleformen på nogle helt andre udfordringer, men selvom meget har ændret sig, er grundformen den samme. Det er flere ritualer fra traditionen heldigvis også. Den vigtigste er morgensangen.
Hverdagsmorgener har det med at ligne hinanden, men med den fælles morgensang får den enkelte dag sit eget tema, tone eller en kommentar.
En linje kan pludselig overrumple ved sin aktualitet. I en nyere salme af Iben Krogsdal lyder det: ”Du skal åbne dine døre og la’ folk gå ind med pløre” – altså tage folk ind i dit liv, ikke kun for det gode, men også med alt det besvær, bøvl og mørke andre kan have med sig. Det kan vi hurtigt blive enige om er en god ide, men sangen ramte helt rent, da vi sang den nogle morgener efter, at en ukrainsk familie på flugt var flyttet ind på efterskolen.
Her på efterskolen har eleverne en traditionen, der går igen fra hold til hold: På sin fødselsdag får man overdraget en lille kiste fuld af breve, som tidligere fødselarer har skrevet. Kisten går årtier tilbage, og således får fødselaren breve og hilsener fra en lang kæde af tidligere elever.
Sådan er det også at bladre i Højskolesangbogen. Den er som en samling af breve, der er skrevet til os fra folk, der på tværs af tid og sted vil os noget nu. Vi bliver mindet om, at folk har elsket, kæmpet, troet og tænkt sig om, før vi kom til. Det er altid vigtigt, men særligt i en tid, hvor vi af mange grunde trækker skel mellem før og nu. Nogle gange tænker jeg, at vores unge elever må opfatte tiden før dem som utrolig mørk. Som om vi først lige nu har opdaget, at vi faktisk ikke må rende rundt og krænke hinanden, misbruge hinanden og gøre andre ondt. Som om vi endelig er nået toppen af menneskelig udviklingen og nu kan gennemskue al den dumhed, der kom før. Udvikling er dog ikke et lineært projekt, og det bliver vi mindet om, når vi for eksempel hen over næsten 600 år bliver formanet, at ”Frihed er det bedste guld”. Eller når en teenager kan se sin egen sårbarhed spejlet i den unge B.S. Ingemanns forelskelse:
”Tit er jeg glad og vil dog gerne græde, thi intet hjerte deler helt min glæde. Tit er jeg sorrigfuld og må dog le, at ingen skal den bange tåre se.”
Teksten i bogen bliver som en papirflyver, der svæver fra København i 1812 direkte ind midt i vores foredragssal her og nu.
Det er altid akavet og lidt blufærdigt at skulle synge, hvis ikke man er vant til det, og efter coronanedlukningerne trænger fællessangen særligt til genstart. I halvandet år betragtede sundhedsmyndighederne fællessang smittemæssigt på niveau med swingerklubber og en tur i Jomfru Ane Gade, og selv i kirkerne sad vi med to meters afstand og nynnede med lukket mund af frygt for flyvske aerosoler. Fællessangen flyttede i stedet ind i stuerne foran tv’et, hvor ingen kunne høre, om man sang med, og det var nok, at man lod som om, bare man delte et billede af det.
Sang for sang skal volumen tilbage i vejret. Der er nok i tiden, der trænger til tidligere tiders poetiske kommentarer. Vi er sat i en forvirringstid, som Jens Rosendal skriver i en sang, og han slutter: ”Så på trods af undergangen blir' vi ved med morgensangen. Rejser os og synger med – nu og i al evighed”.