Hvordan deler man sit trosliv med en, der ikke er troende? Det spurgte Liv sin præst om

Hvad sker der ved sjælesorgssamtalen med en præst, og hvad kan man tale om? Liv Soelberg Andersen fra Ry i Østjylland, fortæller her om sin oplevelse

Liv Soelberg Andersen er 40 år og bor i Ry sammen med sin otteårige datter. Hun er partner og udviklingschef i kommunikationsbureauet Publico i Aarhus.
Liv Soelberg Andersen er 40 år og bor i Ry sammen med sin otteårige datter. Hun er partner og udviklingschef i kommunikationsbureauet Publico i Aarhus.

I 2017 blev jeg skilt og kom ud i en større livskrise. I mit gudsforhold er der et før og et efter den krise. Jeg nåede ud til et punkt, hvor jeg tænkte:

”Nu kan jeg ikke mere, nu må du, Gud, tage over. Jeg føler, jeg drukner, du må hjælpe mig nu.”

Jeg er nu ikke kirkeligt opdraget. Jeg blev ikke barnedøbt og tog selv som 12-årig stilling til, at jeg gerne ville døbes. Jeg elskede kristendomstimerne i skolen, men i min familie tog vi aldrig i kirke – heller ikke juleaften. Jeg tror, jeg var 18 år, da jeg begyndte at synge gospel i Aarhus. Til at begynde med handlede det meget om musikken og fællesskabet. Men efterhånden som jeg blev voksen, blev færdiguddannet og blev gift og mor, begyndte det at fylde mere, hvad jeg stod og sang – hvad det gik ud på, det der med Gud. I frikirken Betlehemskirken, hvor jeg i dag synger i gospelkoret, er der gospelgudstjeneste en gang om måneden, og derfor kom jeg til at høre en masse prædikener.

I dag har jeg fået en ny kæreste. Jeg er utrolig glad for ham, og vi er blevet forlovet. Han er blevet min vigtigste signifikante anden, men min tro er også vigtig for mig, og han er ikke troende. Så jeg har tænkt meget over, hvordan jeg deler min tro med en, som ikke har oplevet det indefra.

Han er heldigvis meget åben, interesseret og lyttende og bliver ikke skræmt over den del af mig. Men når jeg siger, at Jesus døde på korset for vores skyld, bliver han lidt fjern i blikket og har svært ved at forholde sig til, hvad det betyder.

Så i foråret sendte jeg en besked til præsten i kirken, som er en metodistkirke, og spurgte: Hvordan gør man det her? Hvordan deler jeg noget, der er så definerende for mig, på en respektfuld måde, som ikke er bedrevidende eller nedladende? En måde, som er ligeværdig og åben? Jeg var slet ikke bevidst om, at man kunne bede om en samtale, spørgsmålet sprang bare ud som en impuls, og da jeg kender præsten fra kirken, skrev jeg til hende på Messenger. Hun svarede mig, at det syntes hun, vi skulle tale om.

Vi gik en utrolig lang tur på Aarhus Ø. Da vi mødtes, sagde hun, at hun betragtede det her som en vejledningssamtale, og derfor ville hun gerne betale kaffen. Vi gik rundt og rundt, det blev mere og mere mørkt, og kaffen blev mere og mere kold.

Det var spændende for mig at få hendes take på, hvordan vi deler de vigtigste ting med dem, vi elsker. Og også, at det måske ikke er alt, der kan deles med ord. Vi kom frem til, at måske er det i kraft af, hvad du har taget til dig – i kraft af den måde, du lever dit liv på, at du deler dit trosliv.

Jeg kan mærke, at jeg kommer i kontakt med noget guddommeligt, når jeg synger eller beder. Når jeg beder for andre, jeg elsker eller er bekymret for. Måske er det min måde at være i verden på.

Det kunne sagtens være, jeg igen en dag vil bede om en samtale. Jeg føler, at linjen står åben. Og det var fedt, at hun mødte mig, der hvor jeg var. Det samme synes jeg sker i kirken. Præsten siger tit til gudstjenesten, at du skal vide, at du er værdig og elsket, uanset hvem du er, og hvor du kommer fra. Uanset, hvad du har gjort og ikke gjort i dit liv. Jeg kan vildt godt lide, at hun tager udgangspunkt i, hvem du er, og hvor du kommer fra.

Jeg har altid tænkt på Bibelen som noget, man slog hinanden i hovedet med. Men jeg begynder at fornemme, at den bog er meget dybere, end jeg har givet den credit for. Der er så lang vej i forhold til at forstå de lag. Samtidig ved jeg, at det er helt forskelligt fra menneske til menneske. For nogle af os kommer troen i kirken. For andre kommer oplevelsen af mening på en vandretur, hvor vi pludselig føler os i pagt med naturen. Alt muligt forskelligt kan for os hver især være sprækker ind til noget guddommeligt, som giver os en følelse af at være en del af noget større, som vi kan forbinde os med.