"Hvorfor tuder forældrene i Generation Millennial mere end deres børn?," spurgte journalist og debattør Ditte Giese i en kommentar i magasinet Heartbeats i foråret.
"Når man bliver ved med at gentage: 'Det er hårdt, det er hårdt, det er hårdt!' – så bliver det også hårdt," sagde tv-vært Janni Pedersen kort tid efter i podcasten "Skål søster" og hoppede derved med på Gieses hold.
Nutidens børneforældre er pressede, men hvem er de egentlig? Og er der noget om snakken: "Tuder" de, som Ditte Giese skrev, eller lider de snarere under samfundets ufleksible rammer for familielivet, hvad madredaktør ved Politiken Mette Mølbak forsvarede millennial-forældrene med? Hvad er det, der udfordrer tidens småbørnsforældre, hvad er de gode til, og hvad adskiller dem fra tidligere forældregenerationer?
For at finde svar må man først og fremmest vende blikket mod begyndelsen af 00'erne, hvor der blev lavet et gearskifte i forældreskabet. Sådan lyder det fra Maria Ørskov Akselvoll, familiesociolog, forsker og forfatter til bogen "Det grænseløse forældreskab", hvori hun beskriver, hvordan især staten og markedet har intensiveret forældrerollen.
Siden årtusindeskiftet har samfundet bevæget sig længere væk fra et statsligt og kollektivt ansvar for børn og hen mod et mere individuelt ansvar. Før i tiden kunne man aflevere barnet i institution, inden ens arbejdsdag begyndte, og hente det, når dagen var omme. I dag forventes det, at man som forældre også engagerer sig – at man for eksempel deltager i trivselsarrangementer, taler om læringsplaner og løbende har samtaler om barnets velbefindende. I bund og grund forventes det, at forældre tager mere ansvar for, at deres børn vokser op og bliver nyttige borgere.
"I dag kræver forældrerollen langt mere end bare at være som Alfons Åbergs tilbagelænede far med pibe og avis i lænestolen," siger hun.
Lyt til eksperterne
Ud over staten har en anden faktor stor betydning for, at forældrerollen er blevet så krævende, som den er i dag. Markedet. Maria Ørskov Akselvoll har undersøgt og fundet frem til, at alt, hvad der sælges til forældre og børn – det være sig produkter, rådgivning, tjenester, viden, kurser, bøger – er i "kæmpe" vækst. Tendensen begyndte i 1970'erne, mens forældrerollen blev professionaliseret, og man kunne købe de første håndbøger om opdragelse, forældreskab og børns udvikling. Men de seneste år er der kommet endnu flere varer og viden på markedet, der kæmper om forældrenes gunst.
"Noget, som er med til at gøre forældreskabet krævende i dag, er, at man skal lytte meget til eksperter. Vi taler nu til dags om forældrekompetencer – et ord, der pludselig opstod, og som fortæller, at der er rigtige og forkerte måder at være forældre på. At være forælder er altså ikke noget, man har i sig, bare fordi man kan få børn. Vi har fået en fælles forståelse af, at vi skal lære, hvordan vi opdrager rigtigt for at være gode forældre," siger familiesociologen.
Selv det at købe helt basale børneprodukter kræver, at man opsøger detaljeret viden.
"Der findes lige nu over 250 varianter af autostole i Babysam. Det er der ingen, der kan forholde sig til," siger Maria Ørskov Akselvoll.
Derudover findes der, siger sociologen, grænseløse mængder af information på nettet. Også digitale medier er skyld i udviklingen, der eksploderede med Googles ankomst i 2000'erne. Og jo mere af den sidste nye ekspertviden, forældre forsøger at overskue og forholde sig til, des mere usikre kan de blive på sig selv.
"Vidensmæssigt skal forældre nærmest tilegne sig et mindre psykologisk pensum i børns udvikling og trivsel. Hvordan kan man vide, hvornår man ved nok? De når aldrig rigtig i mål. Den følelse kræver enormt meget af en som menneske," siger hun.
Af den grund ses i vestlige lande en stigende udvikling i antallet af forældre, der brænder ud i forældrerollen. Mellem 2 og 12 procent af forældre anslås at være forældreudbrændte i en eller anden grad, viser to udenlandske undersøgelser, Maria Ørskov Akselvoll omtaler i sin bog.
Hvorfor lader de så ikke bare være med at prøve så hårdt? Det har Anja Marschall, psykolog og børneforsker, et bud på.
"Det er en alvorlig opgave, forældre har taget på sig, men de udfører den i den dybeste kærlighed. Kærligheden, synes jeg, er vigtig at tænke ind i kritikken, når nogen siger, at forældre involverer sig i alt for mange ting. Børn er blevet et projekt, som ikke må mislykkes," siger hun.
Familievejleder Lola Jensen peger på fire ting, småbørnsforældre især måler sig selv på i forhold til følelsen af at være god nok.
"De måler sig selv på, om barnet sover godt, spiser godt, ikke viser for meget temperament, og også om barnet er vellidt af alle. Det er store mål, som ikke er lette at præstere, og det er synd, for deres grundighed er så god," siger familievejlederen om forældrene.
Hun er af dem, der fra egen forældrerolle husker, hvordan opmærksomheden på børn var i 1970'erne.
"Vi opdagede først, at vi skulle tage stilling til en problematik, når vi stod i den. Når et barn blev født, talte vi, at der var 10 fingre, 10 tæer, kiggede desuden i munden, og tjekkede for Downs syndrom. Og så fik vi stukket bogen 'Det gør ondt, mor' i hånden. Det var – sat lidt på spidsen – det hele," siger hun.
"Nutidens forældre bliver dunket oven i hovedet hele tiden for ikke at vide eller ikke at gøre nok, hvilket gør dem så usikre og trætte, at de ingenting gør."
Samfundet har ikke altid haft det centrale fokus på børn, som det har nu. Ifølge Maria Ørskov Akselvoll peger flere forskere på, at Freuds psykoanalyse har spillet en rolle for, at børnesynet er blevet mere præget af psykologien. Freud sagde, at alt, der sker i barndommen, har en betydning, og at forældre kan komme til at skade deres børn ved at tage forkerte beslutninger. I efterkrigstiden byggede de første udviklingspsykologer deres teorier på psykoanalytisk teori. Siden har man udvidet forståelsen af børns vanskeligheder med nye modeller, der også tager hensyn til barnets sociale forhold.
Ingen forældrebilletter i automaten
Den varme og intime familie er stadig i fokus, også selvom 47 procent af alle børn under 18 år ifølge en 2017-opgørelse fra Danmarks Statistik bor i en anden konstellation end den klassiske kernefamilie. Forklaringen er den, at mange skilsmisseforældre forsøger at genskabe følelseslivet fra kernefamilien, fortæller Anja Marschall, der også har forsket i børns deleliv.
"Kernefamilien har den udvendige form af far, mor og børn, men alle de mange andre familiekonstellationer har ofte indhold som en kernefamilie og sætter pris på de samme ting. Efter en skilsmisse bliver den originale kernefamilie erstattet af flere nye," siger hun.
Tidligere, når man gendannede familie, var det på baggrund af praktiske forhold. Hvis håndværkermesteren døde tilbage i 1800-tallet, var det normalt, at svenden giftede sig med fruen i huset for at holde husholdet i gang og sikre familiens overlevelse. Hvor den dengang mest skyldtes praktiske årsager, er familiens overlevelse i dag baseret på følelser, fortæller børneforskeren:
"De bekymringer, man har i dag, er tit relativt abstrakte i forhold til før i tiden, hvor de var meget konkrete. Der søges viden alle mulige steder om almindelige problemstillinger. Dermed søges abstrakte forklaringer på konkrete problemer," siger Anja Marschall.
Så hvad er løsningen? Ironisk nok i forhold til denne artikel mener alle artiklens medvirkende, at der er brug for, vi læser lidt mindre om forældreskab og stoler lidt mere på det, vi ser og oplever. Og måske finder nogle skuldre at "tude" ved.