Vi er blevet bedt om at gå i stilhed. Turen går gennem parken ved Kunstcenter Silkeborg Bad og ned ad trapperne mod søen, hvor en smal skovsti fører os langs vandet. Bøge- og egetræer står som kæmper og knejser over os. Fra træernes kroner høres efterårsvindens leg med bladene, og på stammerne har forskellige svampe fundet et godt sted at leve. De vilde brombærkrat kravler langs stien med deres stikkende torne, men bærrene er modne og smager sødt.
Efter 10 minutter med kun naturens lyde og vores eget åndedræt, står gruppen stille. Det er en sen eftermiddag, og alle her i gruppen har valgt at bruge de sidste af efterårssolens timer på noget, der er beskrevet som ”Talking Landscapes” (talende landskaber) på museets hjemmeside. Teksten i opslaget lyder da også både kryptisk og tillokkende: ”Gad vide, hvordan en samtale om forholdet mellem mennesker og natur vil udfolde sig, hvis man involverer for eksempel et træ og beder om at høre dets synspunkt? Du inviteres til at deltage i en speciel samtale, ’Tingenes Råd’, der blandt andet bygger på de australske aboriginals’ tradition for at forholde sig til planter, skyer og bjerge. Måske ser fremtiden anderledes ud set fra for eksempel et træ eller en blomsts synsvinkel.” Og nu er vi så 10 mennesker, der ellers ikke kender hinanden, som har sagt ja til at prøve at lade tingene tale – og til at lytte.
Vi er nået frem til en lysning i museets park igen, og her skal vi beslutte, hvilket emne vi i dag skal holde Tingenes Råd om. På et bord lidt væk fra den rundkreds, vi nu har stillet os i, ligger en række forskellige ting, blandt andet en hammer og en rusten blikdåse. Om lidt skal vi vælge den ting fra bordet, som kan repræsentere det, vi vælger at tage med til samtalen. De ting vi vælger at give ordet til i dag.
Men inden vi vender tilbage til Tingenes Råd, hvor det kan afsløres, at både bøgetræet, engblåfuglen og en invasiv mårhund er blandt de inviterede til dagens samtale, så får et andet menneske lige ordet først.
Nye måder "at verdne" og "at nature" på
Antropolog Cecilie Rubow udgav nemlig tidligere i år bogen ”Indendørsmenneskets natur”, hvor også hun undersøger, hvad det er, der sker med vores natursyn i de her år. For som hun selv siger: ”så er det som om, der er noget, der er ved at ændre sig. Især mange unge mennesker leder efter nye platforme og netværk, hvor de kan finde nye måder at ’verdne’ på, at ’nature’ på.”
”Vi er begyndt at forstå, at vi skal tage vare på naturen,” uddyber Cecilie Rubow. ”Og i den forbindelse har jeg som antropolog været optaget af at forstå, hvad det betyder for vores natursyn, om man er udpræget indendørsmenneske, eller om man derimod er en, der går lange ture ved stranden hver dag, er fugleelsker, miljøforkæmper eller klimaaktivist.”
Cecilie Rubow beskriver sig selv som et indendørsmenneske vokset op i 1960’erne, ”i parcelhuse, skoler, indkøbscentre og idrætshaller”, som hun skriver, og når hun kigger ud ad vinduet kan hun derfor kun kende forskel på store fugle og små fugle.
"Når jeg har været udenfor, har jeg haft svært ved at finde rundt. Ofte har jeg mærket en nervøsitet for, at jeg ville kede mig, hvis jeg gik udenfor. Som om jeg ville gå glip af noget. Hjem har altid været indenfor, og jeg har aldrig følt mig helt hjemme i verden af den grund.”
Cecilie Rubow ser denne beskrivelse som typisk for folk, der er vokset op i den moderne verden. Hun peger samtidig på, at det tiltagende indendørsliv har betydet, at store dele af naturen er forsvundet fra vores bevidsthed. Vi oplever det endda som fremskridt og øget tryghed, at vi for eksempel ikke længere behøver at forstå, hvor vandet kommer fra, når vi åbner vandhanen. Det sker bare.
”Men nu er tiden en anden," siger hun. Og det får hun lov til at uddybe lidt senere. For nu går turen lige tilbage til rundkredsen i museumsparken, hvor Tingenes Råd er i gang.
Hvem hegner hvem ind?
Gruppen når omkring mange emner, før vi vælger at se nærmere på begrebet "biodiversitet", for i Silkeborg Kommune er en plantage for nylig udpeget som ny naturnationalpark, og det har skabt lokal debat, at der nu skal hegnes et område ind for at skabe bedre betingelser for vild og mangfoldig natur. For biodiversiteten. Spørgsmålet, der skal drøftes, lyder derfor: ”Hvem hegner hvem ind?”. Nu mangler vi blot at vælge, hvilke ting der skal være med i dagens råd.
”Oprindeligt var et råd jo et sted, hvor mennesker mødtes og blev enige om ting. Men vores råd i dag er derimod tingenes råd, som er inspireret af gamle kulturer og oprindelige folkeslags anderledes omgang med naturen end den, vi kender til som moderne mennesker,” fortæller Maja Kristine Christensen, der er dagens guide i samtalen og tilknyttet Københavns Internationale Teater Metropolis, der står bag ”Talking Landscapes”.
Metropolis præsenterer selv idéen bag de talende landskaber som ”et omrejsende folkemøde, der undersøger vores forhold til hinanden, til omverdenen og til naturen gennem iscenesatte samtaler i det danske landskab".
Efter vi har valgt emne og de ting fra bordet, der skal repræsentere de inviterede til Tingenes Råd, bevæger vi os længere op i parken.
”Nu må I godt gå hen til den stol, hvor der på sædet ligger den ting, I gerne vil give stemme. Først kan I lige tage den op i hænderne og mærke den. Prøv at forestille jer, hvad dens drømme og håb er. Når I så er klar, kan I sætte jer, og så går vi i gang. Og I er velkomne til at skifte stol og dermed ting undervejs i rådet, så I prøver at tale fra forskellige perspektiver.”
Det er vores guide, Maja Kristine Christensen, der forklarer os næste skridt i seancen denne eftermiddag. Vi er gået op på en lille forhøjning i museumsparken og sætter os nu på stolene efter at have mærket grundigt på vores ting. En står med en hammer, der repræsenterer bøgetræet. En anden har valgt en papirblomst, der symboliserer den sjældne sommerfugl engblåfuglen. Selv står jeg og tænker på en invasiv mårhund, mens jeg forsigtigt stryger hen over en af skovens svampe.
Hjem har altid været indenfor, men noget ændrer sig
At tiden lige nu måske er moden til og fyldt med anderledes tilgange til naturen og menneskets relation til den, taler direkte ind i antropolog Cecilie Rubows forskning. Og hun peger på flere årsager:
"Mange mennesker har opdaget, at det er godt for dem at opholde sig mere i naturen. Og mange taler endda om oplevelser, vi kunne kalde magiske, spirituelle eller religiøse, når de er i naturen. At gåturen på stranden og synet af horisonten kan give en fornemmelse af at være en del af noget større, hvor man pludselig føler sig forbundet med universet på en helt anden måde, end det er muligt inden døre,” fortæller Cecilie Rubow.
I sit feltarbejde har hun flere gange hørt folk fortælle om netop den her oplevelse af, at når de er i naturen, så oplever de en grænseløshed og en samhørighed, ”hvor mange beskriver det som en følelse af, at det er radikalt anderledes – større, rigere og dybere – end det mere stillestående indendørsliv,” siger Cecilie Rubow.
Udover den eksistentielle forklaring på, at flere i dag er optaget af nye tilgange til naturen, er der også en helt presserende klimakrise, som sætter vores moderne og meget nytteorienterede forhold til naturen på prøve. Og i sin seneste forskning har Cecilie Rubow derfor lavet feltarbejde i hælene på folk, der har nogle opmærksomheder på naturen, som hun ikke selv har.
”Jeg har blandt andet fulgt de aktivister, der kæmper for at bevare Amager Fælled ved København, og som normalt bliver beskrevet som politiske aktivister. Men mit fokus har i stedet været at se, hvordan de møder planterne, dyrene, naturen og opbygger relationer til andre væsener. Tidligere ville man måske have grinet ad dem, når de gør sig til talsmænd for dyrene og planterne og tager deres perspektiv i et forsvar mod mennesker. Men i dag møder netop den tilgang større forståelse,” siger Cecilie Rubow.
Tingene begynder at tale
I museumsparken er vi gået i gang. Eller rettere sagt: Tingene er begyndt at tale. Engblåfuglen er tilfreds med, at der nu bliver sat et hegn op, for hendes art er truet, hvis ikke menneskene gør noget for at beskytte hendes levesteder.
”Måske betyder det ikke så meget i det store nytteregnskab, om jeg er her eller ej. Men poesien, skønheden og diversiteten har vel også en betydning,” siger engblåfuglen.
Den invasive mårhund er derimod lidt forundret over, at menneskene tilsyneladende gerne vil sikre visser arters overlevelse, men til gengæld er imod andre, som kaldes invasive og dermed uønskede. Mens bøgetræet påpeger, at mange faktisk også kalder det for en invasiv art, for det kom hertil udefra og var ikke naturligt hjemmehørende i Danmark, ”og i dag opfatter vi mig vel nærmest som indbegrebet af dansk natur,” siger bøgen.
I næsten halvanden time taler Tingenes Råd. Der bliver skiftet pladser, holdninger og perspektiver konstant. Og det er faktisk ret sjovt. Som en leg mellem voksne, der ellers ikke kender hinanden. Men også som noget mere end leg. Som noget, der i virkeligheden ikke kun handler om natursyn men også om en øvelse i at lytte og give rum til samtale – som en demokratisk grundpille, vi får genopfrisket.
”Hele idéen bag ’Talking Landscapes’ er inspireret af den franske samtidsfilosof Bruno Latour,” fortæller Maja Kristine Christensen, da vi bevæger os ned i parken igen og glæder os til den varme suppe, der slutter dagens rådslagning af.
”Latour mener, at vi skal prøve så vidt muligt at fjerne de inddelinger, vi plejer at se os selv og verden igennem. En af dem er inddelingen i menneske og natur. Han er derfor optaget af, hvordan vi kan give naturen en stemme, og peger blandt andet på, at det forudsætter, at vi lader tingene være en del af vores demokratiske system. Mange taler jo i dag også om, at naturen måske burde tildeles rettigheder, på samme måde som mennesket er blevet det,” siger Maja Kristine Christensen.
Fra indendørsmenneske til jordbo
Antropolog Cecilie Rubow har en lidt anden tilgang til det med opdelingen mellem natur og menneske.
”Jeg køber ikke idéen om ét stort sammenhængende hele. For hvad er det så for et hele, vi taler om? For mig at se sidder vi nok nærmere med et stort puslespil af sammenfiltretheder, hvor vi ikke kender det færdige billede. Der mangler mange brikker, og det kalder på ydmyghed. Og det er netop den erkendelse, vi nu er nødt til at være mere optagede af. Både eksistentielt og af hensyn til altings overlevelse,” siger Cecilie Rubow.
Og på spørgsmålet om, hvorvidt hun stadig primært ser sig selv som et indendørsmenneske, lyder svaret med et smil i stemmen:
”Jeg forsøger virkelig i mit dagligliv at have en meget større opmærksomhed på naturen, miljøet og klimaet. Så ja, jeg begyndte mit feltarbejde som indendørsmenneske, men jeg arbejder på min vej mod at blive jordbo.”
Tid til eftertanke
Det er tid til at sige farvel til det talende landskab ved Kunstcenter Silkeborg Bad. Solen er ved at gå ned, og indendørslivet venter derhjemme. Men inden vi går hvert til sit, beder guiden alle deltagere om at skrive noget ned, som har gjort særligt indtryk i dag. En eftertanke måske. Og til slut skal vi sætte vores ord et valgfrit sted i parken.
På et af skiltene står der: "For at bevare naturens magi, må vi turde begive os ud på vandringen på den knivsæg, der har afmagt på den ene side og forhåbning på den anden. Vi må i fællesskab styrke forhåbningen."