”Jeg har svært ved at fatte, hvor de mange år er blevet af. Jeg synes, at de er gået så hurtigt. Meget har ændret sig i den tid; men ikke kærligheden til mine nærmeste og ikke kærligheden til mit land.”
Mon ikke mange danskere følte det som et ganske særligt øjeblik, da dronning Margrethe nåede mod de sidste ord i den seneste nytårstale fra sit modtagelsesværelse i Christian IX’s Palæ på Amalienborg og lod dem være en kærlighedserklæring. Ikke kun til sine nærmeste, men til hele Danmark. Til os allesammen.
Og kærligheden er åbenlyst gensidig. I løbet af de 50 år, der er gået, siden daværende statsminister Jens Otto Krag (S) udråbte tronfølgeren Margrethe til Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden af Danmark, er tilslutningen til monarkiet stort set kun gået én vej: opad.
Da Gallup i 1972 spurgte danskerne, om landet skulle vedblive at være et monarki, svarede 42 procent ja, mens 40 procent mente, at Danmark skulle overgå til at være en republik. 18 procent svarede ”ved ikke”. Så der var med andre ord næsten lige mange, der bakkede op om monarkiet, og som ønskede det afskaffet.
46 år senere, i 2018, så tallene helt anderledes ud. Her var tilslutningen til monarkiet vokset til ikke mindre end 76,7 procent, mens andelen af republikanere var faldet til 14,6 procent. Også andelen af tvivlere var skrumpet til 8,7 procent.
Som historiker og professor emeritus Uffe Østergaard formulerer det: ”Så er det i dag blevet en tabersag at være republikaner. I dag er det at være dansker lig med at være royalist. Sådan var det godt nok ikke i 1960’erne.”
Så hvad er det for en rejse, Dronningen og danskerne har været på i de seneste 50 år? Og hvordan forklarer man danskernes store opbakning til en styreform, der på mange måder hører en førmoderne tidsalder til?
”En konstant i mit liv”
En af forklaringerne fik man måske gennem de forskellige danskere, der for nylig havde fået mulighed for at stille Dronningen et enkelt spørgsmål på DR 1 i allerbedste sendetid lørdag aften. For som en tydeligt bevæget og beæret kvinde sagde, før hun skulle møde sit store forbillede ansigt til ansigt, ”så har hun jo altid været der. Som en konstant i mit liv.”
For mange danskere er Dronningen den eneste regent, de husker, og dermed billedet på, hvordan et kongeligt overhoved skal se ud, og hvordan denne skal udfylde sin rolle. I dansk sammenhæng er dronning Margrethe kun overgået af Christian IV, der regerede i mere end 59 år – den rekord kommer hun måske også til at slå.
Med så lang en regeringsperiode har ikke kun danskerne lært monarken, dronning Margrethe, at kende. Hun har også selv haft tid til at udvikle sig som royalt overhoved, og det er ifølge historiker Lars Hovbakke Sørensen en af de helt væsentlige årsager til den gensidige kærlighed mellem befolkning og dronning.
”Hun er vokset med opgaven og har i den grad formået at udvikle kongehuset og monarkiet i takt med det øvrige samfunds udvikling og været enormt dygtig til at fange tidsånden,” siger Lars Hovbakke Sørensen og peger blandt andet på, hvordan Dronningen gradvist har moderniseret monarkiet ved for eksempel at lade sine sønner gifte sig borgerligt som den første generation og at lade sine børnebørn gå i en almindelig folkeskole.
”Men hun har samtidig holdt balancen, der er så altafgørende for en monark. Hun skal sikre den rette blanding af fornyelse og fastholdelse, og de kongelige må ikke blive for almindelige. Der skal stadig være tydelig forskel på dem og os. Derfor skulle hendes sønner da også finde deres ægtefæller i udlandet, så der stadig var et anstrøg af noget eksotisk eller ophøjet over deres valg.”
I øjenhøjde fra en ophøjet position
Især nytårstalerne viser ifølge Lars Hovbakke Sørensen også, hvordan Dronningen har forstået, hvad der rører danskerne – hun har formået at tale i øjenhøjde fra sin ellers ophøjede position. Og netop dette træk tillægger han meget stor betydning for den øgede opbakning til monarkiet, som faktisk allerede slog igennem i 1970’erne, da dronning Margrethe havde siddet på tronen nogle få år.
”Hun indledte jo sin regentperiode på et tidspunkt, hvor tilslutningen var forholdsvis lav. Kun cirka hver anden bakkede op om monarkiet, og det skal nok også ses i relation til de strømninger, der ellers var i landet dengang. Hun blev dronning kort tid efter ungdomsoprøret, og mange havde travlt med at gøre op med traditioner i det hele taget. Tænk bare på de mange nye familie- og boformer og den meget aktive kvindebevægelse,” siger Lars Hovbakke Sørensen og peger så på, hvordan Dronningen faktisk formåede at få stemningen vendt ved at reagere klogt på den krise, der kort efter hendes overtagelse af embedet ramte landet.
”I 1973 kom den første oliekrise, som blev begyndelsen på en langvarig økonomisk krise. Og den var et tilbagevendende tema i Dronningens nytårstaler i det årti. Men hun talte ikke bare overordnet om landets problemer. Hun viste medfølelse og forståelse for de mennesker, der blev ramt af krisen og måske havde mistet deres arbejde, og så forsøgte hun samtidig at indgyde håb ved at pege på, at det altid er de menneskelige relationer, der er det vigtigste i tilværelse. Hun blev på den måde et nationalt samlingspunkt,” siger Lars Hovbakke Sørensen.
Denne evne til at sætte sig i andres sted, at indgyde mod og tale om de nære værdier, har hun siden forstærket, mener historikeren.
”I mange af talerne fra 1990’erne og begyndelsen af det 21. århundrede har hun talt om, hvordan vi skal passe på, at teknologien ikke overtager det hele. At unge ikke skal leve hele livet på de digitale medier, og hun har berørt emner som storbyensomhed, de ældre – og igen med stort fokus på vigtigheden af den menneskelige kontakt. Hun har været utrolig dygtig til at påpege de menneskelige konsekvenser ved vores livsstil, og den betoning af de nære værdier er helt i tråd med det skifte, der i øvrigt også er sket inden for det politiske, hvor også partierne er gået mere fra at tale om ting på den store internationale klinge til at have fokus på det nære og på de såkaldt danske værdier. Det er igen et eksempel på hendes dygtige og kloge evne til at afspejle tidsånden,” siger Lars Hovbakke Sørensen.
Symbolet på det evige Danmark
Men ét er Dronningens ubetvivlelige evne til at tale til os, så vi lytter og føler os set. Noget andet er hele spørgsmålet om, hvorfor man i et demokrati overhovedet bakker op om et monarki, et aristokrati, der vel ellers fik sit helt store banesår ved Den Franske Revolution i 1789, og i dansk henseende da det ved enevældens ophør i 1849 blev reduceret til en ”indskrænket-monarkisk” regeringsform. Hvor Grundlovens formuleringer, om at den lovgivende magt på papiret er hos ”kongen og Folketinget i forening”, og ”den udøvende magt er hos kongen”, ifølge professor emeritus Uffe Østergaard er udtryk for en grundlov, der ikke er særlig klar. ”For som historiestuderende er det jo noget af det første, man lærer på studiet: Kongen er en institution, der ikke er der. Regenten ville gå grueligt galt i byen, hvis vedkommende tog teksten bogstaveligt.”
Det var ifølge Uffe Østergaard, hvad der skete, da Dronningens bedstefar, Christian X, i 1920 troede, at han selv kunne udpege en regering og siden erkendte, at det kunne han ikke.
Legitimiteten bag monarkiet skal ifølge historieprofessoren derfor ikke ses som en politisk legitimitet. Den er snarere ikke-politisk, mener han.
”Hun har autoritet, netop fordi hun står uden for det politiske. Som en slags neutral fællesstemme,” siger Uffe Østergaard.
Han påpeger, at dronning Margrethe netop er blevet denne fællesstemme, fordi hun har været dygtig til at fortsætte den modernisering af kongehuset, som især hendes forældre havde påbegyndt.
”Hun har på demokratisk måde været aristokrat,” lyder Østergaards karakteristik, og han uddyber, at Dronningen i hans øjne ”personificerer helheden. Men ikke som en gennemsnitlig dansker. Så ville vi nemlig ikke lytte til hende. Det kræver en form for ophøjethed,” siger han.
Og når han så bliver bedt om at svare på, hvordan både hun og danskerne generelt finder ophøjetheden retfærdiggjort, i et land som med Grundtvigs ord hylder et jævnt og virksomt liv på jord, peger han på de mange forskellige danmarkshistorier, som regenten knytter sit virke op på.
”Danmark har i hvert fald tre fortider, som man så kan være enige eller uenige om,” siger han. ”Som historiker vil man pege på tiden fra 1940’erne og frem som den ene, og her er Dronningen en repræsentant for de demokratiske kongehuse, der for alvor træder frem som sådanne i den periode. Før det har vi så tiden, hvor landet var en småstat og meget homogent, og her repræsenterer hun den glücksburgske slægt, hvis første kronprins var Christian IX. Går vi længere tilbage til imperietiden, hvor helstaten var flersproget og sammensat – ja, så knytter hun også an til datidens kongerække. Hun trækker endda tråden helt tilbage til Gorm den Gamle, til vikingetiden,” siger Uffe Østergaard og tilføjer:
”Det dygtige er, at hun på den måde abonnerer på alle de fortider, Danmark har. På den måde bliver hun en repræsentant for den lange historie og står derfor også for mange som symbolet på det evige Danmark”
Monarkiet som spejl og modspejl
Et nationalt samlingspunkt, en dygtig monark og et symbol på det evige Danmark.
De forklaringer er Line Bjerre Kristensen med på som en del af svaret på, hvorfor man i et veludviklet demokrati som det danske har en så massiv tilslutning til monarkiet. Men som historiker med speciale i det glücksburgske kongehus har hun alligevel spekuleret over, om det så også er de udtømmende forklaringer. Hun arbejder derfor lige nu på en bog om spørgsmålet, og forenklet sagt er hendes tese, at monarkiet er mere som en ideologi for os: Vi tror på monarkiet som den bedste styreform.
”Som jeg ser det, har Dronningen selvfølgelig meget dygtigt formået at tilpasse sig alle de forventninger og samfundsforandringer, der har været i hendes regentperiode. Men hun skal ikke have hele æren for at have båret monarkiet igennem de seneste 50 år. Min påstand er, at havde det ikke været hende, så havde der nok siddet en anden på tronen. Vi ønsker en med krone på, og så kan vi bare være glade for, at hun så er så eminent til at være den,” siger Line Bjerre Kristensen.
Når vi så ifølge Line Bjerre Kristensen ”ønsker en med krone på”, hænger det sammen med, at netop de monarkier, der klarer sig bedst i Skandinavien og Europa, er dem, der også ”blev til” eller har udviklet sig sammen med den demokratiske styreform. Som er blevet skrevet ind i landets konstitution – med Grundloven for Danmarks vedkommende.
”Monarkiet bliver på den måde en del af det, som demokratiet spejler sig i og modspejler sig i. Det autokratiske element i vores ellers så ligestillede verden kan ud fra en konservativ forklaring vise, at der alligevel er noget over os, og at vi har det bedst med at kende vores egen plads, mens det i en socialdemokratisk optik kan få os til at føle os mere lige, når vi har autokratiet som modspejl,” siger Line Bjerre Kristensen.
Som historiker mener hun, at netop det at se vores opbakning til monarkiet som udtryk for en ideologi giver en forklaring, der er stærkere end for eksempel traditions- eller nationalismeforklaringer.
”For vi kræver jo også fornyelse af monarken, og monarkiet er samtidig en international konstruktion med mange fællestræk og ens etiketter, så det nationale kan ikke alene forklare dets succes eller fiasko. Det kan det derimod, hvis vi ser på det som en del af vores ideologi, hvor vi samtidig opfatter vores demokrati som værende så stærkt, at det netop kan holde en autokratisk institution i skak. Endda uden at rykke et komma i Grundlovens bestemmelser,” siger Line Bjerre Kristensen.
Hendes Kgl. Røghed
Der kunne måske også være andre og mere jordnære forklaringer på monarkiets succes i Danmark. En af dem, der i den grad har fulgt både Dronningen og danskerne igennem flere årtier, er Gorm Vølver, journalist på Politiken og den ene del af makkerparret bag avisens satiriske åndehul At Tænke Sig (ATS).
Her går dronning Margrethe typisk under betegnelsen ”Hendes Kgl. Røghed”, en titel hun fik efter i flere år at have heddet ”Hendes Kgl. Højhed D. Margrethe (1.87 med sko)”. At vi på den måde kan grine kærligt med og ad hinanden, forbinder Gorm Vølver også med danskernes forhold til spørgsmålet om, hvordan vi både kan være demokrater og samtidig bakke op om monarkiet.
”Det siger jo noget om, at vi er en flok hyggemennesker. Vi er ikke så højtidelige, og derfor kan vi godt have nogle holdninger, men så er det heller ikke værre. Vi er lidt afslappede, og det er noget af det, jeg synes er dejligt ved det her land. Og så går det godt med kongehuset herhjemme, fordi medlemmerne dybest set opfører sig ordentligt. Der har selvfølgelig været meget, vi har kunnet gøre grin med, men der er jo ikke noget alvorligt at udsætte på dem,” siger Gorm Vølver.
ATS har kun ganske få gange fået klager over de royale vittigheder, men han og hans kollega Ole Rasmussen er selvfølgelig også opmærksomme på, hvor grænserne går for, hvornår noget bliver for personligt eller upassende.
”Vi havde stor glæde af prins Henrik, men da han blev syg, stoppede vi jo med at skrive om ham. Så der er selvfølgelig hensyn,” siger Gorm Vølver og tilføjer, at han ikke er modstander af monarkiet, selvom han arbejder på en avis, der er det.
”Og selvfølgelig kan man ikke modsige, at det er lidt af en anakronisme. Men det er nu også festligt, og det binder nationen sammen. Og så vil jeg gerne sige til Dronningens arbejdsgiver, at til dette års MUS-samtale skal hunhave ros. Det er, som om hun har løsnet mere og mere op i de senere år. Hun kunne godt virke lidt stiv før i tiden, men nu fremtræder hun meget hjertelig og varm, og det må hun godt få at vide. Og hvis der så kunne nævnes noget om, at vi fra ATS faktisk har fulgt hende trofast i godt 30 år, så kunne man måske overveje, om det ikke var på tide med en lille anerkendelse fra hendes side også. Det behøver ikke at være Elefantordenen, det er nok lige i overkanten, men en eller anden medalje ville da virkelig være skønt,” siger Gorm Vølver. Behøver man at skrive, at han klukker?
Til sidst vender vi lige tilbage til den kvinde, der fik mulighed for at stille Dronningen et enkelt spørgsmål. Hende, der omtalte regenten som ”en konstant i mit liv”. For ifølge historiker Lars Hovbakke Sørensen er der mere at hente i den beskrivelse.
”Det er selvfølgelig svært at bevise, hvilken rolle Dronningen spiller for danskerne og Danmark. Men man kan i hvert fald sige, at i den globaliserede og foranderlige virkelighed, vi lever i, hvor flygtningestrømme, økonomiske kriser og coronapandemi bare er nogle af de tydelige tegn, kommer Dronningen og monarkiet til at stå som konstanten. Som dét, der ikke hele tiden bliver lavet om, og som gør, at man kan trække vejret roligt.”