Hvordan skal Merete tackle, at hendes børn ikke vil se hende? Læsere kommer med deres bud

Merete skrev for 14 dage siden her i brevkassen om sin store smerte over ikke at have kontakt med sine voksne børn. I dag bringer vi uddrag af to breve fra læsere, som deler deres tanker om Meretes situation

Merete skrev for 14 dage siden til brevkassen, at hendes børn igennem flere år har ignoreret hende. Genrefoto.
Merete skrev for 14 dage siden til brevkassen, at hendes børn igennem flere år har ignoreret hende. Genrefoto. . Foto: Jeremy Wong.

Kære brevkasse

Jeg har lyst til at dele nogle tanker med Merete, som ikke har kontakt til sine voksne børn. I det følgende henvender jeg mig til hende.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

Det gør ondt at læse, hvordan du har det. Du er ramt af sorg og tab i flere omgange, og det virker næsten, som om du giver dig selv skylden. Det står klart, at du ikke var i stand til at redde dit ægteskab. Det er ikke din skyld, når du bliver behandlet af din mand, som du beskriver. Det er dømt til at føre til skilsmisse, hvis du skal overleve.

Dit ægteskab med den forkerte mand har medført, at dine børn ikke magter kontakten til dig. Sådan forstår jeg dit brev. Det er et hårdt slag, og det er heller ikke din skyld. Dine børn må skærme sig for den smerte, som deres forældres ægteskab har påført dem, tænker jeg.

Du må øve dig i at give slip på dine ønsker og drømme om det, du ikke kan få, og give dig selv lov til at sørge. Som Lots hustru må du ikke vende dig om og se på dit livs ødelæggelser. Det stivner du af. Du må i tillid til vores himmelske far vende blikket frem og ud og forventningsfuldt se efter, hvor Gud viser sin kærlighed og omsorg. Har du ikke fundet dit livs mening indtil nu, er det nok, fordi den ligger ude i din fremtid. Tiden er aldrig spildt, den er levet liv, som du tager med dig som erfaring. Vend blikket fremad. Der er håb – også for dig.

Venlig hilsen

Elise

Kære brevkasse

Brevet fra den fortvivlede mor og mormor Merete gjorde et stort indtryk på mig. Hun havde forsøgt på alle tænkelige måder at få genskabt et godt fællesskab med sin nærmeste familie. I foreslår blandt andet, at hun finder frem til interessante aktiviteter, men der er dog yderligere en mulighed:

”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let”. (Matt 11, 28-30.)

Min hustru og jeg har personlige erfaringer med tilsvarende forhold som Merete, og sjælen bliver vældig urolig, og til sidst befinder man sig åndelig talt i en håbløs ørken. Men da fandt vi hvilen ved at overlade forholdet i Guds hænder. Han måtte tage hånd om det. Vi vil så gerne selv klare livets udfordringer, men sand ydmyghed er at forlade sig på Guds gode vilje.

Efter nogle år begyndte det at lysne, og i dag har vi gode forhold.

Venlig hilsen

Holger

Kære Holger og Elise

Tak for jeres medfølende breve og gode ord til Merete. På en måde er I begge to inde på, at der kan være forhold og tider, hvor man ikke kan gøre så meget. At man må give slip og måske vente. At beskæftige sig igen og igen med at finde skylden for, at det gik, som det gik, fører ofte til fortvivlelse.

I den kognitive terapi bruger man udtrykket, at man ruminerer, altså tygger drøv på de tanker, som fortæller den samme ulykkelige historie igen og igen. Og det fører altid til følelser, som bliver mørkere og mere opgivende og depressive med tiden.

Billedet af Lots hustru, der hele tiden vender sig om og kigger baglæns, er også en stærk metafor, som advarer os imod at finde vores fremtid i fortiden. Salt er en livsvigtig ingrediens, men i store doser forgifter det alt levende.

I er også begge to inde på, at der kan være hjælp i troen på Gud, som forlader alle vores synder, og som inviterer til hvile for trætte sjæle. Det er ikke til at komme udenom, at mange mennesker har oplevet en befrielse ved at slippe skylden – eller sagt med andre slags ord – at få sine synder forladt. I Fadervor lyder en af bønnerne jo: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Der kan være megen sundhed i at praktisere den bøn.

For nogen mennesker kan det være en hjælp at gå til skrifte. Det er nok en mere almindelig ting i den katolske kirke. Men også i folkekirken er der noget, der hedder skriftemål. Her kan man i fællesskab eller ved privatskriftemål hos præsten udtale og bekende den skyld, man tynges af. Og så kan præsten med håndspålæggelse formidle Guds gode omsorg og syndernes forladelse konkret ind i den enkeltes liv og situation.

Vi kan huske, at Merete også skrev om, at hun havde søgt hjælp hos præster og søgt forbøn og anden hjælp. Og at det ikke havde givet hende nogen afgørende hjælp. Det betyder ikke, at der ikke fortsat kan være en mulighed i at gå ad den vej. Det fortæller blot, at mange, som tror, eller som gerne vil tro på Gud, har erfaringer af, at Gud ikke altid er hverken hurtig eller forudsigelig. Og nogle gange slipper smerten ikke.

The Beatles indspillede i 1969 sangen “Let it be”. På en måde er det en sjælesørgerisk sang om, at der nogle gange er forhold i livet, som vi må lade være eller lade ske. Måske er der alligevel noget, der gror et sted. Måske sker der noget på den lange bane, sådan som det skete for dig, Holger, hvor dine voksne børn fandt tilbage eller fandt en ny vej.

Mange hilsener

Annette og Jørgen