Kære Brevkasse
For nogle uger siden tog jeg S-toget fra en station syd for København. Da jeg gik op til toget, hørte jeg larm og hårde slag. Tre unge drenge af anden etnisk herkomst var i gang med at smadre en sodavandsautomat. Jeg vil tro, at drengene var cirka 12 år. Nær dem stod to voksne kvinder. Også de var af fremmed herkomst.
Jeg råbte drengene an. De sparkede på automaten, bankede på den med cykelpumper, råbte og skreg. De havde en fest. Jeg sagde, at de skulle stoppe den negative optræden. Og så skete der ellers noget. De to voksne kvinder vendte ryggen til, og de tre drenge gik truende helt op til mig. Jeg skulle bare lukke en vis legemsdel og skride. Jeg var en gammel stodder. Og det er rigtigt nok, at jeg ikke er helt ung længere. Det mærkelige var, at jeg ikke var bange.
I det samme kom S-toget, og jeg smuttede ind. I toget kom reaktionen. Jeg mærkede hjertet pumpede i erkendelse af, at de kunne have mulet mig. Og tankerne stod i kø.
Nær Hovedbanen fortalte jeg en mand om episoden. Han gav mig det råd bare at gå videre. "Du kan ikke opdrage på de drenge," sagde han. "Gør som alle andre - undgå konfrontation. En automat er en død ting. Men dit stakkels hoved skal ikke have slag."
Efterfølgende har jeg fået behov for at vende et par spørgsmål: Har vi på en fælles mental måde vedtaget, at opdragelse må andre tage sig af? Måske er det det rigtige - for at undgå karambolage. Så kommer man sikkert hjem. Hvad gør jeg for at få et mere positivt forhold til indvandrerdrenge? Er der en teknik, så man eller jeg rettere sagt ikke bliver gal i skralden?
Jeg er nok landet på, at jeg fremover ikke vil hverken se eller høre. Jeg vil sikkert afsted med S-toget.
Venlig hilsen
Hans Christian
Kære Hans Christian
Tak for dit brev. Sikke dog en barsk oplevelse du har været ude for. Vi kan godt forstå, at du er ganske rystet, når du først lander på sædet i S-toget. Du er jo blevet truet helt tæt på med fare for vold. Mens det står på, overtager så at sige den kolde automatik, men når du er i sikkerhed pumper hjertet i angst. Det er sådanne oplevelser, der kan komme tilbage til en som flashback, hvor man genoplever situationen. Godt at du henvendte dig til en anden kort efter, og vi håber, at du har nogen at dele oplevelsen med, så dine erfaringer kan lagres i din hjerne på en god måde. Vi forstår virkelig godt din indignation over, at så unge drenge i al offentlighed står og laver hærværk på andres ejendom, mens der er voksne kvinder med samme baggrund, der vender ryggen til uden at gribe ind.
Vi må se i øjnene, at der er nogle grupper af unge mennesker - typisk drenge, der er det, man kan kalde utilpassede unge. De kommer ofte fra socialt udsatte familier eller fra familier med et helt andet kulturelt bagtæppe, hvor der er helt anderledes normer og kønsroller. Måske er deres væremåde et resultat af et parallelsamfund, som er fjendtlig overfor demokrati og gængse sociale væremåder. Og så kommer ophobet vrede og frustration frem i overfald på diverse genstande og truende adfærd overfor folk, der blander sig. Man kan godt forestille sig, at de 12-årige drenge, du mødte, er potentielle bandemedlemmer om få år.
Det er ikke til at komme udenom, at der er en betydelig overvægt af kriminalitet begået af unge og voksne med anden etnisk herkomst. Vi var selv for ikke så længe siden indkaldt som vidne i en retssag i forbindelse med vort arbejde, og det slog os, da vi så på listen over, hvem der skulle i Østre Landsret den dag, at over 80 procent havde meget fremmede navne. Det var måske et højt tal lige netop den dag, for vi skal ikke glemme, at der findes utilpassede personer i alle kulturer, og de har også været et fænomen i Danmark, længe før der kom indvandring fra andre lande.
Ovenstående kunne der skrives rigtig meget om. Og det bliver der også gjort. Antropologer og sociologer og andre socialfaglige folk har ofte mange væsentlige indspil og forklaringer på de utilpassede drenges adfærd og kan beskrive, hvor svært mennesker med en fremmed baggrund kan have det. Det kan imidlertid godt opleves som lidt fjernt, når man som dig oplever en konkret hændelse, som er meget svær at tackle. Vi har i den sidste tid spurgt i omgangskredsen, om nogen havde oplevet lignende ting som dig, og det var der forbavsende mange, der havde. Så du er bestemt ikke alene om det.
Under normale omstændigheder er det helt naturligt at kontakte børn og gribe ind, hvis de er i gang med farlige ting for dem selv, eller hvis de er voldelige over for andre. En sådan forældreopgave er helt naturlig, hvis deres egne forældre ikke er i nærheden eller ikke griber ind. Hvis det drejer sig om lidt større børn, som dem som du mødte, og som er 12 år eller ældre og måske i flok, så kommer man ikke udenom at vurdere sin indgriben og muligheden for samtidig varetagelse af egen sikkerhed.
For handler det om sådanne, som du beskriver, kan man sjældent tale til en sund fornuft eller en sund samvittighed. I stedet vil de ofte i en sådan situation føle sig krænkede og spontant reagere med aggression og i flok være truende på en farlig måde
Hvis der er en del andre voksne i nærheden, kan det være en spontan ting i fællesskab at få standset de destruktive gemytter. Men kan man ikke stoppe ødelæggelser i rimelig tryghed, og er man alene, vil vi anbefale at trække sig tilbage fra situationen og få ringet til politiet. Det er en myndighedssag at gribe ind, når værdier ødelægges og mennesker trues.
Du spørger også, hvordan du kan få et positivt forhold til indvandrerdrenge. Det er der ikke noget hurtigt svar på, og der er heller ingen teknik til at undgå vrede, når ting ødelægges. Vrede er sundt og normalt, når det gode trues. At få et andet og mere nuanceret forhold til mennesker med anden etnisk herkomst, får man nok kun ved at være sammen med dem. Både kommunen og flere frivillige organisationer har mødefora og arrangementer, hvor forskellige mennesker kan mødes. Hverken drenge med anden etnisk herkomst eller danske drenge er ens. Der er masser af velintegrerede unge af alle slags. Og det skal ikke glemmes.
Du har peget på et samfundsproblem af betydning. For det er dybt tragisk at 12-årige store børn har en sådan adfærd. Det er sandsynligvis tegn på mistrivsel og et tegn på, at nogle voksne i familien har svigtet. Opdragelse er måske et lidt bedaget ord. Men det trænger bestemt til en fornyet interesse og praksis i alle slags hjem, hvor kærlig omsorg, tryghed og tydelige grænser går hånd i hånd.
Og så vil vi ønske alle en god sommer. Vi vender tilbage i begyndelsen af august igen.
Mange hilsener
Annette og Jørgen
Lyt til podcasten "Spørg om livet", hvor Annette og Jørgen Due Madsen går i dybden med de 10 brevkasse-spørgsmål, som har optaget læserne mest gennem årene. Find podcasten i Kristeligt Dagblads app og på k.dk/podcast-brevkassen