Hvorfor føles tiden mere flygtig, jo ældre man bliver?

I nogle perioder af livet snegler den sig afsted, mens den andre gange slipper mellem fingrene på én, før man ved af det. Menneskets oplevelse af tidens gang er et mysterie, der er svær at blive klog på, men gennem naturvidenskaben, psykologien og filosofien kan man gøre et forsøg

Uden tidsfornemmelse og måleenheder som et minut, en time, en måned og et år, ville det være vanskeligt for mennesker at være effektive som race.
Uden tidsfornemmelse og måleenheder som et minut, en time, en måned og et år, ville det være vanskeligt for mennesker at være effektive som race. Illustration: Morten Voigt

”Er vi der ikke snart?”

Spørgsmålet kommer fra den syvårige på bagsædet, og det lyder for nu tredje gang på den timelange køretur, familien har begivet sig ud på.

”Jeg keder mig!”

”Jovjov, vi er der snart” lyder svaret endnu engang fra faderen ved rattet, hvis tålmodighed snart er opbrugt.

”Kan du nu ikke bare læne dig tilbage og nyde turen.”

Mange, der er eller har været forældre til mindre børn, vil nok genkende scenariet: At den køretur, man selv opfatter som kun en forbigående lille tidslomme, det tager én at komme fra A til B, kan føles alenlang for et barn. Osman Skjold Kingo genkender det i hvert fald. Selvom hans to børn nu er teenagere og for længst færdige med at råbe fra bagsædet, husker han tydeligt, hvor stor en forskel der var mellem hans egen og børnenes opfattelse af tiden, der gik, da de var små. Og den er nu noget forunderligt noget, menneskets opfattelse af tiden, mener Osman Skjold Kingo.

Han ved det, for han har selv beskæftiget sig med netop det, og som lektor i udviklingspsykologi på psykologisk institut på Aarhus Universitet er det også en del af det, han underviser sine elever i, fortæller han. Kristeligt Dagblad har ringet til ham, fordi han formentlig kan gøre os klogere på det, denne artikel kommer til at handle om: Tiden. Vores opfattelse af den. Og hvordan denne opfattelse synes at forandre sig i form, længde og hastighed alt efter hvor meget tid, man har at se tilbage på.

Som et overmøbleret rum

”Vores opfattelse af tid er helt vildt elastisk,” siger Osman Skjold Kingo.

”Og den påvirkes af et utal af faktorer. Nogle mennesker har i højere grad en opfattelse af, at tiden løber ud mellem fingrene på dem end andre. Det afhænger blandt andet af vores livssituation, hvordan vi har det lige her og nu, hvor mange planer, vi fylder i kalenderen, og ja, så tyder undersøgelser også på, at tidsfornemmelse forandrer sig med alderen.”

Uden tidsfornemmelse og måleenheder som et minut, en time, en måned og et år, ville det være vanskeligt for mennesker at være effektive som race, fastslår Osman Skjold Kingo. Og helt umuligt at etablere et samfund i den form, vi kender det i dag.

”Det, at vi har en fælles idé om tiden og redskaber til at måle den såsom ure, gør det muligt for os at lave aftaler med hinanden, indrette vores arbejdsliv og strukturere vores tilværelse. Derfor er det også naturligt for mennesket at have et stort fokus på tid i det hele taget. Men det, man oplever, når rigtig mange i dag bliver stressede, er, at man kan blive så overoptaget af tidens gang, at det bliver usundt. Det sker, når der er ekstremt mange ting, man gerne vil nå, og forventninger, man gerne vil leve op til. Det svarer til, at man stopper alt for mange møbler ind i et enkelt rum, hvor der ikke er plads til dem. Rummet vil blive så overfyldt, at det ikke længere vil føles godt at være i det. På samme måde gælder det med vores individuelle opfattelse af tid. Hvis vi vil nå for mange ting, virker tiden for kort, og det kan gå ud over vores livskvalitet,” siger han.

Her er der måske noget at lære af børnene. For deres opfattelse af tid er ofte mere elastisk end de voksnes, siger Osman Skjold Kingo.

”Børn har ikke den samme konventionelle tidsopfattelse som voksne. For det er noget, man lærer med alderen. Voksne kigger på klokken og er i høj grad fokuseret på det næste, der står i kalenderen, hvor barnet ’bare’ er til stede. Derfor kan det for et barn føles som om, at en køretur strækker sig i en uendelighed, mens det for den voksne blot kan føles som et knips med fingrene.”

På rejse i tiden

Men hvad består den egentlig af, tiden? Og er det fysisk muligt at forlænge fornemmelsen af den, hvis man føler, at den slipper ud af hænderne på én? For at opklare det, må man lede i naturvidenskaben. Det har professor i fysik og astronomi ved Aarhus Universitet, Ulrik Uggerhøj, brugt en god del af sit arbejdsliv på at gøre, og han deler glædeligt ud af det, han har fundet ud af, selvom det kan synes lidt indviklet. Så hold fast.

”Skal man prøve at definere tiden videnskabeligt, vil man sige, at tid er et mål for alle processers gang. Hvis der ikke sker en forandring i universet, altså hvis intet er i bevægelse, så går tiden ikke. Men man kan rent faktisk godt rykke ved tiden. Det kan man, når man sætter noget i bevægelse,” siger han.

Det var Albert Einstein, der i 1905 med udviklingen af sin berømte relativitetsteori fastslog, at man rent faktisk kan påvirke, hvor hurtigt tiden går. Hvorfor, det er sådan, er knudret at forklare, men tager man for eksempel et atomur med på en flyrejse til San Fransisco og tilbage, vil det faktisk kunne måles inden for milliarddele af et sekund, at tiden i flyet er gået en ganske smule langsommere end på landjorden, fordi flyet har bevæget sig i høj fart, forklarer Ulrik Uggerhøj. Tiden påvirkes også af, hvor langt væk fra jordens masse, man befinder sig. Det er derfor, at tiden går langsommere, når man befinder sig langt ude i rummet, siger han.

Kunne man sende et menneske på rejse gennem Mælkevejen med ekstrem høj fart, tæt på lysets hastighed, og så tilbage til landjorden igen, ville vedkommende komme tilbage til en verden, der var helt forandret. Mens der ville være gået 45 år for den rejsende, ville der være gået 240.000 år på jorden, og vedkommende, der havde været på rundrejse, ville på den måde faktisk have rejst i tiden. Eksperimentet ville dog ikke kunne fuldføres i dag, fordi energibehovet til den rejse ville være langt større, end videnskaben kan mestre, forklarer Ulrik Uggerhøj. Men teorien er god nok: Det kan godt lade sig gøre at rejse i tiden. Det betyder dog ikke, at det er muligt at forlænge sin egen fornemmelse af tid, hvis man skulle tilhøre dem, der synes, de har for lidt af den, siger han.

”Fornemmelsen af tid for den person, der rejste, vil ikke være anderledes, end hvis vedkommende var blevet på landjorden. Han eller hun vil stadig have det, som om kun 45 år er gået. For man kan jo ikke fysisk bevæge sig i forhold til sig selv,” siger Ulrik Uggerhøj.

Tidens forgrenede træ

Opsummeret: Tiden er altså mulig at skrue på alt efter hvor, man befinder sig, og hvor hurtigt man er i bevægelse. Men selvom der findes utallige ure, der kan måle tiden inden for milliarddele af et sekund, er tiden alligevel ikke særlig nem at blive klog på. Måske det netop er derfor, at tiden er et emne, et utal af tænkere – blandt andre den græske oldtids mest berømte filosoffer Platon og Aristoteles – har beskæftiget sig med. Det ved professor i informationsvidenskab ved Aalborg Universitet Peter Øhrstrøm, der har undersøgt tidsbegrebet både naturvidenskabeligt og idéhistorisk. ”Men helt klog bliver man altså aldrig på tiden,” siger han.

Skal man alligevel forsøge at sætte et par begreber på den, kan man begynde med ”kronos” og ”kairos”. Det er to ord, der står centralt i moderne tidsfilosofi, forklarer Peter Øhrstrøm. Kronos kender vi fra kronologi. Kairos findes ligesom kronos i Det Nye Testamente, hvor det kan oversættes til ”det gunstige øjeblik”. Tidsregningen, kronos, er en forudsætning for, at samfundet kan fungere, siger han. Det er den, der gør, at vi kan strukturere vores liv og lave aftaler. Den anden, kairos, er tider, der skiller sig ud fra det gængse, hvor man må træde i aktion og handle. Idéhistorisk er der altså muligheder for at begrebsliggøre tiden, men hvad tid og tidsfornemmelse er for den enkelte er alligevel svært at få greb om, siger han.

”Den gamle kirkefader Augustin (354-430) sagde: ’Hvad er tid? Spørger du mig, så ved jeg det ikke. Spørger du mig ikke, så ved jeg det’. Og på samme måde vil jeg sige, at tiden ikke er til at forklare. Ser vi på den individuelle opfattelse af tidens gang, så kan fortiden ses som en form for tyngde, man bærer med sig. Nogle betegner tiden som en ven eller en fjende, og mange vil sikkert sige, at jo ældre man bliver, jo mere fjendtlig bliver tiden, fordi den bliver en form for nedtælling til døden. Men man skal huske, at tiden er en dejlig gave, og dermed også en ven.”

Mange taler som bekendt om, at det føles som om, at tiden løber hurtigere med årene. Spørger man Peter Øhrstrøm, istemmer han genkendende. Og så giver han et bud på, hvorfor det mon kan føles sådan, ved at tale om sit barnebarn. Og om sår.

”Jeg er ret sikker på, at oplevelsen af tid er biologisk forankret. Med årene tager kroppen sig længere tid om tingene. Jeg er en moden mand, der har passeret de 70 år, og får jeg et sår, kan der gå flere uger, før det er helet. For mit barnebarn Alma vil det samme størrelse sår måske tage fire dage. Processerne i en ung krop arbejder simpelthen hurtigere,” siger han.

”Og tager man nu en sommerferie, vil mit barnebarn kunne nå at få fem sår og hele dem igen, før mit ene sår er helet. Med andre ord: På den samme tid, vil Alma kunne nå at opleve flere begivenheder end jeg, flere sårhelingstider så at sige. Alting går stærkere for hende, også måden hun oplever verden på. Og derfor vil hun kunne føle, at sommerferien har været uendelig, fordi så mange ting er sket. Mens jeg kan føle, den bare strøg forbi.”

De fleste ville måske forme stregerne til et ur, hvis man bad dem om at tegne tiden ned på et stykke papir. Ved spørgsmålet om, hvad Peter Øhrstrøm ville tegne, kommer svaret hurtigt, men lidt overraskende: ”Jeg ville nok tegne et træ,” siger han.

”Vi følger træet fra rod til top og hver forgrening illustrerer en fremtidsmulighed. Der er så kun en af forgreningerne, der bliver realiseret, de andre står ubrugte tilbage. Et sådant træ ville for mig illustrere den tid, der er gået, fordi den vil vise, hvilke muligheder, vi nu kan vælge, og hvilke muligheder, der kunne have været, hvis vi havde grebet dem. Ja, jeg ville klart tegne et træ.”

Kunsten at bære sin egen tid

I den moderne verden, hvor alting synes at gå stærkt, er tiden blevet til noget, som de færreste kan holde ud ikke bliver udfyldt. Det mener Peter Johannes Schjødt, der er filosof og forfatter, og som blandt andet har beskæftiget sig med tidsbegrebet i bogen ”Tiden, tempoet og tomheden”, som han skrev tilbage i 2002.

”Tiden i sig selv er jo tom,” siger han, ”den vil ikke noget med os ud over, at den gør os ældre. Som mennesker ved vi jo godt, at tiden er fremskreden, og vi ved, at den ikke kommer tilbage igen. Det tvinger os hver især ud i nogle eksistentielle overvejelser om, hvad det så er, vi vælger at fylde i den. Man kan sige, at man som menneske ikke får tiden foræret. Man tager den og gør den til sin egen i en periode, vel vidende at man en dag må give slip på den igen. Når vi er væk, vil tiden ikke vide, vi har været her. Det er kun dem, der har været til stede i tiden sammen med dig, der ved, at du har haft din tid,” siger han og griner lidt over ordspillet.

Det er både godt og ondt, at det moderne mennesker har svært ved den tid, der ikke bruges til andet end at kigge ud i luften, mener Peter Johannes Schjødt. Godt, fordi det dybest set er menneskelivets mening at fylde livet ud med gerninger, siger han. Men også ondt, fordi det kan skabe en forståelse af, at det er spild af tid, hvis man ikke hele tiden er i bevægelse. Og så er det, at livet kan blive det, der sker, mens man har travlt med at lægge andre planer, som den afdøde beatle John Lennon som bekendt engang har sagt.

”Jeg underviste for mange år siden på Vallekilde Højskole, og der fortalte jeg altid eleverne, at tiden jo går, uanset hvad man vælger at gøre med den. Derfor er det fornuftigt at overveje grundigt, hvad man har lyst til at bruge den på. For som livet går, bliver tiden mere presserende, og som gammel har det betydning, hvad man kan se tilbage på, at ens egen tid er gået med,” siger han.

”Tiden bliver måske tungere med alderen, fordi vi har fyldt en masse i den. Men hvis tiden var tom, havde vi intet, at holde fast i. Derfor er tyngden også det, der gør tiden – og livet – til at bære.”