I 2010'erne ville alle være unge. Men de unge blev selv individualiserede, små voksne

Ungdom har ikke altid været et mål i sig selv. Men i dag vil alle være unge, også selvom det ikke altid er lykken. Dette er sidste afsnit i Kristeligt Dagblads serie om ungdommen. Vi er nået til 2010’erne

I 2010'erne ville alle være unge. Men de unge blev selv individualiserede, små voksne
Foto: Morten Voigt.

På mange måder var det G. Stanley Hall, der opdagede ungdommen. Som en af de første videnskabsmænd analyserede den berømte amerikanske psykolog for lidt over 100 år siden fænomenet i sine studier af levetidsudvikling. Og han kom frem til, at perioden mellem barndom og voksenliv var et nødvendigt onde, som mennesket måtte igennem for at komme videre.

Med hans egne ord var det en periode karakteriseret af “storm og stress”, og han henstillede til mindst muligt kontakt med de ulykkelige.

Siden er det levetidsbillede vendt på hovedet. For med ungdomsforsker Ning de Coninck-Smiths ord er ungdom i dag en tilstand, alle aldre gerne vil forbindes med.

“I løbet af 2010’erne blev det at være ung attraktivt for alle aldersgrupper. Vi vil være unge hele livet. Tænk bare på fertilitetsbehandlingen, hvor man rykker ungdommen opad og bliver mødre som 40 plus. Og når man åbner for fjernsynet, ser man folk i en høj alder fjolle rundt som børn. Langt hen ad vejen klæder vi os også ret identisk, uanset om man er min alder eller meget yngre.”

Ifølge Ning de Coninck-Smith, der er professor ved DPU, Danmarks institut for pædagogik og uddannelse under Aarhus Universitet, er det ikke kun de ældre, der fouragerer på ungdommen.

“Også de unge bliver yngre. Helt ned til 10-årsalderen begynder børn at låne fra teenagernes verden. Og selv babyer ved, hvordan man bruger en iPad.”

Til gengæld er der stadig meget “storm og stress” over at være ung. Især fordi det individualiserede menneske bragede igennem i 2010’erne. Det mener Trine Hostrup Dige, som var ungdomspræst i Viborg i hele det årti.

“Da jeg var ung i 1990’ene, fik man at vide, at man lærte af sine fejl. I 2010’erne, og i dag, tror unge jo, at de dør af deres fejl,” siger hun.

For alle de mange individuelle valg af uddannelse, livsstil, tilværelse og identitet gav en frihed fuld af snubletråde. Og efter Trine Hostrup Diges erfaring var 2010'ernes unge en bekymret generation, både på egne og klodens vegne. 

“I det årti blev de unge små voksne, fordi de blev taget med på råd hele tiden. Det betød også, at det var ens egen skyld, hvis man valgte forkert. En fejl bliver meget tydelig, hvis man som ung har valgt, at familien skal i sommerhus, og det så regner i tre uger,” siger hun. 

Ungdomspræsten griber til Build-A-Bear-bamsen for at beskrive, hvordan de unge allerede som børn lærte at tænke individualistisk. Idéen bag det amerikanske koncept er, at børnene selv skaber deres egne krammebamser ved at sætte et stof-hjerte i dem og bygge dem op med tøj og accessories.

“Alt skulle være unikt. Også den unge selv. I navn, gavn og i måden man fremstiller sig selv på Instagram, hvor der var konsensus om, at man skulle have 12 i alt, være top-tunet slank og have mange venner. Men der ligger et stort pres i at være unik,” siger Trine Hostrup Dige.

Det var også her, skammen kom ind i samtalerne med præsten.

“Opdager de andre, at jeg slet ikke er unik? Opdager de al min tvivl og kommen til kort?,” citerer hun efter hukommelsen og giver et eksempel.

“Jeg husker en pige, der sagde: ‘Jeg tror bare ikke, jeg er god til at være ung’. Men det var jo det, hun var helt af sig selv. Som Kierkegaard siger: ‘Vær den du er’. Men når man er kommet i tvivl om, hvem man er, er det ikke nemt.”

I de unges indre monolog var tonen hård, bed hun mærke i:

“Der måtte jeg sige til dem, at hvis man talte til andre mennesker, som de talte til sig selv, var der ikke nogen, der ville være sammen med en. Men man kan få bildt sig selv rigtigt meget ind, hvis man kun har sin egen indre stemme”.

Ungdomspræsten har dog også godt at sige om årtiet.

“De tanker, som de unge har bragt med sig ind i 2020’erne, er værd at lytte til. Det er også den generation, som har sagt 'nok er nok' i forhold til klimaforandringer og MeToo. Og så synes jeg, at de unge, vi fik ud af 2010’erne, er pligtopfyldende, omsorgsfulde og reflekterede mennesker.