Hvorfor skrive en artikel om en mand, der får en dyb, dyb depression og ender med at begå selvmord? Netop dét spørgsmål har mere end noget andet fyldt tankerne i forbindelse med denne artikel. For normalt skriver medierne helst ikke om selvmord – det fremgår endda af de presseetiske regler, at selvmord eller selvmordsforsøg ikke bør omtales, medmindre ”klar almen interesse kræver eller begrunder offentlig omtale, og i så fald bør omtalen være så skånsom som mulig”.
Tvivlen har Anders Petersens enke, Susanne Sehested Petersen, og sønnerne, Axel og Viggo, selvfølgelig også haft. Men det er deres eget ønske at fortælle åbent og ærligt om den forfærdelige virkelighed, der blev deres, da Anders Petersen forsvandt ind i depressionens mørke og den 20. maj sidste år tog sit eget liv.
Deres ønske om at fortælle udspringer af et håb. Et håb om, at de måske kan hjælpe andre med at bryde et tabu ved selv at gå ud i offentligheden med historien om deres mand og fars depression og død. Og et håb om på den måde også at skabe plads og rum til at kunne være til stede her i livet med alt det, der i dag er deres og desværre også mange andre menneskers bagage. For som Axel på 18 år siger: ”Så er det simpelthen så vigtigt at tale højt om både selvmordet og sorgen. Det dur ikke at gå rundt med den slags helt alene. Man skal dele det med andre. Og sætte ord på. Højt.”
Anders Petersen blev 48 år. Han var en af landets mest anerkendte sociologer, lektor ved Aalborg Universitet og forfatter til flere bøger om det samfund og den tid, han var så eminent til at tyde og sætte ord på. Og med et særligt blik for det pres, som mange mennesker oplever i dag, og som får mange til at bukke under. Med sin bog om præstationssamfundet fra 2016 tegnede han netop et kritisk billede af en tid, hvor idealer om effektivitet, produktivitet og omstillingsparathed er vigtige at leve op til, hvis man skal ”lykkes som menneske”. Og i bogen ”Diagnoser”, som han udgav sammen med Svend Brinkmann året før, brugte han ordet ”diagnosekultur” til at beskrive, hvordan den udbredte brug af diagnoser tilsvarende er et udtryk for, at man dømmer noget som sygt, forkert eller udenfor, hvis det ikke lige passer ind i præstationssamfundets værdisæt og ordenslogik.
Som han selv sagde i et tidligere interview med Kristeligt Dagblad, så var han ”interesseret i at finde ud af, hvordan vi er nået til et punkt, hvor depression ligefrem er blevet en folkelidelse, og hvorfor vi ikke råber vagt i gevær og forsøger at undersøge, om der kunne være en sammenhæng mellem udbredelsen og så den måde, vi har indrettet samfundet på. For mig at se er depression netop en seismograf for noget i tiden. Noget, der får folk til at ryste og bryde sammen.” Dengang havde ingen tænkt, at dette også ville ske for ham.
"Han var min klippe i livet"
Anders Petersens nekrolog var at læse på Kristeligt Dagblads hjemmeside søndag den 22. maj sidste år. Det var to dage efter, han var blevet fundet død for egen hånd. Men dødsårsagen blev ikke nævnt i nekrologen, for familien ønskede på det tidspunkt, at det kun var de nærmeste, der skulle kende til selvmordet.
I dag ønsker Susanne Sehested Petersen og hendes børn, at hele historien om Anders Petersens sygdomsforløb med et tiltagende formørket sind kommer frem, ”for det er også vigtigt, at folk forstår, hvor farlig depression kan være, og at det til sidst slet ikke var Anders, der handlede, som han gjorde. Det var sygdommen”, siger Susanne Sehested. I denne artikel fortæller hun om den Anders, hun elskede over alt på Jorden – ”han var min klippe i livet”, som hun siger – men som hun også oplevede en voldsom forandring hos, da depressionen formørkede hans sind.
Hun og børnene ønsker med deres åbenhed også at lade folk vide, at den ”rigtige” Anders Petersen aldrig ville have gjort nogen mennesker ondt, som hans sidste gerning selvfølgelig har gjort. For det var ikke kun den nærmeste familie, der mistede en kær, da Anders Petersen døde. Mange venner, kolleger, studerende og forskere fra ind- og udland var derfor også mødt op for at sige et sidste farvel til hans bisættelse i en propfyldt Silkeborg Kirke, hvor sorgen og chokket var tydelig at aflæse på kirkebænkene. For hvordan kunne den mand, far, ven og forsker, som mange så op til og selv hentede støtte hos, pludselig forandre sig så radikalt. Så hurtigt. Og pludselig være væk.
Susanne Sehested Petersen er ved at pakke huset ned. Parcelhuset, der ligger i et villakvarter i den nordlige del af Silkeborg, er blevet solgt, så nu er her flyttekasser overalt, og lige om lidt rykker Susanne og de to sønner ind i en lejlighed i den sydlige del af byen. For det er tid til at bryde op og begynde på et nyt kapitel, siger hun. Med stor taknemmelighed over overhovedet at være kommet dertil, hvor hun og drengene har fået kræfter og mod til at tage netop dét skridt. Taknemmeligheden og håbet om måske at kunne være en mulig inspiration for andre, der står med samme sorg, sætter hun flere ord på i en anden artikel, der bringes i Kristeligt Dagblad i morgen, der netop handler om, hvordan livet overhovedet kan fortsætte efter en tragedie og finde håbefulde veje igen. For at forstå den kæmpe sorg og svære opgave, hun og drengene har stået og stadig står over for, er der netop to kapitler i fortællingen. Dette første kapitel, der handler om Anders Petersens sidste tid, og det andet kapitel, der fokuserer på Susanne og børnene i tiden efter hans selvmord. Og alt dette med en hilsen til Anders, der ”jo stadig er her og bliver ved med at fylde for os. Han bliver aldrig glemt. Jeg tror faktisk, han sidder et sted nu og ser på os og er stolte over, hvordan vi klarer den”.
Det sværeste i hele flytteprocessen er at finde ud af, hvad hun skal stille op med alle hans bøger, fortæller Susanne Sehested Petersen. For der er små noter i dem alle, gule post-its på de sider med særlige passager, som betød noget for ham. Og der er så mange af dem – på dansk, engelsk, tysk og fransk. De er overalt her i huset, hvor hun og Anders havde deres hjem, deres base og deres fælles liv. Det var her, de rykkede hen, efter at de havde mødt hinanden i København som yngre og var blevet vildt forelskede i hinanden. Og nærmest så det som et tegn, da de pludselig fandt ud af, at de endda kom fra den samme by i Søhøjlandet – og begge elskede naturen der og gerne ville tilbage på et tidspunkt.
Anders var på det tidspunkt i gang med sin ph.d. i sociologi, mens Susanne gik på hf. De forelskede sig også i hinandens forskelligheder, fortæller hun. Hvor han var ”den lærde”, akademikeren, der var meget i sit hoved og altid havde svar på de spørgsmål, hun måtte have, så var hun mere umiddelbar og impulsiv og drømte om at arbejde med mode. Og hun forbandt på ingen måde boglige studier med noget specielt rart, da hendes ordblindhed altid havde gjort skolegangen besværlig. Som hun selv siger, ”så blev vores roller nok hurtigt meget traditionelle. Han var manden i familien og den, der havde styr på og klarede de overordnede ting, som for eksempel økonomien. Og jeg lod ham gladeligt gøre det. For Anders var ham, der altid havde overblik”. Hun bliver stille et øjeblik og tilføjer så: ”Derfor ramte depressionen ham også ekstra hårdt, tror jeg. For han syntes selv, han altid skulle være stærk. Han tillod ikke sig selv at være svag.”
Corona og de første tegn på forandring
De første tegn på forandring kom under coronanedlukningen i marts 2020, fortæller hun:
”Det var første gang, jeg så nogle sider af ham, som jeg ikke genkendte og heller ikke helt forstod. Han udviklede nærmest en coronaangst, hvor han både var bange for at komme til at smitte andre og for selv at blive smittet. Han kunne slet ikke overskue at se andre mennesker, heller ikke hvis vi bare mødtes udenfor i haven. Han sad bare inde hele tiden, og jeg fik en helt klaustrofobisk fornemmelse af dels at se ham leve på den måde og af, at hans angst også kom til at hæmme vores normale sociale omgang med andre mennesker.”
Susanne Sehested Petersen havde på det tidspunkt også sin arbejdsplads i boligen, hvor der i den ene ende af huset var indrettet en skønhedsklinik. Men selvom alt foregik efter alle forskrifter og hygiejneregler, var Anders Petersen bange for, hvad kundekontakten kunne betyde.
”Det udviklede sig reelt til en form for dødsangst, hvor han lukkede sig mere og mere inde i sig selv. Og det gjorde heller ikke situationen bedre, at hans far blev alvorligt syg, og at det blev rigtig slemt i efteråret. Anders skrev senere en tidslinje, hvor der under december 2021 står, at han kan mærke, at noget presser sig på. Og i slutningen af januar har han noteret, at ’læsset vælter’.”
I begyndelsen af januar 2022 døde Anders Petersens far. Det var i samme periode, Anders Petersen blev sygemeldt med stress. Men selvom han i sin forskning var så eminent til at tale med andre mennesker om fænomener som sorg, stress og depression, var det meget svært for ham selv at tale om, hvad der egentlig foregik inde i ham. Han trak sig bare mere og mere ind i sig selv.
”Jeg tror, det også gjorde situationen ekstra svær for ham, at det nu var ham selv, der var ramt af de psykiske lidelser som stress og depression, han som forsker altid har været optaget af. For han vidste jo ufattelig meget om det, men kun udefra. Derfor tror jeg også, at alvoren først gik op for ham – og os andre – da det nærmest var for sent. For depressionen kom snigende, og han forsvandt dag for dag som den mand og far, vi kendte.”
Sygdommen eskalerer
Susanne beskriver det, som om Anders prøvede at hænge fast i et par enkelte håndtag, mens en orkan rasede omkring ham, og til sidst havde han ikke flere kræfter.
De tydelige tegn var blandt andet, at Anders Petersen ikke længere havde overskud til at lave noget med børnene. Fodboldspillet i haven blev sjældnere. Den hurtige pingpong ved spisebordet. Grinene og de kærlige drillerier. Planlagte far-søn-ture måtte aflyses – for eksempel konfirmationsgaven til den yngste søn, der skulle have været en hyggelig udlandsrejse for kun Anders og Viggo. Selv gåturene med hunden blev uoverskuelige. Og i februar eskalerede sygdommen med deciderede angstanfald.
”Når jeg tænker på forløbet her bagefter, slår det mig altid, hvor fuldstændig vanvittig sådan en sygdom er. Den kan eskalere på så utrolig kort tid. Og når det kunne ske for Anders, ja så er ingen af os sikre. Jeg har også tænkt meget over, hvor farligt det er, hvis man primært lever i sit hoved – for når det så brænder sammen deroppe, og man ikke kan få afløb via sin krop, så kan det gå helt galt.”
I april blev Anders Petersen indlagt. Han havde været hos egen læge, som fulgte ham tæt, og havde her for første gang talt om selvmord, og så reagerer en læge. Anders ringede til Susanne og fortalte, at han skulle indlægges, og sammen kørte de op til Psykiatriens Hus i Silkeborg, hvor Susanne også for første gang hørte sin mand tale om, at han havde overvejet at tage sit eget liv.
”Det var nok i virkeligheden først dér, det for alvor gik op for mig, at min mand var virkelig syg. Men jeg havde også meget svært ved at forholde mig til det med selvmordet, for det virkede simpelthen så absurd, at min Anders overhovedet kunne tænke den slags tanker.”
I Psykiatriens Hus var man da heller ikke i tvivl om, at Anders skulle på en døgnbemandet psykiatrisk afdeling, så man kunne holde øje med ham, og han blev derfor indlagt på den psykiatriske afdeling i Gødstrup ved Herning.
”På en måde følte jeg nu en lettelse over, at der var nogle, der tog sig af ham. For Anders havde i dén grad kæmpet imod at få psykiatrisk hjælp og ville heller ikke tage ret meget medicin, men til sidst blev det så slemt, at han slet ikke kunne finde ro nogen steder mere, og han følte hele tiden en uro og sitren i kroppen og hovedet.”
Det blev til en uges indlæggelse i det offentlige regi, men så kom Anders Petersen hjem igen, for både han og Susanne havde oplevelsen af, at Anders mest var overladt til sig selv på sygehuset, og at behandlingen primært var medicinsk. Da han kom hjem, var der faktisk ikke sket nogen forbedringer, fortæller Susanne.
”Jeg kunne mærke, at han også selv var bange for at være hjemme igen. Og han kunne slet ikke være alene her i huset. Det var, som om han ikke ville tillade sig selv at glemme sygdommen bare et eneste øjeblik – han stoppede sig selv, hvis det blev bare en lille smule hyggeligt. Både hvis vi sad ved middagsbordet, eller han spillede basket med drengene i haven. Han var helt forkrampet.”
"Tag hjem, og pas på drengene"
Som en af hans nære venner har beskrevet det, så gik Anders Petersen fra at være det mest ressourcestærke menneske, til at han forsvandt på ingen tid.
Anders Petersen fandt efter nogle urolige dage derhjemme frem til et privat psykiatrisk hospital i Nordsjælland, hvor han fik en plads. I den periode, hvor Anders var på hospitalet, havde han ikke lyst til at have kontakt med nogen overhovedet. Telefonsamtaler og besøg var derfor på et minimum – og kun med familien. Efter fire uger med samtaleterapi og medicinsk behandling skulle Anders Petersen så endelig tilbage til hjemmet i Silkeborg, og Susanne skulle hente ham.
”Jeg var faktisk lidt bange for at få ham hjem. For da jeg besøgte ham ugen før, sagde han, at han ikke længere kunne mærke noget. Han var helt lukket inde i sig selv og meget langt fra den Anders, jeg og børnene kendte. Og hånden på hjertet, så var jeg også lidt bange for, om jeg stadig kunne elske ham, for han var en anden mand. Min klippe var pludselig bange for alting og lukkede ikke længere nogen mennesker ind. Ikke engang mig og drengene.”
Da Susanne Sehested Petersen er på færgen på vej mod Sjælland, får hun en sms fra Anders. Og den får alle alarmklokker til at ringe, ”for han skriver, at jeg skal tage hjem og passe godt på drengene”.
Susanne tænker, at der er noget helt galt. Og kommer i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet får Anders med sig hjem igen. Tanken om selvmord er dog ikke til stede. Den opstår først, da hun når frem til hospitalet, og personalet siger, at Anders ikke er kommet tilbage fra sin gåtur. Susanne er klar over alvoren med det samme og får personalet til at kontakte politiet. Snart vrimler stedet med betjente og hunde, og der er en helikopter i luften, og Anders bliver efterlyst.
”Inderst inde ved jeg godt, hvad der er sket. Men da politiet kommer tilbage og fortæller, at de har fundet Anders nede i skoven, og at han er død, bryder jeg fuldstændig sammen. Jeg går i chok. Bliver helt apatisk, falder sammen og lukker fuldstændig ned. Og så bliver jeg også vred. På hospitalet, der ikke havde forstået, hvor alvorligt det var. Og på Anders. For hvordan kunne han gøre det imod os?”.
Han kunne rumme alle andre. Men ikke sig selv
I dag er vreden væk. Susanne Sehested Petersen har efterfølgende talt flere gange med personalet på hospitalet og også forstået, hvor svært det var at hjælpe netop Anders – ikke mindst fordi han selv kæmpede imod og samtidig kendte sproget og var fuldstændig klar over, hvad han skulle sige for at få dem til at tro, at han havde det godt. Selvom alt var ved at falde fra hinanden indeni.
Det gav også Susanne en form for forståelse for Anders’ sidste handling, da hun læste afskedsbrevet, som blev fundet på hans værelse: ”Jeg véd, Susanne elsker mig. Jeg véd, at jeg er uundværlig. Men jeg kan ikke mærke det.”
”I dag tænker jeg stadig, at jeg har haft verdens bedste mand. Jeg var så stolt af ham, og lige fra den første gang, jeg mødte ham, fik han mig til at føle mig tryg. Og så kunne han altid rumme alle mennesker. Til sidst kunne han bare ikke rumme sig selv.”
Og så lader vi lige Anders Petersen få det sidste ord i denne artikel. For inden han selv blev sygemeldt med stress og udviklede en depression, var han primus motor for et femårigt forskningsprojekt om sorg, der blandt andet mundede ud i bogen ”Sorgens kultur”. I indledningen står der: ”at sørge er noget, langt de fleste af os kommer til. Ligesom døden hører sorgen nemlig til livet. Vi sørger over tabet af dem, vi elsker, og den sorg antager forskellig karakter, alt efter hvor i historien man befinder sig. Derfor er det væsentligt, at vi får et indgående kendskab til, hvorledes og hvorfor fænomenet sorg udvikler og forandrer sig over tid, og hvilken indflydelse det får på os som mennesker her og nu.”
Netop det handler det næste kapitel om, hvor Susanne Sehested fortæller om det liv, der fulgte efter køreturen tilbage til hjemmet i Silkeborg. Uden Anders.
Har du selvmordstanker, kan du kontakte Livslinien på telefon 70 201 201.