Ingen af os kommer igennem livet uden at miste. Alligevel mangler sorgen ord

Sorgen kan opleves som det mest ensomme sted at være. Men i de her år sker der store forandringer i vores forhold til sorg og de sørgende

Sorgen efterlader os alene. Der er pludselig sat en grænse for det ”vi”, der ikke længere findes.
Sorgen efterlader os alene. Der er pludselig sat en grænse for det ”vi”, der ikke længere findes. Illustration: Morten Voigt

Der er ingen andre

Der kender

Det hun og jeg havde

Det er unikt

Os to mennesker

Og nu er der den ene tilbage

Den iskolde læring

Hvis jeg kommer igennem det her

Så kommer jeg ikke til

Så meget kan jeg ikke miste

Én gang til

Jeg kan samle mig selv sammen

Og det arbejder man på

Resten af sit liv

Men ikke et kærlighedstab mere

Af de dimensioner

Det kan jeg ikke

Ester Holte Kofod læser de oplyste ord på storskærmen bag sig. Mens hun læser ordene højt, bliver der helt stille i auditoriet, hvor der ellers sidder godt 200 mennesker med både kaffekopper og notesblokke foran sig.

Hun er adjunkt ved Aalborg Universitet og har de seneste fem år været med i forskningsprojektet ”Sorgens kultur”, og nu skal de forskellige forskningsresultater vises frem.

Ordene på væggen er fra Ester Holte Kofods undersøgelse af den sorg, forældre oplever, når de mister et barn. Hun har haft lange og dybtgående samtaler med 15 efterladte kvinder og mænd, der har oplevet enhvers værste mareridt. Nogle har mistet deres spædbarn, andre nåede at se deres barn blive teenager, mens enkelte har mistet deres voksne barn i 20’erne.

Ester Holte Kofod er vendt tilbage til forældrene flere gange gennem årene. Hun har siddet i deres hjem, stillet spørgsmål, lyttet og skrevet ned, og nu er det deres beskrivelser, deres ord, hun har samlet i en række udsagn, der nærmest har karakter af fire langdigte.

Et af dem kalder hun ”Sorgen har sin egen tid”, for en ændret tidsopfattelse er et af de temaer, der går igen hos de efterladte forældre. Ligesom de sammensatte følelser af både ensomhed og forbundethed, nærvær og fravær samt protest og accept.

Ester Holte Kofod læser højt igen:

Den der fornemmelse af at andre folks liv

fortsætter,

mens mit liv er for altid fuldstændig

forandret.

Den der fornemmelse af at starte fra nul.

Sorg som diagnose

Foran hende i det tætpakkede auditorium på Aalborg Universitet sidder både sociologer og psykologer som Ester Holte Kofod selv, men også folk, der på anden måde arbejder med folk, som får døden tæt på, som for eksempel sygeplejersker og præster. Men blandt tilhørerne sidder også dem, der selv har mistet et barn, en forælder eller en livspartner – efterladte, som forskerne har talt med i et forsøg på at nærme sig en forståelse af, hvordan vi i dag forstår, forklarer og begriber sorg.

Konferencen er kulminationen på de fem års intense studier af fænomenet sorg, som med psykologiprofessor Svend Brinkmanns ord ”er kommet i centrum for det moderne menneskes refleksion over tilværelsen”.

Han indleder konferencen i Aalborg og er også medredaktør på bogen ”Menneskets sorg”, som deltagerne ved konferencen bliver opfordret til at bestille, hvis de vil læse mere uddybende om de forskningsresultater, de bliver præsenteret for i dag.

Som fælles præmis for forskningsprojektet står der for eksempel i bogen: ”(...) at sørge er noget, langt de fleste af os kommer til. Ligesom døden hører sorgen nemlig til livet. Vi sørger over tabet af dem, vi elsker, og den sorg antager forskellig karakter, alt efter hvor i historien man befinder sig. Derfor er det væsentligt, at vi får et indgående kendskab til, hvorledes og hvorfor fænomenet sorg udvikler og forandrer sig over tid, og hvilken indflydelse det får på os som mennesker her og nu.”

Sorgen er med andre ord et fænomen, der er interessant at forske i, for vores forhold til det at miste, til døden og den sørgendes situation er i høj grad et prisme på hele vores samfund, vores kultur og menneskesyn. Og lige nu er den under forandring, peger flere af forskerne på. Blandt andet fordi Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i 2018 satte en diagnose på den form for sorg, som på engelsk hedder ”Prolonged Grief Disorder” og på dansk kaldes ”forlænget sorglidelse”. Diagnosen er endnu ikke blevet implementeret her i landet, men forventes at blive det i løbet af få år. Og med en diagnose følger også et syn på sorgen som en potentiel lidelse, en sygdom, og dermed også som noget, der kan kræve behandling.

Poesien som resonansrum

I forsøget på at forstå og beskrive forældrenes sorg oplevede Ester Holte Kofod, at sorgteoriernes velordnede fremstillinger af sorgen kom til kort. Sorgens eksistentielle tyngde og potentielt livsomvæltende kraft lod sig ikke indfange af psykologiens og medicinens nøgterne sprog. Ligesom mange sørgende finder trøst og genkendelse i kunst og poesi, oplevede hun, at disse udtryksformer åbnede for andre forståelser af sorgen. Ifølge Kofod tilbyder poesien en form for ”resonansrum”, som hun kalder det, en genklang, med plads til sorgens mange ansigter. Og netop en genklang, mange sørgende kan have svært ved at finde i den mere terapeutiske, medicinske eller biologiske tilgang, de bliver mødt med.

”I poesien er der plads til sorgens mange forskellige og ofte flertydige følelser og udtryk, og der kan være en trøst i, at poesien ikke vil noget bestemt med os. At kunsten ikke rummer et ønske om at helbrede os,” siger Ester Holte Kofod.

I modsætning til det terapeutiske og medicinske sprog mener hun, at poesien meget bedre kan rumme og spejle den flertydighed, som sørgende oplever.

”Det kan være svært at sætte ord på, hvordan det er at være i sorgen. Og for eksempel oplever mange af forældrene, at forskellen mellem liv og død ikke nødvendigvis er så kategorisk, som de ellers ofte bliver mødt med i den mere terapeutiske, biologiske eller medicinske tilgang. Nogle oplever, at grænsen mellem fravær og nærvær er meget flydende, eller at der er mere mellem himmel og jord.”

Mange kan heller ikke genkende sig selv i psykologernes og lægernes mere traditionelle måde at se på sorgen som et mere eller mindre forudsigeligt forløb i forskellige faser, fortæller Ester Holte Kofod: ”De kan ikke genkende deres egen sorg i den slags skemaer, mens sorgpoesien derimod bedre rummer den kompleksitet, de oplever.”

Derfor har hun selv valgt at sætte forældrenes udsagn på digtform.

Hendes håb er, at hun på den måde er med til ”at give et sprog til at nærme os det uudsigelige i sorgen”, som hun siger. Det, der forsvinder i det, hun kalder ”den analytiske og terapeutiske tendens, der ellers er udbredt i dag og i en tid, hvor sorgen nærmest skal ses som en sygelig tilstand”.

”Poesien minder os derimod om, at sorg er en eksistentiel del af menneskelivet,” siger hun og tilføjer: ”Når man mister et barn, så mister man den måde, verden før viste sig på som meningsfuld. Man taber sine tillidsfulde forventninger til fremtiden. Og man erkender, at de døde altså er kommet for at blive.”

Der var en blåmejse, der kom ind i vores køkken

Sådan lidt lille og skravlet

Den kom på bestemte tidspunkter,

Der gjorde det spøjst.

Den så på os, og den ville ikke rigtig have noget at spise eller –

Den ville bare gøre sig bemærket

Og så forsvandt den igen.

Sorgen er eksistentiel

Mens Ester Holte Kofod har undersøgt forældres sorg over at have mistet et barn, er det sorgen over tabet af livspartneren, som filosof og psykolog Alfred Bordado Sköld har undersøgt.

Også han har haft lange og intense samtaler, eller kvalitative interviews, med 15 kvinder og mænd, der har mistet deres elskede.

At miste sin livspartner er en radikal forandring i den efterladtes liv. Hverdagen, hjemmet, vi’et og det særlige blik er for altid forandret. Som en af de interviewede fortalte Alfred Bordado Sköld: ”Jeg savner den måde, han så på mig på. I hans øjne kunne jeg alt.” Eller som en anden formulerede det: ”Det er, som om en del af mig er blevet revet væk.”

Det er de mange timers snak med de efterladte, som han nu forsøger at sammenfatte over for tilhørerne.

”Tabet af den anden medfører en forandret tilværelse, og når folk siger, at de også mister noget af sig selv, når den anden dør, så er det jo rigtigt. Et delvist selvtab er en uundgåelig del af sorgen,” siger Alfred Bordado Sköld, der også kalder sorgen eksistentiel. ”Vi kan ikke dø hinandens død. Men vi erfarer døden gennem den andens død, og det ryster hele den måde, vi ellers lever livet på – som om vi var udødelige. Tabet af livspartneren er også helt inde at pille ved den absolutte grænsesituation: Ønsker jeg selv at leve videre eller ej, når den anden er væk? Og tabet stiller også spørgsmålet om den radikale tilfældighed i tilværelsen: ’Hvorfor blev det dig og ikke mig?’. Den verden, vi skaber sammen, står og falder jo med de mennesker, der er i den,” siger Alfred Bordado Sköld.

Sorgen efterlader os alene. Der er pludselig sat en grænse for det ”vi”, der ikke længere findes.

”Og som overlevende kan vi næsten ikke andet end at svigte. For hvis vi ikke ’kommer videre’, er det et svigt af det liv, vi skabte sammen, og hvis vi modsat ’kommer videre’, kan det også opleves som et svigt af det ’vi’, der var.”

At vi sørger, viser dermed også et andet grundlæggende træk ved mennesket, nemlig ”at vi er relationelle”, som Alfred Bordado Sköld formulerer det. Det vil sige, at vi bliver dem, vi er, gennem relationer.

”Mennesker er helt afhængige af relationer for overhovedet at blive til nogen. Tænk bare på, hvor hjælpeløse vi er, når vi fødes. Det er gennem den anden, de andre, mennesket vokser frem. Og her kan man så se parforholdet som en af de særligt vigtige relationer, hvor netop kærligheden til den anden også beskytter os mod narcissismen, og hvor man samtidig deler den sårbarhed, der også ligger i at være et ’vi’ i en verden, der er endelig,” siger Alfred Bordado Sköld.

I sine samtaler med de 15 efterladte har han spurgt alle, om de hellere ville være sorgen foruden. Om de ville være interesseret i ”en kur mod sorgen”, hvis de kunne vælge.

”Men alle 15 svarede nej,” fortæller han. ”For sorgen viser jo netop, at tilværelsen giver mening. At kærligheden er mulig. Og derfor rummer sorgen også helt grundlæggende et håb. Om livets mulighed før dødens endeligt.”

At møde ægte interesse

I frokostpausen mellem oplæggene er der frokost i den store indgangshal foran auditoriet. Ved et af bordene sidder Inger Lynge. Hun er en af de 15 efterladte, som har talt med Alfred Bordado Sköld om sin sorg. Den første samtale fandt sted et halvt år efter, at hendes mand var død. Han havde haft et svært sygdomsforløb gennem 10 år, hvor Inger Lynge havde måttet hjælpe ham med stort set alt. ”Jeg begyndte efterhånden at kalde os siamesiske tvillinger, for hvor han var, var jeg også,” fortæller hun.

De var sammen i 26 år, og Inger Lynge kan genkende stort set alt, hvad hun har hørt om sorg ved dagens konference.

”Verden, som den var, forsvinder, og man mister helt rigtigt noget af sig selv, når den anden dør. Men jeg ville heller ikke være sorgen foruden. For mig at se giver det ingen mening at gøre den til en sygdom, en lidelse. Den hører til det at være menneske,” siger hun og tilføjer, at netop de mange samtaler med forskeren har været utroligt givende for hende.

”For hvis jeg talte med lægen om min sorg, så følte jeg nærmest, at jeg spildte hendes tid. I timerne med Alfred følte jeg derimod, at jeg talte med et menneske, der var oprigtigt interesseret i at høre på mig. Jeg følte ikke, at jeg forstyrrede ham. Og samtalerne med ham har faktisk også betydet, at jeg har fået bearbejdet min sorg og mit tab på en måde, jeg nok ellers ikke ville have gjort. Fordi han havde tid til at lytte.”