Introverte Katarina til brevkassen: Jeg er en af dem, der har svært ved at støtte venner i krise

Katarina er introvert og finder det svært at gøre det "rigtige", når venner er i nød, men hun vil ikke forkastes af den grund. Vi skal huske, at mennesker er forskellige - også i mødet med andres sorg

Katarina skriver til brevkassen for at gøre opmærksom på, at visse personer - inklusiv hende selv, der er introvert - gerne vil hjælpe. Men ikke altid kan finde ud af det. Kvinden på billedet er ikke Katarina. Genrefoto.
Katarina skriver til brevkassen for at gøre opmærksom på, at visse personer - inklusiv hende selv, der er introvert - gerne vil hjælpe. Men ikke altid kan finde ud af det. Kvinden på billedet er ikke Katarina. Genrefoto. .

Kære Brevkasse

Tak for jeres svar til Susanne i sidste uge, hvor hun overvejede at kvitte nogle venner eller bekendte, fordi de ikke engagerede sig eller stillede nok op for dem i deres store livskrise, hvor deres voksne søn var meget syg.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

Susannes bekendtskab kunne være mig. I hvert tilfælde følte jeg et slægtskab med de bekendte i den måde, Susanne beskrev dem på. Hendes bekendte ”glimrede ved deres fravær”, hvor Susanne kunne havde ønsket sig en mere omsorgsfuld og tilstedeværende tilgang fra deres side. Heldigvis har Susanne og hendes mand andre venner, som gjorde det ”rigtige” i situationen.

Mon ikke vi alle gerne vil gøre det rigtige, når vores venner er i en svær situation? 

Det er desværre ikke os alle, der kan finde ud af, hvordan vi støtter vores venner på den bedste måde. Når man ved, at man ikke er de allernærmeste venner, kan man for eksempel være bange for, at man kommer til ulejlighed. Især hvis man selv er et introvert menneske, kan man forestille sig, at det er for meget, hvis alle venner kommer myldrende med deres omsorg.

Man kan også være bange for, at éns forsøg på at støtte eller trøste kan virke ”for meget” eller forkert. Har man gennem sit liv med mange sociale fejlskud fundet ud af, at ens sociale intelligens er på dumpeniveau, så er man mere forsigtig i sin tilgang til medmenneskene, simpelthen for ikke ubevidst at komme til at såre nogen. Måske er det også tilfældet med Susannes bekendte. Nogle er mere trygge ved at kommunikere skriftligt frem for mundtligt, når emnet er svært, og man er usikker på, hvad man skal gøre.

De bekendte lyder, som om de oprigtigt gerne vil støtte Susanne og hendes mand, men vil ikke være anmassende. Derfor sender de ”følere” ud. De inviterer endda Susanne og hendes mand hjem til sig, måske netop for at de fire kan tale sammen om den slemme situation, Susanne og hendes mand er i.

Vi er alle forskellige, og ligesom nogle ikke ser eller hører lige skarpt med deres fysiske sanser, så er der også mennesker, som måske Susannes bekendte og undertegnede, der ikke er er helt skarpe med den sociale sans. Vi gør det alle så godt, som vi kan.

Og vi håber, at venner med en god social intelligens vil være tolerante nok til ikke at forkaste os på grund af vores nedsatte sociale evne.

Venlig hilsen

Katarina

Kære Katarina

Tak for dit brev. Og tak fordi du minder os om, at vi mennesker ikke er ens. Det er et rigtig vigtigt anliggende, som vi ofte kan glemme. For vi kan let vurdere andre, som om de var magen til os selv, eller andre vi kender.

Du fortæller ganske rigtigt, at mennesker kan have mere eller mindre veludviklede sociale kompetencer, og du fortæller, at der er nogen, der er mere udadvendte og initiativrige, mens andre er mere introverte og forsigtige. Så forskellige er børn, og så forskellige er voksne. Menneskers opfindsomhed i forhold til andre i livets forskellige situationer kan også være meget forskellig. Nogle får straks tanker og idéer om, hvad de kan gøre, mens andre måske smager på en slags afmægtighed, og har svært ved at finde ordene.

Dit brev vidner om, at du har en indsigt i, hvem du selv er. Det er en god ting, for så kan man nogle gange tage højde for, at man er, den man er. Dels kan man tænke lidt mere barmhjertigt om sig selv, således at man godtager og forstår sig selv i en del situationer, dels kan man også træne i nogle af de kompetencer eller væremåder, man ikke er så god til. For de fleste af os kan lære nyt, også selvom vi må acceptere, at vi er dem, vi er. 

Og så har du en vigtig opfordring til, at man ikke forkastes, fordi man ikke altid kan leve op til det, som andre kunne tænke sig i en given situation. Du minder om, at man med fordel kan overveje, at de fleste nok har gode intentioner, men at ikke alle ved, hvad man skal sige eller gøre, når livets stormvejr rammer ens venner og bekendte.

Du fortæller, at du nogle gange er kommet galt af sted i mødet med andre i sorg og krise. Og det er til at forstå. For vi kan ikke altid vide, hvad der gør godt. Hjælptrængende mennesker er jo også forskellige. I nogle perioder har de måske brug for, at mennesker stiller op og er der, fylder fryseren med mad eller lægger øre til klagen i deres sjæl. I andre perioder er der måske mere brug for lidt mere afstand og ro.

Når man ikke ved, hvad der er brug for på et givent tidspunkt, er det vigtigt at erkende sin egen usikkerhed og gerne give udtryk for det mundtligt eller på skrift. Man kan vise sin medfølelse ved at fortælle, at de pågældende er i ens tanker. Og så kan man spørge lidt forsigtigt, om der er noget man kan bidrage med. Ydmyg ærlighed og stilfærdig lytten er altid en god vej.

Vi kan huske et brev, som vi fik for over 30 år siden, da vores næstældste søn var helt lille og blev meget alvorligt syg med en alvorlig hjerneskade, som for altid ville gøre, at han ville trænge støtte og hjælp på døgnbasis. I brevet fra nogle venner stod der: ”vi aner ikke rigtigt, hvad vi skal skrive, men vi skriver alligevel”. Det var ikke store ord. Men ærlige var de. Og de gjorde indtryk, så de huskes mange år efter.

Vi ved godt, at man kan føle sig ganske magtesløs i mødet med mennesker i stor nød. Og man kan måske tænke, at man ikke er de nærmeste eller tætteste venner, og derfor holder man sig måske lidt i baggrunden. De store ord findes aldrig, når livet bliver meget alvorligt, og det kan til tider virkelig være svært at vide, hvad man skal udtrykke, og hvordan man skal agere. Men uanset om vi er meget eller lidt socialt kompetente eller meget eller lidt socialt musikalske, kan vi til stadighed forsøge at øve os på at møde hinanden på gode måder. For vi har alle brug for forskellige menneskers tanker og nærvær, ikke mindst lige der, hvor livet gør ondt.

Mange hilsener

Annette og Jørgen 

Lyt til podcasten "Spørg om livet", hvor Annette og Jørgen Due Madsen går i dybden med de 10 brevkasse-spørgsmål, som har optaget læserne mest gennem årene. Find podcasten i Kristeligt Dagblads app og på k.dk/podcast-brevkassen