Ivar Brændgaard er misundelig på sin kones strikkeklub: Hvor er mændene i kultur- og kirkelivet?

Min kone går i kvindeklub, til strikkeaftener og synger i kor. Jeg har ikke en tilsvarende interesse, og det har andre mænd åbenbart heller ikke. Kvinderne er overrepræsenterede på højskoler, bogmesser og i sognegårde

"Når jeg er til Bogforum i København, vrimler det med kvinder, der sidder til foredrag og lærer deres favoritforfattere at kende, mens de har taskerne fulde af indkøbte bøger. Der er også mænd, men de er i undertal," skriver Ivar Brændgaard.
"Når jeg er til Bogforum i København, vrimler det med kvinder, der sidder til foredrag og lærer deres favoritforfattere at kende, mens de har taskerne fulde af indkøbte bøger. Der er også mænd, men de er i undertal," skriver Ivar Brændgaard. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Så står jeg der igen og undrer mig. Jeg skal holde foredrag en formiddag på Brandbjerg Højskole på et udsolgt højskolekursus med titlen: ”Højskolesang i julens tegn”. Foredragssalen er fyldt med 34 kvinder og 19 mænd. Hvor er mændene henne? Gider de ikke komme på højskole? Gider de ikke synge? Er de syge? Er de bare imod at tilbringe en uge af deres liv på et højskolekursus?

Billedet gentager sig næsten overalt, hvor jeg holder foredrag. Ved seniortræf og foredragsforeninger om formiddagen og om eftermiddagen kan der være 100 kvinder og 15 mænd. Det samme gør sig oftest gældende om aftenen. Her er der dog variationer. Når jeg holder foredrag om Ukraines omtumlede historie og om, hvordan krigen med Rusland kunne være undgået og giver mit bud på, hvor det hele ender, så kan mændene være i flertal – eller næsten – men det skyldes, at der kommer et yngre publikum.

Når jeg er til Bogforum i København, vrimler det med kvinder, der sidder til foredrag og lærer deres favoritforfattere at kende, mens de har taskerne fulde af indkøbte bøger. Der er også mænd, men de er i undertal.

Jeg har hostet virus op af lungerne uafbrudt i 19 døgn. Det forårsagede et voldsomt hold i lænden. Det har drevet mig til holdtræning i et varmtvandsbassin i Struer, hvor en fysioterapeut ihærdigt og meget fantasifuldt jager et hold frem og tilbage i bassinet under forskellige øvelser. Her består holdet af 10 erfarne damer, og så er vi to urutinerede mænd. Kvinderne har været med længe. I sidste uge inviterede en af dem på gløgg i privaten efter næste træning, og hun ville vide, hvor mange der ville komme. Kvinderne rakte alle hænderne op, mens vi to mænd lige dykkede under vandoverfladen. Kvinder danner netværk, og snakken går livligt. Det gør mænd ikke.

Og her nærmer vi os et af svarene på mænds fravær. I vores pensionisttilværelse vil vi mænd hellere sidde hjemme og nyde en håndboldkamp eller en film eller et oplysende program i fjernsynet eller læse en roman.

Min kone går til Q-klub, strikkeaftener og synger i kor. Jeg har ikke en tilsvarende interesse og føler ikke et udpræget socialt behov. Hvorfor ikke, spørger min kone. Det har jeg svært ved at svare på. Trangen er der bare ikke i samme grad. Jeg går heller ikke med på indkøbsture eller ”ose”-ture. Når jeg er på indkøb, så foregår det meget målrettet, mens min kone kan være længe undervejs, fordi hun møder og taler med mange bekendte.

Det betyder ikke, at jeg synes, jeg isolerer mig. Jeg har hele mit liv været målrettet på at yde noget. Jeg vil hellere holde foredrag, end jeg vil gå til foredrag. Jeg vil hellere lave og stå for et højskolekursus, end jeg vil deltage i en højskoleuge. Så får jeg et mål med min læsning og fortsatte horisontudvidelse. Det vil nok ændre sig, når kræfterne aftager.

Når jeg er præstevikar i forskellige sogne, så gentager billedet sig. Kvinderne er i stort overtal. Her sidder enker og par, men sjældent enkemænd. Det kender jeg så også forklaringen på. For jeg har begravet nogle af disse mænd, som har slidt kirkebænken sammen med deres ægtefælle. Og her er den anden forklaring. De er væk, fordi de har fulgt traditionen og fundet en ægtefælle, der er 2 til 10 år yngre end dem selv. Sådan er traditionen, som jeg også selv har fulgt. Og da mændene i forvejen dør 4 år før kvinderne, ja, så bliver mange kvinder enker i både 5 og 10 år. Men det skænkede heller ikke vi en tanke, da vi fandt sammen.

Og ve den kvinde, der ikke har fulgt sædvanen, men har slået kløerne i en mand, der er 5 eller 10 år yngre, end hun selv er. Da står spotteordene i kø, ikke bare, når der tales om den formastelige kvinde, men sandelig også ved selve bryllupstalerne. Her bliver der ikke lagt fingre imellem. ”Barnerov”, ”kuvøseguf” var bare et par af de intimiderende smædeord, der lød, måske for at dække over lidt misundelse. Jeg sad og krummede tæer, for selvom det var sagt i al drillende venskabelighed, så dækker disse ord over, at vedkommende brud havde brudt normerne.

Men det er nu disse kloge og forudseende kvinder, der har lys i lampen og kan gå i graven næsten samtidig med deres ægtefælle.

Seniorliv skrives på skift af: Tidligere nyheds- og informationschef, journalist Lis M. Frederiksen, født i 1943. Tidligere tv-direktør og højskoleforstander, teolog Ivar Brændgaard, født 1949. Jurist, forfatter og tidligere chefkonsulent i Ældre Sagen Margrethe Kähler, født i 1942