Min hustru og jeg har fire børn mellem 30 og 40 år, to piger og to drenge. De to drenge er 30 og 37 år. De har i flere år ønsket, at vi skulle lave en far-sønner-tur. Det var jeg straks med på, endda med stor glæde. Men jeg betingede mig, at det blev mig, der bestemte, hvor vi skulle hen. Jeg ville på vandretur med dem i munkestaten Athos. Dér var jeg på besøg i 1998, og dengang besluttede jeg, at jeg meget gerne ville vende tilbage. Og nu havde jeg så muligheden for at vise mine sønner dette særprægede hjørne af Europa.
Munkerepublikken Athos er den østligste af de tre halvøer, der hænger nedenud af det nordøstligste Grækenland, Halkidiki. Den lange halvø er en høj og svært fremkommelig bjergryg med mange slugter, der ender i bjerget Athos, som er mere end 2000 meter højt. En østromersk kejser i Konstantinopel skænkede i 972 denne halvø til ortodokse munke, der skulle i gang med at bygge klostre. Der boede i forvejen allerede munke, som havde trukket sig tilbage til huler for at leve helt afsondret, de såkaldte eremitter.
De findes stadig i små huse, der hænger på ufremkommelige steder på stejle bjergvægge. Samtidig med at vi i Danmark fik bygget stenkirker i hvert sogn i 1100-1200-tallet, blev der bygget 40 klostre på Athos, hvortil der kom 40.000 munke og lægbrødre fra alle ortodokse lande. Der fastsattes strenge regler for livet på Athos, som nu har været gældende i 1000 år: Fattigdom, kyskhed, lydighed og udholdenhed. Enhver adgang for kvinder, børn og hundyr er strengt forbudt. Turistskibe med kvinder om bord skal holde sig 500 meter fra kysten.
Det er lykkedes for munkestaten at bevare sin selvstændighed, også under det muslimske Osmannerrige i tidsrummet 1430-1912. Nu er Athos et autonomt område under græsk overhøjhed, og græsk politi beskytter munkesamfundet.
I dag er der 20 klostre med 2100 munke og aspiranter. Dertil kommer mindre munkesamfund, der er samlet omkring en kirke, kaldt skitae, samt mange eremitter. Da jeg var der i 1998, var der kun 1700 munke, og flere klostre var i ringe stand. Nu er klostrene blevet renoveret, og der er mange unge aspiranter, der har flere års prøvetid.
Af de 20 klostre er der 17 græske, et bulgarsk, et serbisk og et russisk. De ligger langs kysten eller oppe i bjergene. Mange er bygget som borge, hvor det er svært at komme ind, da de i middelalderen var plaget af sørøvere. Alle klostre har en hovedkirke med berømte ikoner og flotte freskomalerier i både kirke og spisesal.
Et forbønsliv
I flere år forsøgte vi at få visum til Athos. Coronaen forsinkede projektet i to år. Dernæst måtte vi stå i kø i et halvt år for at få visum. Der lukkes nemlig kun 10 ikke-ortodokse pilgrimme ind om dagen sammen med cirka 120 ortodokse pilgrimme. Et visum gælder kun for fire døgn. I august lykkedes det endelig. Med kort varsel fik vi tildelt en dato, hvor vi skulle stille i byen Ouranoupoli lige ved grænsen til Athos. Her måtte vi klokken 6 om morgenen gennemgå en coronatest, inden vi fik vore visa, så vi kunne komme om bord på en lille færge, der sejler fornødenheder og pilgrimme ud til klostrene.
Hjemmefra skulle vi så forsøge at få kontakt til klostrene for at reservere en overnatning. Det var svært. De svarede uregelmæssigt på mails og telefonopringninger. Når vi endelig kom igennem, så var nogle af klostrene fyldte, et enkelt var lukket på grund af corona, men vi fik dog fundet to klostre og en skitae, der havde plads til os.
Men hvorfor valgte jeg Athos? Jo, jeg ville gerne give mine arbejdstravle sønner et indblik i et diametralt modsat liv. Et liv, hvor bøn, gudstjeneste, tavshed og fysisk arbejde fylder alt, et fromhedsliv, der har holdt sig uændret i 1000 år. Et forbønsliv for hele menneskeheden.
Som pilgrimme skulle vi deltage i gudstjenesterne. Vi blev vækket klokken 4, og morgengudstjenesten varede fire timer, hvorefter der vankede morgenmad. Vi fandt dog ud af, at vi godt kunne komme klokken 5.30, hvor gudstjenesten tog fart. Mine sønner forstod ikke meget af liturgien, men den ortodokse gudstjeneste er også et skuespil, så der er meget at iagttage og lytte til, og det gjorde indtryk, når der blev sagt ”Herre, forbarm dig” 40 gange i træk med stor inderlighed. Vi måtte ikke deltage i nadveren, men vi kunne godt deltage i velsignelsen, hvor præsten trak en visk mynte gennem velsignet vand, så vi efter tur fik et ordentligt klask vand i panden sammen med præstens velsignelsesord.
Efter morgenmåltidet vandrede vi videre gennem bjergene til det næste kloster, eller vi tog færgen en del af vejen, fordi der ellers var for langt. Der var 35 kilometer bjergvandring mellem de klostre, der havde givet os herberg. Da vi kom frem, blev vi taget vel imod i et gæsteafsnit af klostret, hvor der var sovesale og fire-sekssengsværelser. Så stod den igen på en times aftenandagt i kirken, før der blev serveret aftensmad sammen med munkene. Under måltidet var der tavshed, eller der blev læst evangeliestykker op. Bagefter kunne vi sidde og se skønne solnedgange over havet.
Ligemænd
Vi brugte også tiden til at tale om det liv, som vi havde levet. Drengene ville vide, om jeg havde fortrudt, at jeg havde arbejdet så meget, og jeg ville vide, om de havde savnet mig, når arbejdet havde fyldt meget. Og jeg ønskede at vide, om de følte, at jeg havde udsat dem for et for stort forventningspres.
En af dem kunne berette, at han var kommet hjem fra efterskolen med høje karakterer, og jeg havde tankeløst sagt, at der fortsat var plads til forbedringer. Det havde sat sig som et lille ar i et ungt sind, hvor jeg skulle have leveret påskønnende ros. Og de spurgte, hvordan jeg ville have taget det, hvis de ikke havde vedkendt sig en kirkelig interesse.
Den største oplevelse blev at have uforstyrret tid til at møde mine drenge som ligemænd, hvor de er i færd med at forme deres liv og har omsorg for mig i min tilstundende alderdom.
Den ene søn skrev bagefter til mig, at han var blevet opmærksom på, at der over døren på KFUM-huset på Amager stod ”Bed og arbejd”, og jeg kunne svare, at de samme ord stod over mine forældres seng. Længere er der så heller ikke mellem munkene på Athos og en missionsk arv i Danmark.
Og så var det dejligt at komme tilbage til den skønneste halvdel af menneskeheden, selvom jeg må tilstå munkene, at den kan virke (vidunderligt) distraherende.