Ivar Brændgaard: Nej, mennesker går ikke bort. De dør

Tabuiseringen af døden er i fuld gang, og selv i kirken tør en del præster ikke længere sige det, som det er. Mennesker dør. De går ikke bare deres vej

"Nej, vore døde 'går ikke bort', som om de forsvinder ud i intetheden. Vore døende dør," skriver seniorskribent Ivar Brændgaard. Arkivfoto.
"Nej, vore døde 'går ikke bort', som om de forsvinder ud i intetheden. Vore døende dør," skriver seniorskribent Ivar Brændgaard. Arkivfoto. Foto: Adam Garff.

”I dag skal vi mindes dem, der er gået bort i årets løb,” sagde præsten i den kirke, hvor jeg var til allehelgensgudstjeneste sidste år. Jeg studsede og tænkte, at præsten ved et øjebliks manglende koncentration var kommet til at bruge et forkert udtryk. For i kirken mindes vi da vore døde. Præstens ord blev ved med at spøge i mit hoved, og da jeg en uge senere mødte præsten, spurgte jeg, om vedkommende ved et uheld var kommet til at sige de forkerte ord.

”På ingen måde,” sagde præsten. At ”gå bort” var blevet anvendt af flere af de tilstedeværende pårørende, og derfor blev vendingen også brugt af præsten. Det svar gav jo både en forklaring og mening.

Alligevel er jeg helt uenig. I kirken taler vi klart og kradsrealistisk om livets genvordigheder og dødens nærhed. Derfor hedder det stadig i vielsesritualet: ”Indtil døden skiller jer ad”, og vi finder i salmebogen udtryk som ”dødens svælg” og ”dødens skyggedale” og ”Sorrig og glæde de vandre til hobe, lykke, ulykke de gange på rad”. Livet og døden hører sammen, både som ord og livsvilkår.

I kirken omskriver vi ikke døden. I kirken taler vi helt frimodigt om livets barske sider, også om, at vore kære nu er døde og ikke sidder ved siden af os og kan røres ved. Det giver sorg. Det giver savn. Det giver ensomhed. Til gengæld forkynder vi også frimodigt i kirken, at vore døde ikke er tilintetgjort eller forsvundet ud i glemslen. De er ikke langt borte. De er med til hver eneste gudstjeneste, ikke bare i vores erindring, men i selve gudstjenesten, hvor de knyttes helt tæt, omend usynligt, sammen med os ved nadverbordet, hvor de sidder med et sted ved det langbord, hvis ende stikker ind i kirken til os, der endnu befinder os i live.

Jeg bor i et sogn, som jeg vil betegne som fattigt, fordi kirken ikke er omgivet af en kirkegård. Det er så illustrativt og meningsfuldt at gå igennem ”de dødes have” på vej ind til den håbsgivende og sammenknyttende gudstjeneste. Til gengæld har vi en lysglobe, hvor enker og enkemænd tænder lys for deres afdøde ægtefælle hver eneste søndag, hvor de er til gudstjeneste. Det er en smuk skik.

Et år var jeg vikarpræst nær Aars i Vesthimmerland og havde allehelgensgudstjeneste klokken 14 i Gislum, klokken 16 i Haubro og klokken 19 i Vognsild. I disse kirker blev der på alterskranken tændt et lys for hvert medlem i sognet, der var døde i årets løb, mens deres navn og deres fødsels- og dødsdatoer blev læst op. Efter gudstjenesten puttede de pårørende lysene i lanterner, som kirkerne lånte ud, og de tog dem med ud til deres kæres grave og tog derved helt fysisk deres afdøde med ind i fællesskabet. Det blev alle steder meget højtideligt i efterårets buldermørke. Kirkerne var fyldte på allehelgensdag. Den dag prædikede jeg om dødens barske realitet, som kirken ikke kan bortviske.

Til gengæld kan kirken forkynde, at adskillelsen er midlertidig, og den skal blive udholdelig, for vi døde rykker bare over på den anden side af det lille bælt, som det hedder i Grundtvigs salme ”Helgen her og helgen hisset”: ”Sammen bor vi i Guds-haven,/ skilt kun af det lille bælt;/ til at flyve over graven/ vinge låner os vor helt”.

Og jeg citerede den dengang nyligt afdøde Benny Andersen, der i digtet ”Noget at vågne op til” digter om ”de sprældøde venner”, som giver os en oplevelse for livet, ”åh, hvad var livet uden jer”.

I en af menighederne sad en kvinde lænet tæt op ad sin mand med tårerne løbende ned ad kinderne. Bagefter fik jeg af manden at vide, at hun lige af lægerne havde fået at vide, at hun inden næste allehelgen ville være at finde på den anden side af nadverbordet og kirkevæggen.

Sådan er det i kirken. Livet og døden og dødens overvindelse italesættes. I kirken ”går klang af dåbens vand og gravens nøgler” (salmebogen 209).

Derfor bekæmper jeg lidenskabeligt udtrykket ”at gå bort”. Det er et forfærdeligt udtryk. Ingen går aktivt ind i døden, og ingen bliver ”borte”.

Udtrykket er formentlig en dårlig oversættelse af amerikanernes mere passive ”passed away”. Dette amerikaniserede udtryk har vundet indpas overalt i vort samfund inden for de seneste 10 til 20 år.

Forleden sad jeg over for en advokat i forbindelse med testamenteskrivning. Hun sad og opererede med, ”når den første går bort, og når den anden går bort”, mens der i testamentet stadig bruges de rigtige danske udtryk ”første dødsfald” og ”sidste dødsfald” og ”samtidig død”. Det er et malende eksempel på det skred, der er ved at ske i vort danske sprog. Tabuiseringen af døden er i fuld gang.

Nej, vore døde ”går ikke bort”, som om de forsvinder ud i intetheden. Vore døende dør. Men i kirken forbindes denne død med vor opstandne frelser, der tager os i hånden og baner en adgangsvej ind til det evige liv, når vi opvækkes på den yderste dag, og Gud vil lade nåde gå for ret.

Udtrykket ”at gå bort” har ingen adkomst i kirken. Og lad os også få dette underlødige udtryk slettet fra vort daglige sprogbrug. Lad det afgå ved døden.