Ivar Brændgaard var en vrangvillig rekrut. Nu hælder han til tvungen værnepligt

Jeg prøvede selv at smyge mig udenom værnepligten og endte som vrangvillig rekrut på Hvorup Kaserne. Men når jeg i dag ser mod Ukraine, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det er tid til at tvinge flere i værnepligt

Skal vi øge andelen af værnepligtige kraftigt, så vi ikke kommer i Ukraines situation? Skal alle unge mænd have en fire måneders værnepligt? Jeg er i syv sind, skriver Ivar Brændgaard (Arkivfoto)
Skal vi øge andelen af værnepligtige kraftigt, så vi ikke kommer i Ukraines situation? Skal alle unge mænd have en fire måneders værnepligt? Jeg er i syv sind, skriver Ivar Brændgaard (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

10 dages soldatertræning, og så må mænd til fronten i Ukraine. Ren kanonføde. Det er grusomt og ulykkeligt. Det må aldrig ske i Danmark. Men Putin udruller russiske stormagtsdrømme og sender angst for en ny, kold krig ind over Danmark.

Værnepligten for mænd har vi fortsat her i landet, og kvinder kan melde sig frivilligt. Alle mænd indkaldes som 18-årige til Forsvarets dag. Der skal bruges 4200 værnepligtige om året, som skal levere fire måneders tjeneste. 99 procent melder sig frivilligt, hvilket betyder, at det er mindre end en procent, der tvinges i trøjen. Derudover har vi så over 4000 soldater på rådighedskontrakter, de professionelle soldater. Skal vi øge andelen af værnepligtige kraftigt, så vi ikke kommer i Ukraines situation? Skal alle unge mænd have en fire måneders værnepligt? Jeg er i syv sind.

Jeg har været så vældig tilfreds med, at mine sønner enten trak frinummer eller fik snakket sig udenom værnepligt. Så kunne de komme på højskole i stedet for. Selv havde jeg bestemt også håbet at smyge mig udenom værnepligten. Men det var svært dengang. Alle velfungerende mænd blev hevet ind. Vi kunne udsætte værnepligten, til vi var færdige med en uddannelse. Det benyttede mine klassekammerater i gymnasiet sig af. Men jeg var sikker på, at jeg kunne blive kasseret, så jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne få det overstået, så jeg tog på session foråret før min studentereksamen. Jeg har kun 15 procent syn på mit højre øje, så jeg kunne jo ikke oplæres i at skyde, så for mig var det bare en formssag at blive kasseret. Men dér tog jeg godt nok fejl.

Jeg fik at vide, at der bestemt var plads til mig. Oppe på Hvorup Kaserne nord for Aalborg havde forsvaret et trænregiment, hvori der var et sanitetskompagni. Her ville jeg passe fint ind. Så kunne jeg blive uddannet i ”bårefræs”. Her kunne jeg gøre fuld nytte, om jeg så var helt blind. Jeg kunne bare få bagenden i sådan en båre, så skulle jeg nok blive ledt igennem.

Værnepligten var dengang 14 måneder, og den eneste trøst, de kunne give mig, var, at jeg kunne begynde allerede fem dage efter min studentereksamen, for så kunne jeg blive klar til universitetet til september året efter. Den købte jeg, dorsk som jeg var. Så mens alle mine studenterkammerater festede igennem, så gik jeg i sommeren 1969 marchture i det støvede øvelsesterræn nord for Nørre Sundby. Og der gik ikke lang tid, før jeg opdagede, at jeg var eneste student i et jord- og beton-kompagni. Det opdagede mine overordnede desværre også, og så blev jeg passet op af en oberstløjtnant, der meddelte mig, at jeg ville blive taget til sergent, hvordan jeg end teede mig. Så var det pludselig to lange år med bårefræs, og jeg kunne ikke undslå mig. Så mens amerikanerne landede på Månen, var jeg en meget slukøret og vrangvillig rekrut på Hvorup Kaserne, der blev spist af med syv kroner om dagen i løn.

Men så tilsmilede heldet mig. Lige netop det år havde forsvaret ikke fået optaget nok kandidater til sprogskolen i russisk. Derfor kom der en hverveplakat rundt til alle rekrutkompagnier i landet. Jeg søgte, og blandt 100 ansøgere kom jeg igennem nåleøjet til en af de tre ledige pladser. Derved tog mit liv en skarp drejning. For ud over at lære russisk på rekordtid og meget om de sovjetiske samfunds- og kulturforhold, så skulle jeg også uddannes til reserveofficer med efterfølgende reserveofficerstjeneste. Det ændrede min forsvarsvilje. Det var i den kolde krigs oprustningstid, hvor vi altid skulle være klar til, at et warszawapagtland kunne rulle ind over Danmark med kort varsel. Jeg forstod, at kun en aktiv afskrækkelse kunne dæmme op for sovjetisk aggressivitet. Derfor forblev jeg reserveofficer, indtil jeg blev 45 år.

I 1989 forsvandt jerntæppet pludselig, og to år senere kollapsede Sovjetunionen. I løbet af 1990’erne blev de østeuropæiske lande optaget i Nato, og afspændingen holdt sit indtog. Vi, der havde levet hele vort liv med angsten for atomtruslen, kunne sænke skuldrene og puste ud, og vi kunne give vore børn en tilværelse, hvor de slet ikke behøvede at have krigsfrygten og atomtruslen i deres bagage.

I 2000’erne blev vort forsvar af den borgerlige regering sparet ned til en hul skal bortset fra en lille effektiv, professionel enhed, som blev sat ind, hvor USA og Anders Fogh Rasmussen ønskede det. Jeg forsøgte at protestere over for forsvarsminister Søren Gade, som jeg kendte fra Holstebro, da han også nedlagde sprogskolen med russisk. Med mit kendskab til den russiske selvforståelse som en stormagt mente jeg, at det var alt for tidligt. Men der var ingen lydhørhed, for nu skulle der i stedet være en arabisktalende sprogofficersuddannelse til støtte for præsident Bushs krige. Siden er russisk kommet tilbage på forsvarets sprogskole.

I dag ved vi, at vi var naive, da vi stolede på Putins fredsvilje. Vi kommer til at bruge alt for mange penge, der kunne være brugt på mange meget bedre formål for at gøre vort forsvar tidssvarende og effektivt. Men vil det igen kræve langt flere tvungne værnepligtige, der skal bruge måneder på at blive oplært til krig?

Jeg ved det ikke. Jeg håber det faktisk ikke. Hellere et højskoleophold end en gold militæruddannelse. Men på den anden side må vi ikke sætte os i den ulykkelige situation, at vi sender utrænede soldater i krig eller til fronten i de baltiske lande. Krigen i Ukraine fortæller også, at vort civilforsvar bør både forøges og forbedres og tildeles langt flere ressourcer. Vi danskere må ikke antræffes uforberedte. Svenskerne, og ikke mindst finnerne, viser os vejen med deres forsvarsvilje og Nato-indmeldelse. Vi bliver nødt til at komme op i samme gear.