Jacob Mark: Du går ikke ned med stress. Du drukner

Hele sit politiske liv har folketingsmedlem Jacob Mark (SF) kæmpet med et mindreværd og haft svært ved at finde ro. Inden han fik stress, havde han besluttet at forlade politik. I dag er han tilbage i politik, men øver sig på at leve anderledes

"Hobbitter har mindreværd, og de føler, at alle andre er stærke. Sådan har jeg haft det. Da jeg blev valgt til Folketinget, havde jeg en følelse af, at jeg ikke fortjente en plads på Christiansborg, og jeg har knoklet for at gøre mg fortjent til min plads. Jeg har svært ved at finde ro i, at noget er godt nok," siger Jacob Mark.
"Hobbitter har mindreværd, og de føler, at alle andre er stærke. Sådan har jeg haft det. Da jeg blev valgt til Folketinget, havde jeg en følelse af, at jeg ikke fortjente en plads på Christiansborg, og jeg har knoklet for at gøre mg fortjent til min plads. Jeg har svært ved at finde ro i, at noget er godt nok," siger Jacob Mark. . Foto: Leif Tuxen.

Jacob Mark har fået køer. To galloway-køer. Han fik dem af sin forlovede, Christina Krzyrosiak Hansen. SF-politikeren og Holbæks socialdemokratiske borgmester har købt en gård sammen: Butterup Nygård. Parret flyttede ind på en af årets første dage. Når foråret kommer, skal de have høns og et drivhus. Bryllup og børn er der også planer om.  

”Det skal være mit livs hus.” 

Det er umiddelbart svært at se fritidslandmanden i Jacob Mark, som han træder ud af Folketingets ikoniske elevator ulastelig klædt med en merinostrik over skjorten. Men en af de gode ting ved at være blevet gårdejer er, at han klæder om, når han kommer hjem. Snart får han også en ekstra telefon. Den 31-årige politiker er begyndt at samle på alt det, der kan hjælpe ham med at holde en balance mellem arbejde og fritid, og nogle søndage vil han og hans forlovede være at finde på bænken i kirken i Butterup.

”Jeg troede, jeg var sådan et menneske, der godt kunne lide, at alt i mit liv flød sammen. At jeg kunne være sammen med mine venner og lige tage et interview, men jeg har fundet ud af, at sådan er jeg ikke. Jeg er ikke et menneske, der kan arbejde altid, og det er vigtigt for mig at have et rum, hvor jeg er privat og helt væk.”

Torsdag udkommer hans bog ”Fartblind – en beretning om stress, kærlighed og livet i toppolitik”,  og det tegner til at blive en hektisk uge med talrige interviews om prisen for et liv i politik, der nær havde kostet ham synet. Bogen har han skrevet, fordi han vil afmystificere stress generelt og insistere på, at man kan være i toppolitik uden at blive syg af det.

Det ubesvarede spørgsmål 

I november 2021 måtte Jacob Mark sygemelde sig med årehindelækage eller stressøje. Inden sygemeldingen var hans syn blevet dårligt, og han gik til optikeren i Holbæk og havde, som den Harry Potter-fan han er, udset sig et par runde briller i Harry Potter-stil. Optikeren sendte ham til en øjenlæge, der gav ham diagnosen og forklarede, at han havde haft for meget stresshormon i kroppen i så lang tid, at blodkarrene bag øjnene var begyndt at sive. Væsken, der sivede ud af blodkarrene, kunne ødelægge hans nethinde. Skulle sivningen stoppe, måtte han holde sig i ro. Før øjenlægen sendte ham hjem med formaninger om at holde sig i ro, var han med egne ord blevet fartblind.

Denne artikel er en del af denne serie:
Det balancerede liv

Historien om Jacob Mark er fortællingen om et politisk talent, der lod sig opstille til byrådet i Køge, da han var 17 år. Godt nok sagde både hans mor og mavefornemmelsen nej til at blive opstillet, men selv sagde han ja, og det blev han ved med. Han følte, han kunne arbejde solen sort, have tætte, forpligtende venskaber, være en god søn, bror og kæreste. I bogens efterskrift skriver han:

”Jeg sagde ja til at være folketingskandidat og studerende på samme tid, ja til at være integrationsordfører, til at være gruppeformand, til at hjælpe den ene og den anden og den tredje, til at rejse, til at feste, til venner, til kærester, til familien. Ja. Ja. Ja. Alt var muligt, lige indtil det ikke mere var det. Jeg var grænseløs og fartblind.”

Der er et spørgsmål, som melder sig, når man har læst de godt 250 sider om Jacob Marks første syv intense år i politik: Hvornår er nok nok? 

”Det spørgsmål har min terapeut også stillet mig, og jeg kan ikke svare på det.”

Jacob Mark er blevet beskrevet som politisk komet og kronprins, men selv ser han sig som hobbit. Har man læst J.R.R. Tolkiens "Hobbitten", vil man vide, at hobbitter har det med at forvilde sig ud i vilde eventyr. Når Jacob Mark ser tilbage på sit voksenliv, hvor politik har fyldt det meste, ser han et slags hobbit-eventyr. 

”Hobbitter har mindreværd, og de føler, at alle andre er stærke. Sådan har jeg haft det. Da jeg blev valgt til Folketinget, havde jeg en følelse af, at jeg ikke fortjente en plads på Christiansborg, og jeg har knoklet for at gøre mig fortjent til min plads. Jeg har svært ved at finde ro i, at noget er godt nok. Som teenager var jeg vild med Anders Fogh Rasmussens motto: ’Aldrig færdig, altid på vej’, men det er hårdt konstant at skulle være i en udviklingsproces.” 

Med til hobbit-syndromet hører ifølge Jacob Mark en ringe evne til at sige fra, parret med en følelse af dårlig samvittighed, som let kan aktiveres. 

”Jeg føler mig utrolig heldig over det liv, jeg har fået, men det lå ikke i kortene, at jeg skulle blive politiker. I dag er min mor lærer, men da jeg voksede op, arbejdede hun i en pølsevogn eller gjorde rent på sygehuset i Køge om natten, mens min far var fængselsinspektør. Jeg tager mig tit i at tænke: ’Det her skulle min mor og far se.’ Forstå mig ret: Jeg har trukket en virkelig god billet i lotteriet, og fordi jeg har gjort det, føler jeg også, at jeg skal give noget tilbage, og det er virkelig svært for mig at finde ud af, hvornår nok er nok.”

Smuldrende småkage

Han skænker mere kaffe fra termokanden på mødebordet. Rækker kanden til gæsten på sit kontor og siger konstaterende:

”Du går ikke ned med stress. Du drukner i stress.”

En tid før han måtte sygemelde sig med øjensygdommen, havde han fortalt SF's formand, Pia Olsen Dyhr, at han ville tage orlov, efter finanslovsforhandlingerne var afsluttet i december 2021.
 
”Når folk har spurgt mig, hvor længe jeg skal være i politik, har jeg altid svaret:Til den dag, hvor jeg vågner og ikke længere har lyst til at være i politik.’ Det gik op for mig, at den morgen var indtruffet for et stykke tid siden, men jeg gik stadig rundt og lod som om, at alt var fint.”

Efter den første coronanedlukning, hvor han trivedes med at være sendt hjem og have kortere dage, begyndte han at arbejde på en exitplan. Han drømte om at rejse væk en tid og om at få lysten tilbage til sex og lysten til at se venner og familie. Da han havde fortalt sin formand, at han ville tage orlov, skete der noget i hans krop. 

”Det er, som om min krop siger småkage. Jeg mærker, hvor udmattet jeg er, og hvor dårligt mit syn er.”

Jacob Mark har tidligere i interviews fortalt om at have angst. Efter få år i politik blev angsten en følgesvend, og under åbningsdebatten i oktober 2021 fik han et angstanfald på Folketingets talerstol. Han havde helt glemt, at han et par dage tidligere havde bedt om ordet, og benene rystede, da han gik op på talerstolen, hvor han blandt andet fik sagt:

”Rigtig mange børn er trætte af for meget røv til bænk-undervisning, og derfor er mit spørgsmål ...” 

Folketingets daværende formand, Pia Kjærsgaard (DF), afbrød Mark for rullende kameraer på grund af hans sprog. Han fik stillet sit spørgsmål, men det, han husker, er, hvordan hans hjerte hamrede, og at han kun havde lyst til at komme op på sit kontor. Den dag følte han, at alt faldt sammen. Synet blev dårligere, og midt i november blev han sygemeldt med en besked om at holde sig i ro. Han havde 25 procent af sit syn tilbage. 

”Det er skræmmende, at jeg skulle så langt ud. At miste synet var det værste, jeg kunne forestille mig.” 

”Jeg troede, jeg var sådan et menneske, der godt kunne lide, at alt i mit liv flød sammen. At jeg kunne være sammen med mine venner og lige tage et interview, men jeg har fundet ud af, at sådan er jeg ikke. Jeg er ikke et menneske, der kan arbejde altid, og det er vigtigt for mig at have et rum, hvor jeg er privat og helt væk,” siger Jacob Mark, der her er fotograferet i den gamle åbne elevator på Christiansborg.
”Jeg troede, jeg var sådan et menneske, der godt kunne lide, at alt i mit liv flød sammen. At jeg kunne være sammen med mine venner og lige tage et interview, men jeg har fundet ud af, at sådan er jeg ikke. Jeg er ikke et menneske, der kan arbejde altid, og det er vigtigt for mig at have et rum, hvor jeg er privat og helt væk,” siger Jacob Mark, der her er fotograferet i den gamle åbne elevator på Christiansborg. Foto: Leif Tuxen.

Stressknuden

Det eneste, han skulle, var at tage den med ro, men han kunne ikke finde roen. Han følte sig uduelig og unyttig, når han lå på sofaen. Han købte et gammelt klaver og besluttede sig, uden meget held, for at lære at spille, og byggede Lego, selvom det var svært med hans syn. Om natten, når han ikke kunne sove og spekulerede på, hvad der skulle blive af ham, kom Jacob Mark, som blev døbt i 2019, i kontakt med sin tro. 

”Troen på, at der bliver passet på mig, har jeg haft med mig hele tiden.”

Når det blev lyst, tog han fat. Han mener selv, at han nærmest var manisk med en række af projekter.  

”Jeg opfandt en række apps og oprettede firmaer med cvr-numre til mig selv og min søster, bare fordi jeg skulle se, om jeg kunne. Det var helt skørt, men i lange perioder ville jeg ikke anerkende, at jeg var syg.”

I det tidlige forår 2022 var synet blevet bedre. Han fortalte sin forlovede, at han ville skifte spor, og brugte meget energi på at læse jobopslag på diverse portaler. Når hun indvendte, at hun ikke mente, han var færdig med politik, blev han irriteret, men en dag var samfundsengagementet og lysten til at lave politik tilbage.

”Men jeg havde, hvad jeg vil kalde en stressknude. Når jeg tænkte, hvad jeg kunne tage fat på og på at være i valgkamp, mærkede jeg, at det strammede her,” siger han og placerer sin ene hånd lige under hjertet. 

Men en fredag aften i foråret 2022 under en bytur med venner i København blev stressknuden opløst. Jacob Mark havde drukket flere Vodka Red Bull-drinks på Sjusbar i det indre København, da han hørte musikeren Tobias Rahim synge ”Stor mand”, der er et af de numre, som betyder meget for Jacob Mark. Påvirket af musikken og blandingen af alkohol og energidrik, konstaterede han, at stressknuden var væk. Var man på baren den aften, kunne man høre ham råbe, at han ikke var færdig.

"Jeg er en festabe, men jeg plejer ikke at råbe, som jeg gjorde den aften." 

Senere stod han på Højbro Plads nær Christiansborg, hvor han i sin beruselse forgæves forsøgte få en taxachauffør til at køre ham til Holbæk. Og så gjorde han, hvad han ikke er stolt af: Vendte tilbage til Christiansborg for første gang siden sygemeldingen. Med sit nøglekort låste han sig ind, og siden brugte han SF'ernes universalnøgle til at få adgang til sit gamle kontor og låste sig ind på Pia Olsen Dyhrs kontor, hvor han satte sig i sofaen. Han blev vækket af morgensolen. 

Pas på sommerfuglene

Siden juni har han været tilbage på Christiansborg. Synet er igen så godt, at han kan køre bil, men han er fast besluttet på, at noget skal være anderledes. Han vil lave politik, men han vil også give sig selv lov til at holde fri. Han frygtede, at efterårets valgkamp ville gøre ham syg igen, og derfor planlagde han tiden anderledes end de fleste politikere. Han rejste til Skotland med sin forlovede i tre dage, og han holdt desuden enkelte fridage. 

”Jeg har stadig nogle helt forskruede billeder af, hvor meget jeg skal arbejde, og jeg får dårlig samvittighed og en knude i maven, når jeg ser, at der er 50 mails, som jeg ikke har svaret på."

Han siger, at han i valgkampen eksperimenterede for at se, hvad der skete med hans stemmetal, hvis han designede sit liv anderledes. Mark fik over 31.000 personlige stemmer og kom dermed i top fem over personlige stemmetal.

Hvilket råd ville Jacob Mark give til sit yngre jeg, inden han gik ind i toppolitik? I stedet for at svare, fortæller han om en lang mail, han satte sig og skrev til de nyvalgte folketingsmedlemmer kort efter valget. Anledningen var, at historisk mange medlemmer i sidste valgperiode gik ned med stress. I brevet giver han syv råd til de nyvalgte kolleger om at planlægge, opsøge hjælp, holde fri og måske det vigtigste: Stå ved, at man føler sig utilstrækkelig, og ikke slå sommerfuglene i maven ihjel. For som han skriver på en af de sidste sider i bogen:

”Jeg er begyndt at mærke sommerfuglene og lysten til det hele igen. Jeg tror, det er, fordi jeg er begyndt at bruge mine følelser.”