Mandag
Det begynder som en helt almindelig arbejdsdag for mig på kontoret i Herning, hvor jeg er projektleder i et privat firma. Jeg har selvfølgelig hørt om jordskælvet, og mine tanker kredser lidt om det. Bliver det stort? Er det noget, vi eventuelt kunne blive ringet op om og sendt ud til?
Jeg har arbejdet for Beredskabsstyrelsen siden 2006 og været udsendt til adskillige jordskælv, men de seneste fire år har jeg været på en reservekontrakt i forsvaret, hvor jeg kun er på 'kald'. Jeg tænker, at det ikke er denne gang, jeg skal af sted, for min søn Andreas fylder 13 år på mandag.
Efter arbejde kører jeg alligevel over til kasernen i Herning for at tilbyde min hjælp. Jeg er inde en gang i kvartalet for at vedligeholde it-udstyr. Mine kolleger fortæller, at der skal sendes én af sted, og jeg ringer til min chef og min kone for at høre, om det er i orden, hvis det bliver mig.
Jeg beder min kone lægge en føler ud hos vores yngste søn. Er det okay, hvis jeg ikke er hjemme til fødselsdagen? Andreas siger, at hvis nogen har brug for, at jeg tager af sted, kan han godt undvære mig den ene fødselsdag. Jeg bliver helt rørt over, at den bette knejt siger sådan.
En time senere, mens vi sidder og spiser på kasernen, ringer de fra hovedkontoret i København og spørger, om jeg kan tage med. Det er virkelig vigtigt, at man har dét med chefen og konen på plads, for det skal gå hurtigt.
Jeg har ikke mit pas med mig, så det giver mig mulighed for at køre den halve time hjem til Engesvang. Jeg ringer til min kone på vejen og siger, at vores sønner skal vente med at gå i seng. Så har jeg lige en halv time, hvor jeg kan høre om deres dag og få sagt til dem, at det er sikkert at rejse, og at jeg nok skal passe på mig selv. Jeg pakker også strømpebukser, underbukser og ting, jeg ved fra tidligere ture er gode at have med – ørepropper og puden til at sove med i flyet.
Bagefter kører jeg tilbage til kasernen og pakker det sidste tøj og udstyr. Jeg har en taske, der altid står klar, så jeg kan tage af sted med få timers varsel, men det er til tropiske klimaer, og i Tyrkiet er der mellem minus 5 og minus 10 grader om natten. Omkring midnat går jeg i seng i et af vagtværelserne.
Tirsdag
Jeg står op klokken 5.00, og vi kører til lufthavnen i København, hvor vi møder pressen. Vi bliver briefet og får skrevet kontrakter. Indsatsen er koordineret af EU, og det er kun mig og holdleder Lars Mikkelsen, der skal af sted fra Danmark. Vi skal være støtte for 11 eksperter, der er et af de hold, der skal hjælpe med at koordinere indsatsen.
I terminalen møder vi allerede en af eksperterne fra Norge. Vi lander i Ankara klokken 20, hvor vi mødes med resten af teamet. Jeg kender mange af dem fra træning og andre missioner som Nepal og Myanmar. Vi får værelser på et fint hotel i Ankara og holder online-møde med Bruxelles i et af hotellets mødelokaler. Stemningen er utålmodig. Hotelpersonalet spørger, om vi vil have mere te, men alle vil bare gerne af sted – ud og føle stemningen og gøre en forskel.
Jeg ved fra tidligere erfaringer, at det, vi aftaler nu, kun er en midlertidig plan. Vi er sendt ned for at skabe et overblik, som ingen har lige nu, og derfor bliver alting anderledes end planlagt. Denne gang skal vi ikke grave folk ud af murbrokkerne, men hjælpe med at koordinere, så alle får hjælp alle steder. Hvis lastbilerne bare bliver kørt i alle retninger, er der nogle, der får alt for meget mad, og nogle, der ingen mad får. For at eksperterne kan udføre det arbejde, skal de have mad og drikke, internet, et sted at holde møder med deres partnere, så maskinen kører, og det hjælper jeg med.
Onsdag
Vi skal videre til en by 700 kilometer væk, Gaziantep, så jeg skal skaffe busser til os 13 i teamet og sørge for, at vi har et sted at sove, proviant og allervigtigst: adgang til internettet, så folk kan udføre deres arbejde. På hovedgaden i Ankara finder jeg en butik, hvor man kan skaffe sim-kort. Der bliver ikke talt så meget engelsk, så jeg må bruge Googles oversættelsesprogram på telefonen. Man må egentlig kun oprette tre sim-kort som turist, men da kvinden bag skranken hører, at vi er en del af den humanitære indsats, giver hun os lidt flere. De har ikke kunnet mærke rystelserne i Ankara, så de lokale er mest berørte som landsmænd i den anden ende af et jordskælvsramt land.
Det er svært at skaffe minibusser, for nærmest alle busser og lastbiler er sendt mod de berørte områder. Jeg finder heldigvis to busser, og vi kører sydpå mod Gaziantep sent om eftermiddagen. Vi skal køre hele natten. Fra bussen taler jeg i telefon med min familie.
Vi stopper ved en tankstation, der næsten er helt rippet. Det eneste, vi ikke vil, er at tage brødet ud af befolkningens mund, så vi køber aldrig det sidste i en butik. I stedet finder vi et bageri med fladbrød og køber det til aftensmad. Vi stopper igen senere for at sove et par timer i bussen.
Torsdag
Det sidste stykke vej er kompliceret, for vi kommer ind i de jordskælvsramte områder, hvor vejene er beskadigede. Der er 10 centimeter dybe revner på tværs af motorvejen, og nogle broer er delvist kollapsede. Der opstår nemt meget kø, fordi maskinerne, der rydder op, hele tiden bakker ud og flytter sig, og køreturen tager derfor meget længere tid.
Da vi ankommer til Gaziantep, ser byen ved første øjekast normal ud. Man har en idé om, at det hele er kaos, som man ser på tv, men det er mest bare stille. Der er lidt revner i husene, men de fleste står stadigvæk. Indimellem kommer man forbi en blok, der er fuldstændig kollapset. Vi skal ud og finde et sted, vi kan være for natten og eventuelt slå telte op, hvis det er for usikkert at være i bygningerne. Der har været små efterskælv, og derfor sover de lokale også i biler, under halvtage eller tæt på dørene.
Mens vi leder efter åbne områder, kommer vi forbi en stor park midt i byen, hvor folk bor i telte. Der er fyldt med mennesker, der ikke helt ved, hvad de skal give sig til. Det hele er en stor mudderpøl, fordi det har sneet. Nogle sidder på græsset og spiser, og flere af de små børn går rundt i alt for store sko. Det slår mig, at det er, fordi de ikke har nået at få deres ejendele med ud.
Når man er ved at blive alt for berørt, må man forholde sig professionelt til det. Man bliver nødt til at skille ad, hvad man kan gøre noget ved, og hvad der er ude af ens hænder. Ellers kan man ikke være i sådan noget her. Den klassiske tanke “Tænk, hvis det var min egen familie”, skal man ikke begynde på. For det er det jo ikke. Man skal kunne kontrollere de tanker.
Der er proppet på de få hoteller, der er sikre, men vores bygningsingeniører har godkendt en kontorbygning, som vi arbejder fra. Om natten sover vi i kontorbygningen. Det er vigtigt at være orienteret om udveje, så vi kan flygte ved den mindste rystelse. Der er ikke nogen senge, så jeg finder en tynd yogamåtte i et skab, som jeg kan sove på. Før jeg går i seng, svarer jeg på en sms fra min kone. Hun er god til at sende små beskeder om, hvad de laver, og vi har aftalt, at jeg bare svarer, når jeg har tid.
Fredag
Jeg har ikke sovet godt, men i det mindste var det ikke koldt, og jeg har fået seks sammenhængende timer, hvilket er rimelig luksus. Jeg har heller ikke mærket noget efterskælv.
I dag skal Andreas holde fødselsdag for klassen i et legeland, og min kone har fået min mor til at hjælpe med at lave pizzasnegle. Min far sørger for at køre dem, og en vens kone tager med, så hun ikke skal være der alene. Heldigvis er familien god til at støtte op, når jeg må smide alt, jeg har i hænderne, og rejse.
Der er ikke brug for vores indsats i Gaziantep, så vi skal op i bjergene og sætte lejr op. Der er 10 mennesker mere på vej til at hjælpe lejren og arbejdsudstyr, der kommer med fly fra de nordiske lande. Lige nu kæmper de med at få tingene ud af den travle lufthavn, og køreturen kan som bekendt tage lang tid. Hvis vi ikke når at komme af sted i dag, skal jeg sikre, at vi har et sted at overnatte.
Jeg har sagt nej til at blive forlænget, så efter planen skal jeg være hjemme omkring den 20. februar, så jeg kan passe mit job. Min kone har fødselsdag den 22., så jeg håber ikke, jeg bliver forsinket.