Hvad arbejder du med?
Jeg arbejder som data scientist i en patientforening, hvor jeg blandt andet laver statistiske analyser. Jeg begyndte i august, men før det arbejdede jeg på Statens Serum Institut, hvor jeg var med til at udvikle covid-overvågningen.
Jeg blev færdiguddannet sundhedsinformatiker i 2020 fra Københavns Universitet og DTU. Jeg har altid kunnet lide teknologi, jeg har programmeret i gymnasiet, og jeg er vant til det sundhedsfaglige i familien, fordi min storesøster er læge, og min storebror er civilingeniør inden for biotek. Da jeg skrev speciale, fandt jeg ud af, at jeg gerne ville forske og benytte den kvantitative metode – altså benytte data og algoritmer til at løse en konkret problemstilling.
Hvor er du vokset op?
I Høje Taastrup på Københavns Vestegn. Det var et område, hvor alle kendte hinanden, og jeg har stadig mange af mine barndomsvenner. Min mor er fra Palæstina, men flygtede til Syrien og havde sin opvækst der. Der mødte hun min far, som var flygtet fra Irak. Sammen tog de i 1992 til Danmark. Vi er fire børn i alt, og jeg er nummer tre. Det var en almindelig kernefamilie, og vi boede i en treværelses lejlighed. Jeg husker det som dejligt og intimt, og at jeg lærte at være taknemmelig for alt det, mine forældre har givet os. De har ofret deres karrierer for at give os det bedst mulige liv, og de har opdraget os til at uddanne os. Nu kan vi endelig give dem tilbage.
Hvor bor du?
Jeg bor stadig med mine forældre og med min lillesøster. Nu er vi flyttet til et rækkehus i Hillerød for at være tæt på mine nevøer. Det har da været i mine tanker at flytte ud, men det er en del af mine værdier, at jeg er tæt med min familie. Og jeg synes også, det er en god mulighed for at spare op til engang at købe en lejlighed i København – det er min største drøm, men det er jo lidt dyrt. Og så har jeg ikke behov for at bo alene. Mine forældre er ældre nu, og jeg er tryg ved at være tæt på dem, så jeg ved, hvordan de har det, og så jeg kan hjælpe dem.
Hvilke samfundsspørgsmål optager dig mest?
Den stramme udlændingepolitik, som mange mener, vi skal have. Jeg er træt af, at politikerne mest snakker om minoriteterne og ikke med os. Jeg håber, at vi kan komme et andet sted hen. Og jeg tror, det er imødekommenhed og forståelse for hinanden, der skal til, så vi ikke bare antager en masse om hinanden. Det handler om at komme ud at snakke med folk og lære af hinanden.
Hvad bruger du din fritid på?
Det meste af min fritid bruger jeg på at være frivillig og sidde i bestyrelsen for Mino Ung i København. Det er en forening, der stræber efter et mere fordomsfrit og inkluderende Danmark. Og i Mino Ung, som hører under Mino Danmark, fokuserer vi primært på unge mennesker i København. Vi vil gerne være en platform på tværs af baggrund, religiøs orientering, nationalitet, identitet og seksualitet. Og vi vil gerne udbrede forståelsen af, at alle minoriteter har hjemme her i Danmark. Det gør vi for eksempel ved at lave podcast og tage ud på folkeskoler og gymnasier og ved at lave events og aktivisme.
Hvorfor er du aktiv i netop den forening?
Jeg er født og opvokset i Danmark, men kan sommetider blive træt af den retorik, der er om minoriteter. Når jeg kommer til Syrien på ferie, fortæller jeg, at jeg er dansk – ikke palæstinensisk eller irakisk. For jeg elsker Danmark, det er mit land. Derfor har jeg lyst til at gøre mere og være med til at oplyse og give andre og mig selv ressourcerne til at takle den retorik, der nogle gange kan gøre mig lidt træt. Og jeg drømmer om, at vi kommer et sted hen, hvor alle er på lige fod og bliver behandlet ens, uanset hvilken baggrund de har.
Jeg har været så "heldig", at jeg har et mere danskklingende navn, og i systemet hedder jeg endda Marianne og ikke Marianna, fordi mit navn blev registreret forkert, da jeg blev født. Statistikkerne har jo vist, at personer med et mellemøstligt navn skal sende op til 60 procent flere ansøgninger end personer med et dansk navn, hvilket har gjort det nemmere for mig end andre. Dog har jeg stadig mødt diskrimination ved jobsøgning grundet min baggrund og udseende. Da jeg var 14 år, blev det allerede programmeret i min hjerne, at jeg er anderledes og skal kæmpe endnu mere end majoriteten. Det skete, da jeg mødte op til en jobsamtale på et fritidsjob, hvor arbejdsgiveren grundet mit navn blev overrasket over, at jeg ikke så ud, som han havde regnet med.
Hvad er der altid i dit køleskab?
Vi har altid smør og ost, for det elsker min søster og jeg at spise til morgenmad. Og så har vi altid rester af min mors aftensmad fra dagen før, og vi har hummus. Den er hjemmelavet, selvfølgelig.
Hvad giver dit liv mening?
Min familie – og især min mor. Hun har ofret så meget for at give sine børn et trygt liv, og hvis jeg skal være ærlig, kan jeg ikke forestille mig et liv uden min mor. Og så giver min religion mit liv mening. Jeg er muslim. Og selvfølgelig også det meningsfyldte formål, jeg til daglig kæmper for gennem mit frivillige arbejde. Og også tanken om, at jeg skal prøve at være det bedste menneske, jeg kan. For jeg tror på, at så længe du er et godt menneske, skal du nok klare dig godt i livet.
Hvad tror du på?
Jeg tror på Gud. Og så tror jeg også på kærlighed og på, at man skal være et godt menneske. Jeg tror på skæbnen og på, at alting sker af en grund. Det giver mig en ro at have den tro, når der sker noget dårligt i mit liv, og det er nemmere at komme videre.
Hvilke danskere oplever du, at du har mest tilfælles med?
Jeg elsker at være sammen med dem, der ikke ligner mig, og jeg elsker at lære nyt fra andre mennesker. Hvis man har alting tilfælles, kan det godt blive lidt kedeligt. Så jeg er meget åben og kan godt lide andre, der også er det.
Hvilke danskere har du sværest ved at forstå?
Jeg har svært ved at forstå dem, der er snævertsynede og for eksempel har racistiske holdninger. Det kommer jo et sted fra, og jeg vil rigtig gerne prøve at forstå det. Hvis de selvfølgelig også vil prøve at forstå mig.