Jeg er 31, single og barnløs. Hvorfor opfører ældre jyder sig, som om jeg er døende?

Jeg bor alene og får altid det samme spørgsmål. Men spørgsmålet siger måske mere om spørgeren end om mig, skriver Simone Nilsson i klummen Fodnoter Fra Livet

Illustration: Simone Nilsson.
Illustration: Simone Nilsson. .

Der kan ske mange ting, når man vover sig tilbage til sin hjemby i Midtjylland i dagevis. Man kan blandt andet rende ind i flere personer på ens forældres alder og derover, dem, der er over 50 - eller 50+'erne, som jeg kalder dem. Man har ikke set dem længe, nogle af dem i flere år, og man tænker, der må være en del emner fra den mellemliggende tid, man kan hive frem og tale om.

Men de stiller alle det samme spørgsmål.

Denne artikel er en del af en serie:
Fodnoter fra livet
Gå til seriesiden

Det er under alle omstændigheder naturligvis rart, at andre viser interesse for én. Men der findes altså spørgsmål, jeg efterhånden ville ønske, man ikke fandt på at stille mig. Mest af alt fordi det hurtigt stopper med at være sjovt at svare på det samme så mange gange på én weekend:

“Bor du alene?”

“Bor du alene?”

“Bor du alene?”

“Men bor du alene?”

“Er du så a l e n e?”

En enkelt gang blev spørgsmålet efterfulgt af en personlig favorit, hvis det her handlede om at samle de mest absurde udsagn i verden:

“Men har du helt givet op?”

FOR GUDS SKYLD DA. Jeg er 31 år, single og barnløs. Jeg er ikke døende!

Jeg kan i øvrigt sove hvornår, så længe og med hvem, jeg vil, jeg kan spise det samme tre dage i træk, og jeg kan springe gulvvasken over. Alt sammen uden at skulle stå til ansvar for andre end mig selv. Det hænder, at jeg nogle dage føler mig heldigere, end jeg nogensinde har følt før.

Andre dage - typisk om vinteren - forbruger jeg op til fem forskellige medier på én gang for at forhindre, at jeg hører mine egne tanker. Og jo, nogle gange savner jeg at vågne op søndag morgen sammen med nogen, jeg rent faktisk kender. At nogen ved, hvordan jeg foretrækker min kaffe, og er vidne til det liv, jeg lever.

Jeg siger bare, at der måske er en form for proportionelt misforhold i, at når jeg fortæller folk, at jeg er - og bor - alene, så får jeg cirka samme reaktion fra dem, som min lillesøster fik, da hun fortalte dem, hun havde kræft. Samme vigende blik, samme pludselige mangel på øjenkontakt, samme “nå, det var godt nok synd”-reaktion. Vorherre bevares.

Det er svindende få, der, i stedet for at spørge ind til forholdstatussen, spørger ind til mit arbejde, til at jeg har formået at skrabe penge sammen til at købe min egen lejlighed I DEN HER ØKONOMI, at jeg har en hverdag, jeg holder af og et liv, der gør mig stolt af mig selv. Næ nej - jeg er alene, jeg er barnløs, så det er synd for mig, og mit liv er en fiasko. Altså ifølge jyske 50+ standarder. Og ja tak, 50+’er, jeg ved godt, at hverken mine fritidsinteresser, min lejlighed eller min karriere kan hjælpe mig med at tage frakken på, når (hvis) jeg bliver 80 år. Men den slags kan man sikkert købe sig til.

Så beklager, Jylland, her må jeg bare sige, at København endelig er ved at vinde mit hjerte. Her må man gerne være single, uden at det er den mest definerende faktor for ens liv i andres øjne.

I øvrigt vil jeg lige tilføje, at da jeg havde en kæreste og var i et fast forhold, var dét det eneste, andre kunne small-talke med mig om. Kæresten. Når jeg mødte folk, lød spørgsmålene altid: Hvordan har han det (hvad med mig?), hvordan går det med hans uddannelse (hvad med min?), hvordan har hans mor det (min har det fint, tak!). Der er ingen måde at vinde det her spil på. Så nu gider jeg ikke deltage længere.

Men. Hvis jeg nu trådte et skridt tilbage fra min egen irritation og himmelvendte øjne kunne det være, jeg kunne finde lidt sympati i stedet. For når nu så mange 50+’ere bekymrer sig om min potentielle ensomhed, kunne det være nærliggende at konkludere, at det måske er, fordi alenehed og ensomhed er det værste, de kan forestille sig.

Måske er de allerede ensomme, bare på en anden måde end de frygter, jeg er. Eller også er risikoen for, at de snart kan blive det, faretruende nær. For sådan er det jo! Hvis man ikke allerede nu er alene, så bliver man det med stor sandsynlighed en dag. Alle, du elsker, skal dø på et tidspunkt. Og hvis du er rigtig uheldig, dør de før dig.

Forskellen på spørgerne og jeg selv er måske, at jeg er forberedt. Jeg kender aleneheden lige så godt, som den har hjulpet mig til at kende mig selv. Jeg ved, hvad den indebærer, og jeg ved, at jeg kan overleve den, finde lyspunkter i den, være lykkelig i den. Jeg synes ikke nødvendigvis altid, at den er pragtfuld og fyldestgørende. Men jeg frygter den ikke lige nu.

Gør du?

Simone Nilsson (f. 1990) er journalist og illustrator hos Kristeligt Dagblad. I klummen ”Fodnoter fra livet” skriver hun ikke om de store overskrifter, men forsøger at finde fodfæste i voksenlivet gennem en blanding af eftertænksomhed, humor og eksistentiel rædsel.