Ligesom andre forældre har kigget forelsket på deres børn, har mine forældre også kigget forelsket på mig, da jeg tog mine første skridt, min far har bagt vandbakkelseskagekone til mig hvert år på min fødselsdag (og gør det stadig), og min mor har trøstet mig gennem alle mine knuste teenagehjerter.
Men i stedet for at være kommet til verden på Skejby Sygehus, som mine klassekammerater, kom jeg til verden i Aarhus Lufthavn. Her stod mine bedsteforældre og mine forældres venner og vinkede med Dannebrog en regnfuld dag i november i 1995, da to nybagte forældre stod under skiltet “bagage claim” med en fem måneder gammel baby i armene, som de havde hentet i Kina.
Den slags “fødsler” er efterhånden fortid. For verdens fattige svinder ind, fertilitetsbehandlinger bliver mere effektive, og adoptionens filantropiske fortællinger har vist sig også at have skurke. Men hvilken følelse efterlader det os adoptivbørn med, når nu engang adoption er betingelsen for, at vi er her, og man ikke kan ændre sin skæbne? Og hvordan skal vi se på vores adoptivforældre, der handlede i god tro?
Dengang jeg blev adopteret, lød transnationale adoptioner som det rene H.C. Andersen-eventyr: Ufrivilligt barnløse i det velhavende Vesten blev forældre til et stakkels forældreløst barn fra fattigere lande og gav dem en tryg opvækst i en dansk kernefamilie. Hollywood-stjerner som Brad Pitt og Angelina Jolie, Meg Ryan og Madonna fyldte forsiderne med deres farvede børn. Men de seneste 10 år har bagsiden af medaljen vist sig.
Senest gennem historien om en gruppe sydkoreanske adopterede, der angiveligt skulle være kidnappet og bortadopteret til Danmark under løgne og falsk identitet. Og mange husker TV 2-dokumentaren "Adoptionens pris", hvor adoptionsbureauet DanAdopt sammen med et etiopisk børnehjem overtaler forældre til at bortadoptere deres børn. Der er således tale om store strukturelle problemer med adoption, for ikke at tale om de traumer et barn kan have med i bagagen, når det bliver frataget sin mor og skal tilpasse sig nye forældre og en fremmed kultur.
Jeg har i mange år forsvaret adoption, fordi det også var et forsvar for min egen eksistensberettigelse og mine forældre, som ikke vidste det, vi ved i dag. Derfor blev jeg vred, når medierne malede et ensidigt billede af adoption i form af sensations- og skrækhistorier. Jeg ville bare have, at adoption skulle være så normalt og ikke-sensationelt som muligt, måske fordi jeg i forvejen var træt af, at min familie og jeg stak sådan ud.
Det skyldes også, at min egen adoption har været problemfri. Da jeg blev efterladt i nattens mulm og mørke uden for et børnehjem i en by tæt på Shanghai, var det ulovligt at få mere end ét barn i Kina. Der var ikke nogen skumle bagmænd eller pengebeløb, blot en rød seddel fra mine biologiske forældre hvorpå der stod, at de ønskede mig held og lykke. Derfor har spørgsmålet ”hvorfor ville de ikke have mig?” sjældent strejfet mig. For det var i virkeligheden ikke dem, der ikke ville have mig, men Kinas Kommunistiske Parti.
Derfor har jeg også altid undgået “Sporløs”-spørgsmålet – om jeg ikke kunne tænke mig at finde min rigtige mor? – for jeg ved, at det ikke kan lade sig gøre, når alt, jeg har fra mine biologiske forældre, er den røde seddel. Og det er i virkeligheden ingenting. Samtidig føler jeg kun, at jeg har én mor. Hun har kort krøllet hår og blå øjne. For mig er en mor én, der kysser godnat hver aften, læser "Harry Potter" og henter én fra børnehaven – ikke nødvendigvis den person, der har født mig.
Med årene er jeg dog blevet klogere på, at det langtfra er alle adoptionshistorier, der ligner min, og at adoption er en kompleks og nuanceret størrelse. Og med årene gør det mere og mere ondt i hjertet at vide, at der er en kvinde derude, der har skullet gøre dét, der strider allermest imod hendes natur: at efterlade sit barn. Jeg har åbnet Pandoras æske, hvor jeg konstant ser de ulykker, som adoption også har bragt med sig, og hvor min holdning til adoption efterhånden ligner den, jeg i mange år har kæmpet imod. Men ligesom i myten om Pandora er håbet ikke sluppet ud af æsken. Derfor tror jeg også på, at lykkelige adoptioner forsat kan finde sted, og at lykkelige adoptioner findes – min egen med.
Jeg siger ikke, at det ikke er problematisk allerede som seksårig at blive konfronteret med, at din mor ikke er din rigtige mor. Jeg siger heller ikke, at mine forældre ikke kunne have håndteret racistiske bemærkninger i min barndom bedre end blot at trække "de er bare misundelige"-kortet. Jeg siger bare, at jeg tror på, at mine forældre har gjort det så godt, de kunne med den viden, de havde. Vi er nogle, der stadig har behov for at tro på adoptionens filantropiske fortællinger. For hvis ikke jeg har mine adoptivforældre, hvem har jeg så?