Jeg er bekymret for den verden, mine børnebørn skal vokse op i. Men jeg er ikke handlingslammet

74-årige Henning Bentzen, der er den fjerde dansker i Kristeligt Dagblads artikelserie om danskernes liv og værdier, bor sammen med sin kone i et seniorbofællesskab. De er rykket tættere sammen i familien, efter et barnebarn mistede livet

Henning Bentzen, der bor i et seniorbofællesskab, er optaget af at udfordre sig selv fysisk og intellektuelt. Han bruger meget tid på cyklen og har lige læst Fjodor Dostojevskijs "Brødrene Karamazov".
Henning Bentzen, der bor i et seniorbofællesskab, er optaget af at udfordre sig selv fysisk og intellektuelt. Han bruger meget tid på cyklen og har lige læst Fjodor Dostojevskijs "Brødrene Karamazov". Foto: Leif Tuxen.

Hvor er du vokset op?

På et stråtækt husmandssted i Sædder 10 kilometer syd for Køge. Jeg var nummer tre ud af fem børn. Jeg har aldrig oplevet at mangle noget, men det var et beskedent hjem. Derfor var det også særligt, når der til jul hvert år kom en pakke fra USA, hvor noget af min mors familie var flyttet til. De sendte legetøj med, som nok var lidt brugt, men mere avanceret end det, vi var vant til – det kunne for eksempel være en selvkørende bil til os drenge. Min far fik senere arbejde på den lokale isfabrik. Min mor havde grønne fingre, hun havde hønsehold og solgte æg ved vejen, så der var til lidt ekstra. Senere fik hun arbejde med at lave mad til de fine damer på det nærliggende Vallø Slot. I takt med at jeg voksede op, fik mine forældre flere penge mellem hænderne ligesom mange andre, og der blev råd til at modernisere huset og bygge til. 

Denne artikel er en del af denne serie:
Hvem er danskerne?

Vi ældste tre børn havde en anden biologisk far, som min mor blev skilt fra som 23-årig. Siden blev hun husbestyrerinde på det her husmandssted og giftede sig efter et år med ham, jeg kalder min far, og som vi ældste blev adopteret af. Da jeg som 23-årig for første gang blev kontaktet af min biologiske far, gjorde jeg ham det klart, at jeg havde haft en anden far hele mit liv, og at han, hvis han ville mig noget særligt, skulle have kontaktet mig tidligere. Jeg synes, det tidspunkt var forpasset, og jeg tror også, min rigtige far ville være blevet ked af det, hvis jeg have fået kontakt med min biologiske far.

Hvad har du arbejdet med?

Selvom jeg, da jeg gik i realen, godt kunne være kommet i gymnasiet, syntes jeg ikke, jeg kunne være bekendt ikke at tjene mine penge selv. Så jeg tog en laborantuddannelse og blev efter nogle år driftsleder på et laboratorium. Jeg havde mødt min kæreste, Marianne, da jeg var 17 år, og hun var 15. Hun blev færdiguddannet sygeplejerske, og vi flyttede til København, hvor jeg tog studenterkursus og siden blev lærer. Jeg blev optaget af skoleudvikling og blev efter nogle år ansat til at oprette en kursusafdeling af Danmarks Lærerhøjskole i København. I løbet af 15 år byggede jeg det op sammen med de ansatte. Vi blev i alt 50 mennesker, og det blev landets største efteruddannelse for lærere. Senere havde jeg lignende stillinger, men som 57-årig tænkte jeg, at jeg også gerne ville nå at arbejde som skoleleder. Så det blev jeg på en skole i Bagsværd og var det i otte år, inden jeg gik på pension. Det var også en vigtig periode i mit arbejdsliv. 

Hvem bor du sammen med?

Sammen med Marianne, som jeg nu har været gift med i 47 år. Vi har fået to børn. Vores søn er gift med en amerikaner, og de bor i Sorø. Vores datter er gift med en italiener, og de bor i Abruzzo i Italien, hvor hun har en olivenplantage. Mens jeg taler, sidder jeg og kigger ud på den – vi er hernede for at hjælpe hende med at høste. 

Min kone og jeg bor i et seniorbofællesskab – vi syntes i 2011, der skulle ske noget nyt efter i mange år at have boet i et parcelhus i Holte. Vi har eget kædehus på 100 kvadratmeter med en lille have, og så er der et stort fælleshus. Her spiser vi sammen i bofællesskabet tre dage om ugen. Vi vedligeholder så meget, vi selv kan, i fællesskab. 16 af os spiller bridge en gang om ugen, og mange af os rejser sammen. Her er plads til den enkelte og respekt for og glæde ved fællesskabet. Jeg kan godt forstå, at mange andre også gerne vil bo på den måde. 

Hvad bruger du din tid på?

Jeg er formand i beboerforeningen, spiller bridge på højt niveau, og jeg er Natteravn i Roskilde. Tidligere har jeg været mere partipolitisk aktiv i Enhedslisten. Jeg skal hjælpe igen her i valgkampen, men ellers er mit politiske arbejde i dag mere et arbejde med at hjælpe socialt udsatte. Jeg har blandt andet været med til at oprette et samarbejdsforum i Roskilde, hvor en række organisationer laver Udsattemesse.

Lige nu sidder jeg i Italien og kigger på mine børnebørn i en swimmingpool, og jeg kigger ud over bjergene og olivenlunden. En del tid går sammen med familien. Min søns og svigerdatters datter omkom ved en tragisk drukneulykke for ikke så længe siden. Hun blev 16 år.

Vi er rykket tættere sammen og hjælper hinanden. Det er en sorg, vi vil bære videre – det vil hendes forældre og søskende, men også vi bedsteforældre. Jeg siger det sådan, at jeg stadigvæk har seks børnebørn, men at den ene desværre er død. Hun lever i vores hjerter, og du kan næsten høre på min stemme, at det er sådan, det er. Og i kirken sagde præsten meget klogt, at et liv alligevel er levet, selvom man kun bliver 16 år. Der er meget, hun har glædet os med i de 16 år, og det tænker jeg på, nu hvor kærligheden er blevet til sorg.

Hvilke samfundsspørgsmål optager dig mest?

Jeg er optaget af den stigende ulighed i verden – den er drivkraft for mange dårlige ting. Klimaflygtninge, krigsflygtninge. Jeg ser den globalt, men jeg oplever den også lokalt i arbejdet med socialt udsatte. Når familier ikke kan få det til at hænge sammen økonomisk og på andre måder. Og noget af det værste, jeg ved, er, når jeg oplever ligegyldighed over for det – eller en fornægtelse af, at det altså også foregår i Danmark.

Hvad er der altid i dit køleskab?

Der er altid økologiske æg og A38, men så er der også altid gammeldags modnede sild. Og lige ved siden af køleskabet står der altid en flaske af min datters olivenolie, som er supersund og dejlig. 

Hvad bekymrer du dig om?

De opvoksende generationer. Om vi i de ældre generationer ikke har forvaltet vores ansvar for verden godt nok. Det er et spørgsmål om klima og ulighed og om mine børnebørn overhovedet kan se frem til at leve i en fredelig verden. Men bekymringen handlingslammer mig ikke. Tværtimod tilskynder den mig til at handle.

Hvad giver dit liv mening?

Hver morgen laver jeg yogaøvelsen de fem tibetanere. Jeg læser aviser og bøger og snakker med min kone og cykler langt på racercykel. Jeg har altid planer for dagen. Det kan være at hjælpe min datter med olivenhøsten, men det kan også være at læse Dostojevskijs "Brødrene Karamazov", som jeg lige har gjort i den nyeste danske oversættelse. Det er krævende læsning, og jeg kan godt lide at udfordre mig selv både fysisk og intellektuelt. Og så holder jeg af at have forskellige venner med forskellige holdninger. Vi behøver ikke være enige om alt – så ville vi jo bare blive rygklappere.

Hvad tror du på?

Jeg tror på menneskeheden og på, at det er muligt at forandre ting. At det enkelte menneske har et ansvar, og at det kan gøre noget ved det, hvis det forstår betydningen af fællesskaber. Man kan finde mine livsholdninger i både "Kringsatt av fiender" og "Linedanseren" i Højskolesangbogen. 

Hvilke danskere har du mest tilfælles med, og hvem har du sværest ved at forstå?

Jeg holder meget af folk, som er ærlige, og som er i stand til at tænke og tale, men også handle ud fra deres viden og indsigt. De mennesker, der nøjes med at tale, har jeg ingen respekt for.