Som pensionist har man så meget fri, at man på en måde glemmer, hvordan det er at holde fri. Jeg kan savne fornemmelsen af den forsvundne undtagelse – dette at have fri.
Og ikke mindst kan jeg savne fornemmelsen af at få ferie, følelsen af frihed, husket som så intens at den ikke blev til tomhed. Glæden over undtagelsen varede lige så længe som ferien. Og gerne længere endnu.
Man huskede artigt sig selv på, at det slet ikke ville være lykken at have ferie altid. Man havde det bedst med de daglige pligter. At man vidste det! Men det gjorde man jo ikke. Man vrængede ad sin egen ubrugelige snusfornuft.
”Så sent som august syntes alting muligt”, skriver Ivan Malinowski (1926-1989) i digtet ”Til minde om en sommer”. Mine augustminder – i særdeleshed fra skoletiden – opponerer mod udsagnet. August var måneden, hvor alting lukkede til – alting blev umuligt.
Dette var i særlig grad følelsen i august 1961, da skolestarten efter sommerferien kom samtidig med opførelsen af Berlinmuren. Den sidste søndag i ferien husker jeg som dystert grå og tyngende, både på grund af skolen og Berlinmuren, en uoverkommelig alliance at være oppe imod.
Den værste del af den var skolen, det var jeg ikke i tvivl om. Og jeg så hellere denne væltet end Muren. Jeg mindes det i denne tid, hvor mange skal genoptage hverdagen efter ferien.
Som pensionist savner jeg just ikke kravet om at skulle i gang igen. Nu er jeg i gang hele tiden – så nogenlunde på mine egne betingelser. Friheden fra fortidens ferier er vendt mere holdbar tilbage. Ikke som ferie fra hverdagen, men som selve hverdagen.
August er også for mig blevet måneden, hvor ”alting” synes muligt. Selv at læse Ivan Malinowski. Jeg forbinder hans forfatterskab med august. Ikke alene som følge af det nævnte citatet, men også fordi jeg opdagede hans poesi en august, mens jeg gik i gymnasiet. Jeg ville gerne være med i tiden, og det mente jeg, at jeg opnåede, hvis jeg læste en på dette tidspunkt så moderne digter som Ivan Malinovski. Imidlertid havde jeg svært ved at begribe hans avancerede og krævende digte.
I dag kendes han næppe af mange. Men selv vender jeg ofte tilbage til ham. Og nu læser jeg ham relativt ubesværet – nu hvor han er for glemt til at være i umiddelbar kontakt med sin tidligere status som avanceret.
Dette fører mig frem til en morale, som jeg ikke bryder mig om: Jeg kunne ikke følge Malinowski ind i tiden. Det kan jeg først nu. Det må jeg udlægge sådan: Endelig kan jeg være med i tiden for mere end et halv århundrede år siden.
Et augustminde dufter af korn. Af høst. En høst både på markerne og i mit eget liv. Duften strømmede gennem det åbne vindue ind på mit værelse. Efter mange forgæves forsøg var jeg endelig kommet i gang med en novelle. Jeg var 19 år og havde høstens glød i mig. Skulle ikke som ellers søge efter ordene, de søgte mig, ganske af sig selv, så utålmodige var de, at min lille ellers tappert klaprende rejseskrivemaskine havde svært ved at følge med. Novellen handlede om to kammerater i grænselandet mellem barndommen og puberteten – og om den deraf følgende snigende fremmedgørelse mellem dem.
Jeg sendte novellen til Aalborgs Stiftstidendes søndagstillæg. Og efter overrumplende få dage fik jeg brev om, at den var antaget. Redaktøren skrev, at han undtagelsesvist havde sendt novellen videre til bladets litteraturanmelder, og at han lige så undtagelsesvist havde vedlagt hans kommentarer. Da jeg modtog brevet, fandt jeg det mistænkeligt tykt. Så jeg fik nok høsten retur. Det burde ikke overraske mig, sagde jeg til mig selv og gik ned i bunden af haven for at åbne brevet. Jeg ville være alene med det forventede nederlag.
Men blev alene med en sejr. Jeg havde høstet lykke.