Jeg har min egen lille festdag, når det igen er tid til at slå græs

En kulturkamp om biodiversitet og ny teknologi udspiller sig på græsplænen. Men jeg lever med min plæneskam, så længe jeg kan lade tankerne flyve bag den brummende græsslåmaskine

Der er en poesi i græsslåningens monotoni, skriver Rasmus Bro Henriksen.
Der er en poesi i græsslåningens monotoni, skriver Rasmus Bro Henriksen. Foto: Frank May/AP/Ritzau Scanpix.

Noget af det bedste ved den tidlige sommer er, at det igen er tid til at slå græs. Jeg er ingen stor havemand, men jeg har min egen lille festdag, når den turkis Makita trilles ud af skuret i sommerhuset og starter med et træk i snoren. Græsslåning er satisfying, som de unge siger. Der er en grundlæggende tilfredsstillelse ved at trille frem og tilbage og holde øje med, hvor langt man er nået, og hvor meget der stadig mangler. Så mange andre opgaver i det moderne liv er abstrakte og udflydende, men græsslåning er dejligt konkret og til at få øje på. Enten er plænen slået, eller også er den ikke slået. 

Jeg har en kollega, der gerne fortæller, at han helt er holdt op med at slå græs i sin have for biodiversitetens skyld. Hver gang han bringer emnet op, fornemmer jeg tidsånden puste i nakken. ”Sådan en nyslået græsplæne er som en ørken for insekterne,” påstår han. Han har både bier og høns og brygger øl og har sikkert ret i det med biodiversiteten. 

Det er dog ikke nogen ny kamp, han har tilsluttet sig. Man kunne med lethed skrive et kulturhistorisk flerbindsværk om græskrigen her i landet. Det har været en stridsplads, siden den romantiske have introducerede en vild med vilje-æstetik for at gøre op med oplysningstidens symmetri. I 1960'erne og 1970'erne skabte bølgen af parcelhusbyggeri tusindvis af greenkeepere i forstaden. Sommeren igennem traskede de rundt på koteletgrunden bag en håndskubber, min egen barndoms græsslåmaskine, mens folk på venstrefløjen rynkede på næsen og kaldte dem ”ligusterfascister”.

De seneste årtiers florale fejde mellem progressive biologer og konservative purister fortjener også et kapitel. Her i Aarhus er en af slagmarkerne Universitetsparken midt i byen. Puristerne ønsker at bevare C.F. Møllers smukke bygningskompleks, helt som arkitekten selv beskrev det i sit testamente for området: Kun egetræer bør bryde de grønne græsarealer frem mod de gule mursten. Biologerne ønsker at skrotte den gamle vision og lade tusind blomster blomstre.

Et selvstændigt kapitel skulle handle om de mange uhyggelige, selvkørende robotter, der de seneste år har spredt sig i parcelhushaver og parker. Lydløst triller de rundt på må og få og holder græsset nede, og om natten finder de med deres kunstige intelligens helt selv tilbage til ladestanderen. Det er mindst lige så skræmmende som AI og ChatGPT. Godt nok kører de på el og ikke benzin, men hvad sker der den dag, kineserne hacker hele vognparken af danske robotplæneklippere og får dem til at køre i samme retning? Det er en meget stor risiko at løbe bare for at slippe for at gå rundt bag en plæneklipper.

Forfatteren Jens Blendstrup er nok den eneste digter, der har forstået poesien ved græsslåningens monotoni. I teksten "Græsslåning" beskriver han processen loyalt og præcist: ”Du starter ved huset. Først den ene vej. Så den anden vej. Så rundt om den skide rododendronbusk. Tilbage igen. Så laver du ligesom en kotelet. Så kører du tilbage igen, hen til legestativet. Så laver du ligesom en citron. Så kommer der en due. Så kører du til. Så er den væk. Så kører du hen til hegnet. Så kører du tilbage igen” og så videre, indtil du kører over en sten, og græsslåmaskinen går i stykker.

Der er så meget privat, der i disse år igen bliver politisk, og næste demarkationslinje i kulturkampen går ved græsslåning, er jeg bange for. Men jeg lever med min plæneskam, så længe jeg kan lade tankerne flyve bag den brummende græsslåmaskine, i den tid det tager at slå min græsplæne.