Der er to vigtige løfter, jeg har afgivet i mit liv. Det ene løfte har jeg holdt indtil nu og agter fortsat at holde. Det andet løfte er jeg stærkt i tvivl om, hvorvidt jeg kan holde. Men de to løfter er tæt forbundne.
Det første løfte er ægteskabsløftet. Min mand og jeg har været gift siden 1966. Der har absolut været medgang, men også modgang. I en alder af 49 år fik min mand den første blodprop i hjertet. Den medførte fyring fra et godt og vellønnet job og arbejdsløshed resten af livet. I årene efter fulgte endnu en blodprop, bypass, flere blodpropper i hjertet, hjernen, øjnene, endnu en bypass, depression og angstanfald. Nogle år senere forklarede lægerne min mand, at de ikke kunne udføre en tredje bypassoperation.
Lægernes information førte til mit andet løfte. Risikoen for en ny blodprop var til stede, og min mand bad mig om at love, at hvis han faldt om hjemme, skulle jeg gå en lang tur og ikke komme tilbage, før han var død. Jeg afgav det løfte, og jeg forstod ham godt.
Begrundelsen for min mands ønske var, at min far mange år før var faldet om med en blodprop i hjertet. Det skete hos en ældre dame på fjerde sal i København, og hun blev så chokeret, at hun ikke kunne ringe efter en ambulance. Hun skulle først hente en underbo, og sammen fik de tilkaldt hjælp. Min far havde været død i mange minutter, da han nåede hospitalet. Det var under lægestrejken, men en ung læge fik ham genoplivet. Han lå i over et år lammet uden sprog og tale. Han vidste ikke, hvem han var, og hvor han var. Jeg blev værge for ham, indtil han året efter døde – igen.
Min mand er forståeligt nok bange for at ende som min far. Men én ting er at afgive et løfte, en anden ting er at holde det, hvis situationen opstår.
For det første er det strafbart at undlade at komme et andet menneske til hjælp. Straffelovens paragraf 253 siger det meget tydeligt. Lovgivningen taler om den hjælpepligt alle mennesker har, hvis de er vidne til, at et andet menneske er i øjensynlig livsfare.
K.E. Løgstrup taler om, at barmhjertighed er spontan. Barmhjertigheden består af en tilskyndelse til at befri et andet menneske fra dets lidelser. En tilskyndelse er en trang til at handle, at der er noget i menneskelivet, som spontant gør, at vi handler, når vi ser et andet menneske lider. For Løgstrup er barmhjertighed uløseligt knyttet til det spontane – vi kan ikke planlægge at være barmhjertige.
Er det ikke en barmhjertighedsgerning at holde mit løfte til min mand om at gå en lang tur, hvis han hjemme falder om med en blodprop i hjertet? Nej, det er et løfte, som kræver, at det spontane må vige for en planlægning. Hvordan skal jeg forlade huset? Hvor længe skal jeg være væk? Hvor skal min telefon befinde sig? Hvordan kan jeg undlade at støde på andre mennesker og bede dem gøre noget?
Hvordan forholder det sig med den skyld og det ansvar, jeg derved vil pådrage mig? Jeg er skyldig både i moralsk, etisk og juridisk forstand. Det er mit ansvar, at min mand dør alene, og jeg må stå til ansvar for det, jeg gør.
Hvis jeg overholder min juridiske pligt og ringer efter en ambulance, bryder jeg mit løfte til min mand. Løgstrup peger på, hvis vi overholder alle normer og regler til punkt og prikke, kan vi komme i den situation, at vi misligholder den etiske fordring. I den etiske fordring er der nemlig ingen regler, forskrifter og principper. Den etiske fordring siger, at den andens liv skal varetages på den måde, den anden er bedst tjent med. Andet og mere siger den ikke. Vil jeg da opfylde den etiske fordring ved at lade min mand dø?
Dilemmaet er tydeligt, og jeg ved af erfaring, at jeg ikke er den eneste, som har afgivet et sådant løfte. En del ældre mennesker ønsker en pludselig, uventet og smertefri død og håber, at de falder om og får lov til at forblive døde. Nogle har overvejet at indtage alle de piller, de har stående, og selv afslutte livet ved ”at sove stille ind”. De har lært af livet og måske været vidne til ægtefælles eller venners langsomme, smerteplagede og angstprægede livsophør. Det er jo ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi skal dø, men et spørgsmål om af hvad, hvordan og hvornår.
Lilian Zøllner, ph.d. og forfatter, 77 år.