Kuk kuk. Kuk kuk.
Ved Haderslev fjord kan man en sommerdag forledes til at tro, at man befinder sig i en højskolesang. For bygerne går og kommer, og gøgen kukker rent faktisk i skov og krat. Det er egentlig så vidunderligt romantisk, det hele, og et fint bagtæppe for en samtale med biskop Marianne Christiansen om ægteskabsløftets karakter.
Når så mange lader sig skille, er ægteskabsløftet så ved at miste sin bindende og kærlige kraft? Det er det, vi skal tale om i dag her i bispegården i Haderslev.
Marianne Christiansen har "ungefähr" et par hundrede vielser på samvittigheden. Hun har været præst siden 1993 og biskop over Haderslev Stift siden 2013. Hun er også en af de drivende kræfter i det arbejde, der i disse år pågår om folkekirkens liturgi - altså gudstjenester og kirkelige handlingers faste forløb. Og så er hun selv fraskilt.
Vi begynder i kirken - på den store dag. Marianne Christiansen fortæller, at man ved den kirkelige vielse afgiver sit løfte med et dobbelt ja.
"Man siger både ja til, at det er det, man med hele sit hjerte vil. Og man siger ja tak til den gave, man tager imod."
Hvor man både ved en kirkelig og en borgerlig vielse bliver spurgt, om man vil have sin udkårne til ægtefælle, er der i kirken knyttet et ekstra led på. Man siger ja til at elske og ære den anden ind til døden. Derved afgiver man altså også et løfte om, hvordan man vil forholde sig til hinanden.
I den evangelisk-lutherske folkekirke er ægteskabet ikke et sakramente, som det er i den katolske kirke. Vielsen skal ikke gøre forholdet helligt eller give det en særlig karakter.
"Ægteskabet er ifølge Luther en verdslig håndtering, en samfundsopretholdende institution. Men som Luther udtrykker det, er ægteskabet en 'farefuld færd', fordi det er så vanskeligt at leve ordentligt sammen - der kan være uoverensstemmelser, utroskab og alverdens fortrædeligheder. Så man har brug for bøn og velsignelse. Det er derfor, vi går ind i kirken. Og det, vi beder om, er styrke og velsignelse til at kunne leve i det ægteskab. Og så præger taknemmeligheden over kærligheden de fleste bryllupper i vore dage."
Selv holder hun allermest af det tidspunkt i den kirkelige vielse, hvor brudeparret giver hånd på deres aftale.
"Det er to frie og ligeværdige parter, der giver hinanden hånd. Og så lægger præsten som fællesskabets repræsentant sin hånd oven på deres og erklærer dem for ægtefolk. Og det er vel at mærke ikke 'rette ægtefolk', som det hed før i tiden, og som mange måske stadig tror. Det teologiske udgangspunkt er som sagt, at det ikke er kirken, der afgør, hvilke ægtefolk der er 'rette'. For det er alle, der bliver gift - uanset om det er i kirken eller på rådhuset."
Længslen efter forpligtelsen
I år er det 100 år siden, at danskerne fik ret til at bliver borgerligt viet. Og samtidig er det 10 år siden, det første homoseksuelle par blev kirkeligt viet i Danmark, og et supplerende vielsesritual for homoseksuelle kom til. Vielsesritualet i kirken har ændret sig gennem tiderne, og for eksempel kom "til døden jer skiller" først med i slutningen af 1800-tallet.
Hvor det at gifte sig før i tiden har været fuldstændig afgørende af økonomiske, sociale og rettighedsmæssige årsager, er det i dag samfundsmæssigt anerkendt at leve sammen uden at være gift. Det er også muligt for kvinder at forsørge sig selv, og børn født uden for ægteskab har også rettigheder.
Når friheden og selvstændigheden i dag er så stor for de fleste danskere - hvorfor er det så, vi alligevel gifter os?
"Fordi vi ønsker at forpligte os på et andet menneske, tror jeg. Vi ønsker at dele liv og historie og skæbne og at kunne møde omverdenen og fremtiden som en enhed. Den livslange ledsagelse betyder stadig noget. Med en skabelsesoverbevisning kan man sige, at vi ikke er skabt til at være alene. Vi er skabt til at leve sammen med andre. I det nuværende vielsesritual læses en tekst af Paulus om den kærlighed, alle kristne ideelt skal leve med hinanden i - i 'barmhjertighed, godhed, ydmyghed, tålmodighed'. I lyset af det bliver ægteskabet den nærmeste relation, hvor man øver sig i den kærlighed."
Dertil kommer, siger biskoppen, det ansvarlige i at have orden i sagerne i forhold til arv og rettigheder - for familiens, for børnenes og for samfundets skyld.
"Og jeg tror også, det er en væsentlig ting, at seksualiteten har et rum at folde sig ud i - i et forhold, som har nærvær, dybde, tillid og varighed."
Løftets dobbelthed
Kigger man nærmere på, hvad ægteskabsløftet indebærer, står det klart, at det rummer flere dobbeltheder. Den første dobbelthed handler om, siger Marianne Christiansen, at den enkelte lover sin ægtefælle noget, men at løftet derfra så også får sin egen virkende kraft på den, der har afgivet det.
"Løftet holder mig fast: Det vejleder mig i mit fortsatte liv. Det er udtryk for, hvad man vil, men undervejs bliver det også det, der tilskynder en til at ville."
Den anden dobbelthed kommer med friheden. Da skilsmisse i dag er en mulighed, er det ikke ved tvang, men ved vilje, at ægteskabsløftet holdes.
Men hvis man ikke holder, hvad man lover, er løftet så noget værd?
"Løftet er altid noget værd. Det skaber et forhold i nutiden. Det gives med blik på en fremtid, man ikke kender, men hvor man siger, at man med hele sit hjerte vil stræbe efter at holde det. Men hvis man udelukker muligheden for at bryde løfter, kan kun det fuldkomne menneske lykkes med det. Og det er ingen af os. Så der er den her dobbelthed: At der er en oprigtighed i det løfte, man giver, på trods af erkendelsen af, at man blot er et menneske og måske ikke kan holde det."
Løftet har altså sin værdi, fordi det er svært at holde. Af samme grund har hun selv af og til tænkt på, om vielsesritualet kunne have gavn af at lade sig inspirere af slutningen på det løfte, som præster afgiver, når de bliver ordineret. Her siger præsterne nemlig, at de vil holde det, de nu har lovet "efter den nåde, som Gud mig dertil vil give".
"Og nogle gange tænker jeg, at det turde man måske tilføje ved brylluppet. At man vil elske og ære efter den nåde, som Gud giver en. For der ligger jo også en afmagt i at afgive ægteskabsløftet: At ja, jeg vil gøre det så godt, som jeg overhovedet kan, men jeg er fejlbarlig, og jeg har brug for Guds nåde. Men det betyder selvfølgelig ikke, at man så kan give Guds nåde skylden, hvis man bryder sit løfte - og sige 'jamen det var, fordi Gud ikke lige sørgede for, at jeg kunne holde det'."
Ingen tager det let
Marianne Christiansen har seks voksne børn med sin tidligere ægtefælle. De to var gift i 25 år og blev skilt den 13. april 2015, fortæller hun. Mere har hun ikke lyst til at dele om sin egen skilsmisse. Men hun vil gerne fortælle om, hvilke overvejelser den erfaring har givet hende, hvad angår ægteskabsløftets karakter.
"Jeg tror, det for de fleste er sådan, at når de bliver skilt, skyldes det en erkendelse af, at de ikke længere kan holde det løfte, de engang gav - og ikke engang, hvis de havde valgt at blive i ægteskabet. Det gør ikke det oprindelige løfte mindre oprigtigt. Men det liv, der siden former sig, og de ting, der sker undervejs, kan føre til erkendelsen af, at den mest farbare vej må være skilsmisse. Og det valg kan der sådan set også være en indbyrdes respekt og kærlighed forbundet med."
Men Marianne Christiansen peger også på, at ægteskabsløftet - skilsmisse eller ej - er et livsforandrende løfte.
"Man kan faktisk ikke bryde fuldstændig ud af det løfte. Man kommer til at leve med hinanden i medgang og modgang resten af livet. Det gør man navnlig, når man har børn sammen, men man kommer jo heller aldrig bort fra det præg, man har sat på hinanden. Så selvom man har brudt det, har løftet stadig en retningsgivende virkning på ens liv. Og man bliver aldrig igen ugift, man bliver fraskilt."
I juni udtalte journalisten Ditte Giese til Politiken, at den høje skilsmisserate i Danmark er udtryk for et samfund i overskud. Og for tre år siden skabte det debat, da Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, i en lederartikel spurgte, om der mon burde være flere skilsmisser. Om skilsmisseraterne siger Marianne Christiansen:
"I gamle dage var det måske nemmere, for da var det langt sværere at blive skilt - og forbundet med stor skam og tab af rettigheder - rent bortset fra, at døden langt hyppigere og tidligere skilte ægtefolk fra hinanden. Det kan jeg ikke ønske mig tilbage til. Og slet ikke som kvinde. Friheden medfører en større bevægelighed og en større udsathed. Men jeg kan ikke begræde, at vi har indrettet et samfund, som også har en langt større frihed. Det kan jeg kun være taknemmelig for."
"Man skal også huske på, at for generationer tilbage, hvor færre blev skilt, levede man ikke nødvendigvis sammen i større lykke. Der er mange måder at være gift på, og man kan også bryde sit løfte om at elske og ære den anden uden at bryde ud af ægteskabet."
Dertil kommer, siger Marianne Christiansen, at mange fraskilte ægtefæller i dag nok er en større del af hinandens hverdag, end mange ægtefæller var før i tiden.
"Jeg kan godt få den fornemmelse, at nogle i dag tænker: 'Der er mange, der slet ikke tager ægteskabet alvorligt og bare gør, som de har lyst til'. Men jeg tror ikke, det er et tegn på letsindighed eller umoral. Og jeg synes ikke, jeg kan tillade mig at dømme i, hvorvidt det bør være et mål i sig selv at nedbringe antallet af skilsmisser."
For hvert eneste tilfælde er forskelligt, mener Marianne Christiansen, og kun dem, der er involveret, forstår dybest set, hvad der rører sig, når de bliver skilt.
"Og det gør de jo ikke engang! For der er altid flere menneskers oplevelser af sådan en situation, og det kan også være svært at gennemskue sine egne bevæggrunde. Jeg tror nærmere, vi skal øve os i at være gode til at være skilte. Og til i det hele taget i at udvise tålmodighed og overbærenhed over for de mennesker, vi er forpligtede på."
Men hvad mon Gud siger til alle de skilsmisser?
"Jeg tror ikke, Gud fører statistik over antallet af brudte ægteskabsløfter. Jeg tror, at Gud kender menneskehjertet bedre, end vi selv gør. Fra Jesus ved jeg, at kaldet til at leve i hengivenhed for andre altid er der. Og det er nåden og erkendelsen af svigt, svaghed og fejl også. Så den, jeg helst står over for, er Gud. Han kender om nogen også til skyld og skam. Det er for mig at se det, kristendommen går ud på. At man kan få lov at skamme sig med oprejst pande. For vi er anerkendt, båret og elsket med vores skam. Og derfor kan vi rette os op - også med den."