Hvad bruger du din fritid på?
Jeg presser nok citronen lidt, for jeg behøver ikke særlig meget søvn, og jeg bliver så glad, når nogle spørger, om jeg vil være med til noget. Jeg er involveret i mine børns skole. Jeg er også træner i børnenes fodboldklub, Nørrebro United, hvor vi tænker mere på sammenhængskraft end på at vinde. Jeg så fem timers kunstfilm i forgårs og var i biografen efter puttetid i går, og jeg har været på to museer og holdt fem foredrag i den seneste uge. Min kæreste og jeg pisker rundt og bortforpagter indimellem vores børn til søde naboer. Når vi er hjemme, åbner vi til gengæld dørene, så det vælter ind med naboer i alle aldre, som betragter vores hjem som en varmestue. Vi er virkelig nogle fomo-typer ("Fear of missing out", bange for at gå glip af noget, red.).
Hvor er du vokset op?
I et rækkehus i Roskilde. Jeg var enebarn, og min mor var enlig. Men det var et ret kollektivistisk naboskab, hvor dørene stod åbne, og vi spiste sammen med nabofamilierne, og det var sådan noget med at deles om at købe en kummefryser, når der var råd til det. Det var jo fattigfirserne.
Jeg blev hurtigt en demokratisk stemme i husholdningen – det er nok meget typisk for enebørn med enemødre. Så min holdning til, hvad vi skulle prioritere, blev ofte vægtet lige så tungt som min mors.
Da jeg var 11 til 13 år, boede vi i Zanzibar, hvor min mor underviste i syning. Det har været meget determinerende for mit syn på verden. Det farver både mit arbejde og mine interesser, at jeg ved, at verden er større end til voldene.
Min far lærte jeg at kende som voksen. Jeg har altid vidst, at han var derude, og min mor har altid tilskyndet mig til at opsøge ham. Men det var først, da jeg var rigtigt voksen, at jeg følte, der var rum til det. Jeg var selvfølgelig også nervøs for, om han ville tage imod mig. Men da jeg var 27, skrev jeg et brev til ham, vedlagde et billede og sendte det. Efter to dage fik jeg svar. Han skrev, at det var lidt et chok at se sig selv, fordi vi lignede hinanden så meget, og at han gerne ville møde mig.
Jeg ved, at genforeninger ikke altid er harmoniske, men det har nærmest været klichéagtigt romantisk i mit tilfælde. Jeg har fået fire halvsøskende og to bonussøskende. Og der har været hjerterum til, at jeg og mine efterhånden mange børn har kunnet glide ind i deres højtider og sommerhusophold og i deres hjem. Det er en kernefamilie i fire generationer, som jeg kunne mærke, at jeg selv har savnet. Det bliver man først rigtig klar over, når man sidder i det og kan mærke, hvad det giver.
Hvad arbejder du med?
Jeg arbejder med at sammensætte filmprogrammer og enkeltstående filmevents til et bredt publikum på Cinemateket i København. Vi laver for eksempel tilbagevendende latinamerikanske og arabiske filmfestivaler, og lige i øjeblikket er jeg ved at lave to børnefilmklubber for børn i de aldre, hvor man ellers mest ser det, som algoritmerne byder en.
Du kan ikke tvinge nogen til at kigge på et maleri i halvanden time, men alle mennesker kan sætte sig ned og se en film. Og når de først sidder i biografen, er de i benlåsen. Min mission er at bruge den opmærksomhed, folk tildeler os, til at putte noget i deres sanseapparater og hjerner, som de ikke troede, de manglede.
Jeg tror på, at gode film gør folk til bedre mennesker. Vi får adgang til at forstå samfund, sammenhænge, de andres blikke og kompleksiteten i det hele. Vi har også tit debatter ved filmvisningerne, og biografen bliver nærmest til et forsamlingshus eller et folkeuniversitet. På den måde bliver filmene ikke en tvangsbolle af envejsviden, men faktisk et regulært udvidelsesrum.
Hvem bor du sammen med?
Min kæreste, Birgitte, og vores tre børn Theo, Eigil og Kastanje på 13, 11 og 8 år. Vi bor på Indre Nørrebro i København og har boet i den samme gade i 15 år. Birgitte og jeg mødte hinanden som voksne på en bar, men faktisk mødte vi hinanden første gang, da vi var seks-syv år. Vi havde begge familie i Silkeborg og mødte hinanden i et baglokale hos en kunsthåndværker. Jeg kan ikke huske det, men Birgitte kan huske en genert dreng med briller.
Hvad er der altid i dit køleskab?
Spidskål. Den er langtidsholdbar. Så er der altid rester fra i går og sidste års gløggblanding. Den kan holde sig. Og så er der oceaner af kartofler. Det er vores børns yndlingsmad.
Hvilke samfundsspørgsmål optager dig mest?
Det øgede pres på børns trivsel. Det ser vi på vores børns egen skole. Og jeg er også optaget af, hvor hårde tider det er for mennesker med psykiske lidelser.
Hvad bekymrer du dig om?
Klimaet. Indlysende.
Hvad giver dit liv mening?
At kigge på mine børn, når de har lagt sig ind i sengen til os om natten. Og når mine børn siger ja til noget, de ikke helt kan gennemskue. Det ligger der en tillid til andre mennesker i, og så tænker jeg, at vi nok har gjort noget rigtigt som forældre.
Det giver også mening for mig at have hjemmelavede ritualer, som der ikke bliver stillet spørgsmålstegn ved. For eksempel synger vi hver aften "Elefantens vuggevise" som godnatsang, og inden vi spiser aftensmad, har vi fem sekunders tavshed, før der bliver sagt værsgo.
Hvad tror du på?
På menneskelig udvikling og på, at man kan mere, end man selv tror. Jeg ved, at mennesker kan være ubarmhjertige og kyniske, når vi bliver pressede, men jeg tror også på, at vi kan gøre en forskel for hinanden.
Hvilke danskere oplever du, at du har mest tilfælles med?
Dem, der vender sig om i bussen og siger hej. Dem, som ikke er bange for at møde hinandens blikke. Dem, som vælger fællesskabet til og bruger tid på det.
Hvilke danskere har du sværest ved at forstå?
Jeg har svært ved at forstå, at Inger Støjberg kan få så mange stemmer. Men dybest set tror jeg jo på, at alle mennesker har grunde til det, de gør og mener, så i det her tilfælde er det jo grunde, jeg burde kende bedre. Jeg burde have et større netværk, så jeg kunne gøre det, jeg selv prædiker, nemlig at se tingene fra et andet perspektiv.