I mine forældres hus boede der indtil for ganske nylig en kat. Det var ikke mine forældres kat. Det var heller ikke min kat. Det var min ekskærestes kat. For knap tre år siden skulle mine forældre passe den for ham for en kort bemærkning, men da han og jeg i samme periode gik fra hinanden, sprang han hurtigt ud af en sidedør i vores liv, flyttede til udlandet og glemte at tage katten med.
Jeg var en fattig studerende og boede et sted, hvor man ikke måtte have husdyr, så selv hvis jeg ville, kunne jeg ikke tage den til mig. I stedet forsøgte jeg at overtale mine forældre til at sende den på dyreinternat, men de kunne ikke få sig selv til at overlade den til “en ukendt skæbne”.
Så de beholdt den, selvom det sidste, de havde brug for, var endnu et væsen, der kunne slås om deres opmærksomhed sammen med deres første kat, hundehvalpen og de to hjemmeboende børn under ti år.
Dybt forarget på mine forældres vegne havde jeg en samtale med ekskæresten over nogle uger, som parafraseret og barberet for bandeord forløb cirka sådan her:
“Tag din kat.”
“Nej.”
“HENT NU DIN KAT.”
“NEJ.”
Nu, år senere, er der så pludselig opstået det problem, at manden endelig har hentet sin kat.
Man forestiller sig måske, at det er “et problem” af flere årsager, som eksempelvis mine søskendes pludselige afsked med et elsket kæledyr, men jeg henviser desværre til langt mere selviske og - ifølge et par veninder - patetiske “problemer”.
Tillad mig at forklare gennem en kort omvej, som jeg lover giver mening til sidst: Jeg har set en del sydkoreanske tv-serier på det seneste, og det er en bittersød hobby. For lige så lalleglad, feel-good, romantisk og sjov, en koreansk serie er, lige så hjerteskærende og tragisk vil den i de fleste tilfælde vise sig at være i sine sidste afsnit. Sydkoreansk populærkultur har åbenbart en stærk aversion mod lykkelige slutninger uanset genre, og jeg er derfor begyndt at blive nervøs, når en ny serie nærmer sig sin afslutning. Faktisk er jeg helt stoppet med at se slutningerne, og lige nu er jeg oppe på fem serier, som jeg i alt har brugt 93 timer af mit liv på at se, men som jeg ikke ved, hvordan ender.
Mit forhold til kattens ejer endte officielt for tre år siden, og tit har jeg følt, at jeg sad tilbage med aben [Læs: katten]. Men. Nu, hvor dyret er blevet hentet, er det gået op for mig, at den har fungeret som andet end blot et efterladt kæledyr og en uvelkommen påmindelse om ting, der gik galt. Katten har også været en slags fod, der sad i klemme i den dør, der var ved at lukke. En åben, ufærdig fortælling, der tillod os at vende tilbage til hinanden i glimt fordelt over flere år. Og uanset hvor kort og ligegyldig kommunikationen har været, har den trods alt været:
“Hvordan har katten det?”
“Aner det ikke, spørg min mor.”
Eller den anden vej:
“Min mor sendte det her billede af katten i går. Jeg tænkte, du ville sætte pris på det.”
Men nu er katten væk, og døren er blevet endegyldigt lukket. Der er ikke flere undskyldninger tilbage, ikke flere muligheder for måske at høre fra hinanden igen. Jeg har ikke skænket det en tanke i tre år, men gjorde det pludseligt, den dag min mor ringede og fortalte om afhentningen.
“Altså jeg kan jo være ligeglad,” forklarede jeg hende. Jeg er ligeglad med, at manden har hentet kræet. Ligeglad med, at han efter tre år alligevel får det sidste “ord”. Fuldkommen ligeglad med, at han har siddet og drukket kaffe med mine forældre en hel formiddag og ikke med mig. Ligeglad med, at han i øvrigt ikke kom alene, men åbenbart havde en fremmed kvinde med. “LIGEGLAD!”, gentager jeg højt og med viftende armbevægelser over for den veninde, der om aftenen slæber mig med på en bodega, hvor jeg drikker mig så fuld, at jeg ser dobbelt. Ligeglad med, at den historie, der ufærdig havde ligget og samlet støv, pludselig har fået fyldt de sidste sider ud af andre end mig selv.
Heldigvis kan jeg lade mine tv-seriers sidste afsnit stå usete hen, så jeg i det mindste selv kan bestemme, hvordan de skal slutte. Det er da en meget normal form for kompensering. Ikke?
Simone Nilsson (f. 1990) er journalist og illustrator hos Kristeligt Dagblad. I klummen ”Fodnoter fra livet” skriver hun ikke om de store overskrifter, men forsøger at finde fodfæste i voksenlivet gennem en blanding af eftertænksomhed, humor og eksistentiel rædsel.