Mie Wedsgaard Storm trisser rundt på stuegulvet med sin seks måneder gamle datter, Ronja, i sin favn. Ved spisebordet sidder hendes mor, Jette Lis Jensen. Hun fortæller om, da hun i 1980'erne selv fik børn.
"Det betød meget for mig at få en god uddannelse og et godt job, og det skulle børn selvfølgelig ikke forhindre. Så jeg overvejede ikke at blive hjemme. Og det var der heller ikke nogen, der gjorde i min omgangskreds," siger den i dag 63-årige mor og mormor.
Så da Jette Lis Jensen fik sine tre børn, var hun ikke i tvivl. De små skulle sendes i daginstitution, så snart det kunne lade sig gøre. For sådan gjorde man. Men da Jette Lis Jensens yngste datter, Mie Wedsgaard Storm, fik sit første barn, tog datteren en anden beslutning.
"Jeg havde ikke regnet med, at det var det her liv, jeg ville ende med at leve, da jeg blev mor," siger Mie Wedsgaard Storm, som nu hjemmepasser Ronja og hendes to søskende på fire og seks år i Sulsted nord for Aalborg.
Det var en grundsten, da fundamentet til det moderne velfærdssamfund blev lagt i det 20. århundrede: Landets daginstitutioner skulle tage sig af børnene, når mor og far var på arbejde.
Men de seneste år har hjemmepassere som for eksempel Mie Wedsgaard Storm rokket ved den fortælling. Et stigende antal af primært mødre vælger for en tid arbejdet fra for at blive hjemme i de første år af deres børns liv. Det har pustet til en gammel diskussion, der handler om både børnenes bedste og forældrenes ligestilling – og mangel på samme.
Derfor har Kristeligt Dagblad sat de to stævne i Jette Lis Jensens rækkehus i Brønderslev nord for Aalborg til en samtale om børneliv og forældreskab før og nu.
I ligestillingens navn
Jette Lis Jensen studerede på universitetet, da hun i 1981 fik sit første barn. Som den første i sin familie tog hun en lang videregående uddannelse. Mønsterbruddet var vigtigt for hende. Og det var også vigtigt for hendes mor, der havde været hjemmegående med sine seks børn, husker Jette Lis Jensen.
"Det var ikke så udtalt, men opfattelsen var, at jeg skulle få færdiggjort min uddannelse, så jeg kunne få et arbejde og skabe en karriere for mig selv. Jeg skulle ikke være afhængig af andre," fortæller hun, der uddannede sig som bibliotekar, og som senere kom til at arbejde som blandt andet kontorchef og koncerndirektør.
For Jette Lis Jensen var "programmeret" af 1970’ernes feminisme og kvindebevægelse og temmelig "rødstrømpet", som hun selv siger. Det handlede først og fremmest om at bevise, at kvinderne kunne det samme som mændene.
"Det var en vigtig kamp, og det rykkede ved nogle forestillinger om familielivet og kønnene, der skulle rykkes ved," siger hun og tilføjer:
"Min mand og jeg gjorde, hvad vi kunne, for at sikre os, at det så også var en god institution, vores børn blev sendt i. Men der var ikke sådan for alvor nogen, som havde børnenes stemme. Ingen spurgte, hvad børnene mon helst ville eller havde bedst af."
Da Jette Lis Jensen og hendes mand sendte deres børn i vuggestue og børnehave, steg antallet af børn i de danske institutioner, som har haft forgængere i form af børneasyl og senere folkebørnehaver. Men historien om de moderne vuggestuer og børnehaver tog sin begyndelse i 1960’erne.
Hovedårsagen til, at flere begyndte at sende de små i dagpleje, vuggestue og børnehave i 1960'erne og 1970'erne, var, at langt flere kvinder fik jobs uden for hjemmet. Men også dengang brugte fortalere argumentet, at det var for barnets bedste. Det forklarer Ning de Coninck-Smith, som er professor ved Danmarks institut for pædagogik og uddannelse på Aarhus Universitet.
"Der var en form for bekymring for 'enebarnet'. Mange mente, at man var nødt til at sende dem afsted, fordi de ellers ville blive forkælede og umulige," siger hun.
Så det virkede som en win-win-situation. I kampen for ligestilling fik kvinder mere uddannelse, og deres adgang til prestigefyldte jobs og en højere løn blev bedre. Samtidig kunne forældre trygt sende børn i det, der blev døbt "daginstitutioner" i 1965, hvor de både fik omsorg fra pædagogerne og fik slebet kanterne af. Det var i hvert fald tanken.
Men ikke alle var venligt stemt over for den udvikling. Fra politisk side var det især stemmer i De Konservative og Kristeligt Folkeparti, der problematiserede den "statsautoriserede opdragelse", som Ning de Coninck-Smith kalder den.
"Modstandere mod institutionaliseringen mente, at det var med til at forrå familien at sende børnene tidligt i daginstitution. For samtidig med at flere vægtede deres arbejde højere, fik langt færre børn, de fik børn senere i livet, og flere forældre blev skilt," siger hun.
Udviklingen fortsatte dog i 1980'erne og op gennem 1990'erne, hvor andelen af børn, som blev sendt i daginstitution, bare blev større.
Fra leg til læring
Mie Wedsgaard Storm, som i dag er 34 år, var færdig med sin kandidatgrad i anvendt filosofi og havde fået job som asylkoordinator, da hun fik sit første barn for seks år siden. Men hun var grædefærdig.
Når hun hver dag afleverede sønnen hos sin søster, som var hjemmepasser, kunne hun mærke, at det føltes forkert. For han græd voldsomt, når hun gik. Og når hun sad sammen med sine kolleger på kontoret på asylcentret, hvor hun skulle sørge for andre børn, brød hun igen og igen sammen.
"Det første stykke tid gentog jeg for mig selv: 'Han har det godt, og han skal bare lige vænne sig til det'. Men jeg havde det forfærdeligt. Min kolleger trøstede mig og sagde, at det bare var mig, og at han havde det godt. Men det gik ikke," siger Mie Wedsgaard Storm.
Efter at have besøgt den dagplejer, hendes søn Thor egentlig skulle passes af, blev hun enig med sin mand om, at de måtte gøre noget anderledes. Og så sagde hun op.
"Det var en kæmpestor identitetskrise. Jeg var i så stor konflikt mellem det, jeg mærkede naturligt og intuitivt, og den kultur, jeg lever i og er formet af. Jeg var glad for min uddannelse og ville rigtig gerne bruge den, og det var slet ikke meningen, at børn skulle sætte en stopper for det," siger hun.
"Jeg blev også meget bekymret. For hvordan skulle de nu få det til at hænge sammen økonomisk? Det med 'at have orden i økonomien' sidder dybt i mig, så jeg syntes, det var angstprovokerende," siger hendes mor, Jette Lis Jensen, og fortsætter:
"Da min mand og jeg fik børn, kom spørgsmålet om, hvorvidt de skulle i institution eller ej heller ikke på tale, fordi det ikke var muligt økonomisk".
Mie Wedsgaard Storm og hendes mand måtte da også sælge den nye bil, de havde købt, fordi familien fremover skulle leve på én indkomst. Men de var privilegerede, understreger hun.
"Mange i min generation vil gerne have det helt dyre hus, møbler og tage på ferier. Og det var også det liv, jeg havde forestillet mig, at jeg skulle leve. Men hvis det hele føles forkert indeni, hvor godt er det så?," spørger hun.
Knap 15 år efter Mie Wedsgaard Storm selv gik i børnehave, skete der en "radikal" strukturændring, som Jan Kampmann, professor i barndoms- og familieforskning på Roskilde Universitet, kalder det. I 2004 blev der indført sprogtests og læreplaner i daginstitutionerne med argumentet om, at de små skulle forberedes til folkeskolen.
Samtidig banede det vejen for et nyt syn på "det gode børneliv", fortæller han. Før var der fokus på leg og omsorg, men i dag bliver det i langt højere grad målt ud fra, hvordan børnene klarer sig i tests.
"Det har givetvist gjort, at de er mere forberedte til at begynde i skole – og det er i sig selv ikke en dårlig ting. Men det er relevant at spørge, om det så også er den rigtige måde at vurdere succes på, og om det sker på bekostning af noget andet," siger han.
Når den offentlige debat de seneste år har handlet om de danske daginstitutioner, har især nedskæringer og normeringer været hovedtemaer. Et problem, som den nuværende regering forsøger at rette op på med minimumsnormeringer. Men, siger Jan Kampmann.
"Spørgsmålet er, om det også ændrer synet på opdragelsen af børn i daginstitutioner. For det kan godt være, det kræver en større forandring".
Det grænseløse forældreskab
Jette Lis Jensen kan godt genkende den følelse, Mie Wedsgaard Storm havde, da hun skulle gå fra sin søn for at tage på arbejde.
"Jeg kan huske, at jeg også kunne sidde der i bilen på vej på arbejde med tårer i øjnene, fordi jeg kunne se, at mit barn tydeligt var ked af, at jeg gik," siger hun.
Tror du ikke, at de fleste vil have den følelse, som du havde, Mie Wedsgaard Storm?
"Jo. Men det er, fordi det er sådan, vi har besluttet at indrette os. Når man bliver påvirket af, at ens børn er kede af det i andre faser af livet, stiller vi jo ikke spørgsmålstegn ved det. Man ville ikke bare gå fra barnet. Lige når det kommer til institutioner, er det åbenbart okay, fordi de skal 'vænne sig til det'," siger hun.
Spørger man ph.d. i sociologi Maria Ørskov Akselvoll, er daginstitutionerne i dagens Danmark en brik i "det grænseløse forældreskab", som hun kalder det. Det er også titlen på den bog, hun for nylig udgav.
"Den gode forælder skal sende sit barn i institution, hvor det skal socialiseres, udvikles og leve op til læringsmål, så det kan forberedes til skolen og senere uddannelse og arbejdsmarkedet. Samtidig forventes begge forældre at bidrage fuld tid på arbejdsmarkedet, ligesom der også er stærke kulturelle idealer for børnefamiliens forbrug og livsstil. Det skaber et pres på børnefamilien og gør det også svært at vælge en anden livsform," siger hun.
Og når normen er, at man skal løbe med i hamsterhjulet – og gerne sætte farten op – så bliver det svært at hoppe ud. Hun refererer til den tyske sociolog Hartmut Rosa, som længe har talt om den forøgelseslogik, der ifølge ham fylder i samfundet. Og det hænger sammen med, at mange stræber efter at nå det næste mål og sætte kryds på to-do-listen og samtidig forsøger at få livet som forælder til at hænge sammen, forklarer Maria Ørskov Akselvoll.
"I debatten om hjemmepasning bliver der sat spørgsmålstegn ved, om børnene så også får lært det, de skal have lært, og hvad de går glip af. Og det viser meget godt, hvordan institutionaliseringen i dag er blevet en selvfølgelighed, der er svær at udfordre," siger hun.
Mie Wedsgaard Storm er ikke ude efter, at alle skal gøre ligesom hende. Det, hun efterspørger, er, at alternativet til institutionslivet bliver acceptabelt. Hun og hendes mand har da også overvejet at bytte rollerne, så han tager over som hjemmepasser, når Ronja bliver lidt ældre - så Mie Wedsgaard Storm kan bruge mere tid på at arbejde.
"Jeg bliver tit frustreret, når folk vil gøre det til en konflikt. Når min mor fortæller om, at hun var mønsterbryder, har jeg det jo også sådan. Alle de mønstre, hun og generationerne før hendes har brudt, har gjort, at jeg nu kan bryde nogle andre mønstre," siger hun og tilføjer:
"Det var en helt anden tid, da jeg var barn. Det er måske nogle andre snakke, vi skal tage nu, fordi min mors generation kæmpede nogle andre kampe dengang."
Jette Lis Jensen deler sin datters holdning.
"Jeg synes ikke, det er at 'gå tilbage til kødgryderne' at passe sine børn, når de er små. Når man siger det, undervurderer man det vigtige i at yde omsorg for sine børn, når de er små. Og det er lige godt, om det er manden eller kvinden, der gør det," siger hun.