Jeg er ud af en musikerfamilie . Min mor er klassisk pianist, og min far har altid spillet meget, og mange af deres venner er musikere. Jeg var ikke særlig gammel, da jeg begyndte at spille klaver, og da jeg havde fået mine fortænder, begyndte jeg på trompet. Jeg gik på Hjørring Gymnasium og drømte om at komme på Det Rytmiske Musikkonservatorium i København, så mellem 2. og 3. g tog jeg til optagelsesprøve. Jeg spillede ganske udmærket i første runde og gik videre. Anden del af optagelsesprøven skulle teste min rytmiske motorik, og jeg stod over for en af landets absolut bedste trommeslagere. Jeg klarede mig virkelig dårligt. Nu ser jeg det som mit held, at jeg røg ud, for det betød, at jeg færdiggjorde gymnasiet.
Samtidig med at musik har fyldt, har jeg været optaget af journalistik og formidling, men da jeg blev student, havde jeg stadig en drøm om at leve af musikken. Jeg søgte ind på et jazzkonservatorium i Salon-de-Provence i det sydlige Frankrig, hvor jeg blev optaget.
Det blev et utroligt år. Jeg lærte fransk og opbyggede venskaber, som jeg fortsat har, og jeg blev en del af et intenst fællesskab med virkelig gode undervisere og deltagelse i masterclasses.
Det var også i tiden på konservatoriet, at jeg fik et mere nuanceret blik på, hvad det vil sige at gøre sin passion til sin levevej. Jeg indså, at selvom jeg var god og udviklede mig, var jeg måske ikke god nok til at satse på musikken, og samtidig blev det tydeligere for mig, hvilken kamp der er forbundet med at være professionel musiker. Jeg blev i tvivl om, hvorvidt jeg ville forfølge musikken som karrierevej og spurgte mig selv, om jeg kunne bevare passionen, når musikken også blev et levebrød.
Da jeg rejste fra Hjørring til Salon-de-Provence, var det i første omgang for et år. Det blev en periode, som gav mig afklaring: Jeg ville rejse hjem og satse på journalistik.
I dag definerer jeg mig lige så meget som musiker som journalist. Jeg tjener pengene på det sidste, men musik er en meget stor del af den, jeg er, og på det seneste har jeg været i den lykkelige situation, at jeg har kunnet kombinere de to passioner. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke sætter mig til klaveret, og jeg har et band, som betyder meget for mig. Det er en anden del af min personlighed, som kommer til udtryk gennem musikken, og jeg har et netværk blandt musikere, hvor både jargon og humor er en anden end blandt journalister. Musikken er forblevet min passion og er samtidig et pusterum.