Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?
Måske er det svært at kalde det et dilemma, for jeg tror ikke, det kan være anderledes, men jeg tager mig selv i at tænke over, om min gamle far på 97 år har et værdigt liv. Det at være vidne til, at en mand, jeg har kendt som så stærk, mister sin førlighed og sin tilstedeværelse, er utroligt hårdt. Han kan stort set ikke se, han hører dårligt, han kan ikke gå, og tænderne fungerer ikke. Nogle gange har vi gode samtaler, men andre gange er han træt, og så er det svært at komme igennem og have en meningsfuld samtale.
Jeg gik for nylig og tænkte på, om det mon havde været bedre, hvis han slet ikke skulle have oplevet det forfald. Ville han selv have valgt sit liv, hvis det skulle være sådan? En morgen vågnede jeg, og opdagede først der, at jeg gik rundt og tænkte den slags tanker. Om det havde været bedre, at han ikke var her. Jeg fik ondt i maven af dårlig samvittighed, for det er slet ikke et valg, jeg kan tage. Og hvad ligner det, at jeg har tænkt sådan om en, jeg elsker?
Hvad er den største etiske udfordring, du selv har mødt?
Jeg er jo jordemoder. Der følger etiske udfordringer med arbejdet. Jeg er især blevet påvirket ved fødsler af ekstremt for tidligt fødte børn. Der har været situationer, hvor vi har bragt helt bittesmå børn til verden, og de så er endt med at have et liv på nogle timer eller nogle dage. I mange tilfælde er de liv, de har fået, ikke fyldt med kærlighed og varme, men med behandling og maskiner og hektisk kaos. Var det det rigtige valg, vi tog, når vi satte alt ind på at redde dem?
I nogle tilfælde redder vi jo et menneske, og de får gode og meningsfyldte liv, men hvis der for hvert enkelt tilfælde, som ender godt, er fem andre, som får hårde liv med sygdom, store udfordringer og endeløs behandling, er det så den rigtige prioritering? I de 30 år jeg har været jordemoder, har man svinget frem og tilbage på det spørgsmål. Man har så at sige ladet sig begejstre af nye behandlingsmetoder, man har behandlet børn tidligere og tidligere, og det er vigtigt at understrege, at nogle får gode liv.
Hvad er tidens største etiske dilemma?
Hvis jeg skal fremhæve et, så må det være, at både mødre- og børnedødeligheden stadig er meget, meget høj, hvis man ser på problemet på global skala. På en måde er det ikke et dilemma, for det er ikke sådan, at vi mangler ressourcerne eller den fornødne viden for at komme det problem til livs, det, man i stedet mangler, er viljen til at prioritere mødres og børns sundhed over for eksempel militæret i krigsramte nationer. Det er både et ansvar, man har lokalt, i de pågældende lande, men jo selvfølgelig også noget, vi her fra Danmark kan sætte ind overfor. Jeg tror, at hvis man prioriterer uddannelse, også af kvinder, og demokrati, så vil sundheden følge med, for de ting er tæt forbundne.
Hvilke etiske principper tilstræber du selv at handle efter?
Jeg prøver at minde mig selv om, at mange af de debatter og problemer, vi møder i vores hverdag, har flere perspektiver, og at der er andre holdninger og synspunkter end mit eget, der kan være valide og rigtige. Vi har to ører og en mund, og vi skal være bedre til at lytte. Jeg prøver ikke at være alt for skråsikker og huske ikke at have fuldstændigt firkantede holdninger. Man skal være ydmyg overfor det faktum, at andre tænker og forstår ting på en helt anden måde end en selv. Men med det sagt, så er der også nogle spørgsmål, hvor jeg synes, tingene er langt mere sort-hvide. Dødsstraf, for eksempel, det må entydigt betragtes som en dårlig ting.
Jeg synes heller ikke, der findes mange valide positioner i spørgsmålet om fri abort. Vi kan se i Polen og Irland, hvilke enorme konsekvenser det kan få for kvinder, hvis de ikke har mulighed for at afbryde deres graviditet. Hvis ikke kvinder har ret til fri abort, så reduceres de på en måde fra at være mennesker til at være maskiner, hvis eneste funktion er at avle børn.
Hvornår er du gået på kompromis med dine egne principper?
Nogle gange indser jeg, at jeg ikke er nærværende i samtaler med mine nærmeste. Det føles som et svigt af mine principper om, at man skal være til stede og opmærksom, når man er i et møde med andre mennesker. Jeg bryder mig meget lidt om at tale med mennesker, hvis jeg føler eller oplever, at de ikke er nærværende. Men nogle gange må jeg indse, at der er ting, som fylder i mig og optager min opmærksomhed. Så prøver jeg at indrømme, at det er det, som foregår. ”Undskyld, kan vi tale senere, jeg er ikke rigtigt til stede,” siger jeg så, for at prøve at være ærlig. Men det er ikke altid, det lykkes.