“Hold da op, bo sammen med sine forældre? Svigerforældre? Jeg ville blive så irriteret.”
De ord falder ofte, når folk hører, hvordan vi bor. Jeg forstår godt, hvor spørgsmålet kommer fra, for hvis jeg skal være ærlig, er der få mennesker, der kan irritere mig lige så meget som mine forældre. Ja, det skulle da lige være min mand og vores barn. Alligevel er vi for ganske nyligt flyttet sammen alle fem. Hvordan endte vi under samme tag?
Da vores datter kom til verden for halvandet år siden, flyttede mine forældre efter 20 år i forstæderne til et byhus i det centrale Aalborg. Nu var der kun fem minutters gang fra deres hoveddør til vores lejlighedsopgang. Vi nød godt af hinandens nærvær fra dag ét. Da vi som nybagte forældre stod helt lammede af søvnmangel med utrøstelig baby og dagens lorteble nummer 10, kom mine forældre i nødens stund med ny energi og sørgede for at skifte den lille. Og da de fik et nyt smart-tv, kunne min mor akut kalde på sin svigersøn, der hjalp med at downloade samtlige apps og sørge for login, så hun ikke skulle gå glip af finalen i "Vild med dans". Hvis en af os havde lavet ekstra aftensmad eller stod med rester, kunne vi finde på at invitere hinanden til at spise med eller stille et lasagnefad ved døren. Da jeg under barslen genoptog mine løbeture, trillede jeg barnevognen ned i deres gård og gav babyalarmen videre.
Glæden var stor ved at opdage, hvordan vores alles hverdag gled nemmere, når vi kunne hjælpes ad i hverdagslivet. Det gjorde samtidig også min barsel mindre ensom, og mine forældres bånd til deres nye barnebarn stærkere. Det tog selvfølgelig også en rum tid at omstille sig til at ses ofte og på nye betingelser. Vi lavede en aftale om, at man altid måtte ringe med en hvilken som helst forespørgsel, men man måtte også altid gerne sige nej. Den aftale satte os alle fri fra at føle et pres for konstant at skulle stille op, når en af os ringede med en forespørgsel eller en invitation.
I takt med at vi vænnede os til at være en mere naturlig del af hinandens hverdag, voksede tankerne om et decideret bofællesskab sig større. Vi stod alle og skulle til at rykke fra Nordjylland til København, og efter mange lange snakke, traf vi beslutningen om at lede efter en fælles generationsbolig. Vi har tidligere boet sammen i et år, da vi renoverede vores lejlighed, så vi har testet kemien af og ved, at vi er gode til at rumme hinanden, både på gode og dårlige dage.
I skrivende stund har vi boet sammen i en stor lejelejlighed siden årsskiftet. Her skal vi bo, imens vi leder efter vores permanente fælles hjem.
Vi har holdt et familiemøde, hvor vi aftalte de indbyrdes opgaver imellem os, vi har talt om, at man gerne må trække sig efter behov, at man skal være tydelig omkring sine grænser, at vi er rummelige over for hinanden. Det er ikke altid nemt, men jeg nyder det langt mere, end jeg irriterer mig. For selvom vi bor tæt, har jeg fået meget mere tid til både mig selv, mine venskaber og mit parforhold, hvilket jeg har længtes inderligt efter, siden jeg blev mor. I sidste uge var jeg i dampbad alene efter en lang arbejdsdag. I går kørte min kæreste og jeg en tur efter puttetid. I morgen skal jeg ud at spise med min veninde – uden dårlig samvittighed over at lade min mand i stikken i ulvetimen. Den ekstra tid opstår, fordi vi fordeler ansvaret for tøjvask, indkøb, madlavning og omsorgsarbejde mellem fire voksne i stedet for to.
Der findes ingen one size fits all, når det kommer til det gode familieliv. Men hos os er vi ikke i tvivl om, at det at have bedsteforældre som bofæller er sagen. Det giver dagene i hamsterhjulet større mening, når vi deler dem med hinanden. Årene med små børn flyver af sted, og det har en enorm værdi for os at have bedsteforældre tæt med på rejsen. Før vi har set os om, er det forbi. Forhåbentligt vil vi til den tid have lagt kimen til nogle stærke relationer på tværs af generationerne, der både vil komme børn, børnebørn og bedsteforældre til gode, som årene går.
Klummen familieliv skrives på skift af sognepræst i Gentofte Adam Garff, født i 1990 og far til to, podcaster Josephine Kuhn, født i 1993 og mor til en, og journalist Lise Kabell Søgaard, født i 1985 og mor til to.