Josephine Kuhn: Vores datters dåb tog luften ud af den ængstelighedsballon, jeg har pustet op i årenes løb

Fire generationer var samlet, da jeg efter syv års forlovelse og adskillige opstillede bryllupsscenarier, sagde ja til min kæreste på vores datters dåbsdag

"En baby er den perfekte undskyldning for at trække sig lidt – også fra sit eget (ikke)bryllup," skriver Josephine Kuhn.
"En baby er den perfekte undskyldning for at trække sig lidt – også fra sit eget (ikke)bryllup," skriver Josephine Kuhn. Foto: Pressefoto.

Jeg blev gift med min kæreste tilbage i slutningen af juni. Idéen opstod mere eller mindre spontant (altså så spontant som det kan, når man har været forlovet siden 2015) i forbindelse med planlægningen af vores datters dåb. Hun blev født i efteråret 2021, i kølvandet på corona og lockdown, så vi har haft udskudt dåben, til vi var så godt som sikre på, at vi undgik en aflysning. 

Det var mig, der ringede til kirkekontoret i Sæby Kirke tilbage i marts for at booke en tid til dåb lørdag den 25. juni, og jeg kendte også allerede til kirkens regel for lørdagsdåb: kun tilladt i forbindelse med vielse. Så da jeg fik kordegnen i røret, var det en nem beslutning at tage. Ja til både vielse og dåb. En praktisk løsning for vores nybagte familie. En dåbsfest kaldte vi det. Ikke en udvidet søndagsbrunch, men havefest med fadølsanlæg og vielse uden bryllup.

I årene siden forlovelsen har vi haft overvejet forskellige fejringsmuligheder for et bryllup. Skulle vi gå den dekadente vej med +100.000 kroners bryllup på herregård? Eller hvad med sommerhuset i Sverige med lanterner og hotdogs? Vi overvejede også rådhusmodellen, da jeg var højgravid, og de mere aparte: at stikke af til Vegas og blive gift bare os to, helt romantisk, eller måske en kridhvid sandstrand på Maldiverne.

Det har været som at spille et virkelighedens The Sims (computerspillet, hvor man skaber et liv til en digital familie), når vi har forsøgt at placere os selv i de forskellige scenarier. Men det har også føltes lidt som at blive ved med at prøve det stramme par fra bukser bagerst i skabet, der ikke helt passer. Lige indtil det opkald i marts, hvor femøren faldt. Vi skulle selvfølgelig vies i kirken til vores datters dåb!

Jeg bilder mig selv ind, at det føltes helt rigtigt, fordi opmærksomheden nu ville falde på vores lille datter, der skulle have sit (knapt så nye) navn, men i virkeligheden handler det mere om min egen ængstelighed ved at være vært end ubehaget ved opmærksomhed. Jeg føler mig flov over at “tage” folks tid og at gøre mig og mine til en del andres kalendergymnastik og husholdningsbudget. Jeg ved godt, at alle gæster ikke oplever en festlig invitation sådan, men følelsen sidder dybt i mig. 

Mine forventninger til dagen stiger også i takt med både størrelse og budget. At skyde en gigantisk festkanon af på 12 timer, hvor alt jo vitterligt kan gå galt, er skræmmende. Hvad nu, hvis vejret var skod, maden kold og gæsterne kedede sig halv ihjel på det, der skulle være Den Største Dag i Livet. Det var for meget at sætte på spil.

Det var, som om at vores datters dåb var nøglen til at skabe de “perfekte” festlige rammer, der tog luften ud af den ængstelighedsballon, jeg har pustet op i årenes løb. At lade dåben og barnet spille dagens hovedrolle var den perfekte underspillede måde at blive gift på – og få en fest, der krævede et minimum af planlægning og en tur til Gekås i Ullared (Skandinaviens største varehus, tænk grænsehandel på steroider).

I et telt i svigerforældrenes indkørsel med helstegt pattegris, dejlig jordbærtærte, papirblomster fra mors hånd, ingen toastmaster, natmad eller sprut – og sammen med 47 børn, voksne og hele fire generationer af begges familier repræsenteret – kunne jeg efter syv års forlovelse læne mig tilbage og nyde mit JA til min kæreste gennem 11 år. Det rørte mig meget at samle vores datters 10 oldeforældre med alle os unge til fejring af de to ritualer, der på forskellig vis har betydet noget for alle til festen. Og for de trætte, introverte forældre var den velkendte cyklus af amning, bleskift og putning tiltrængte pauser under festen, hvor vi som vores iPhones fik strøm på de halvtomme batterier. En baby er den perfekte undskyldning for at trække sig lidt – også fra sit eget (ikke)bryllup. 

Og ja, min kjole krøllede, vi måtte gå med barnevogn til kirken med en skrigende og overtræt baby, vi kom for sent og måtte indstille klokkerne for at lade barnet sove – men hvad gjorde det, for nu var det jo altså en dåbsfest og IKKE et bryllup, og derfor føltes det ikke nær så slemt for undertegnedes frygt for ikke at leve op til forventningerne om Den Store Dag.

Forventninger kan være positive, men en gang imellem er det også virkelig fedt at sænke barren og bare gå med den model, der passer for nu. Det gælder bukserne i skabet, det gælder til fest – og i livet helt generelt. Og for os blev det til en kærlighedsfest, vi aldrig glemmer.

Klummen familieliv skrives på skift af sognepræst Adam Garff, født i 1990 og far til to, podcaster Josephine Kuhn, født i 1993 og mor til en, journalist Lise Kabell Søgaard, født i 1985 og mor til to.

Vil du læse mere? Hver fredag samler vi de bedste interviews og tendenshistorier om parforhold, livsmod, sorg, opdragelse og andre af livets store spørgsmål. Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Liv&Sjæl her.