Vores gamle kantarelsted er helt forandret. Vi plejer at komme her hvert år ved denne tid. Men landskabet har ændret sig siden sidst. I den gamle grusgrav tæt ved skoven er der etableret en sø nu – en meget spændende sø. Ungerne løber straks derned, finder vej gennem sivene og ned til kanten.
”Er der dybt?”, råber deres far som det første.
Datteren stiller sig helt ud til kanten og læner sig frem. Jeg trækker vejret dybt ind.
”Jaaa, altså det går ret meget lige ned,” råber barnet tilbage. Hun er syv år, og hun har lært sig at hundesvømme, så det er ikke så meget hende, der giver mig hjertebanken. Det er mere hendes bror, der nu vælter gennem siv og mudder bag hende. Fem år og dristig som bare pokker.
Jeg skal lige til at råbe, at han skal passe på, men bider så mig selv i tungen. Jeg er 100 meter væk. Jeg kan godt nå det, hvis det sker: at løbe, alt hvad remmer og tøj kan holde. Så læner min søn sig ud over søen, kan jeg se.
Det er vores venner, der har lært os det: ikke at råbe ”pas nu på!” hele tiden. De ved det ikke selv, men deres måde at være omkring børnene (de har fire) i situationer, der potentielt kunne udvikle sig faretruende, har været en kilde til refleksion.
I begyndelsen fandt jeg den meget rolige forældrestil lidt nervepirrende. Er der virkelig ingen, der skal råbe ”stooop!”, før barnet når hen til elhegnet ved køerne på marken? Ingen, der konstant skal minde de små om at køre helt ude i højre side af grusvejen, når de cykler? Åbenbart ikke.
De har fået mig til at tænke over, hvor meget jeg har trang til konstant at være på forkant.
Hvad er det egentlig, jeg siger, når jeg råber ”pas på!”? Hvem skal i sidste ende passe på dem? Det er jo mig. Siger jeg det i virkeligheden til mig selv i et forsøg på at dele ansvaret for det, der potentielt kunne ske?
”Jeg sagde jo til dig, at du skulle passe på!”, har jeg også hørt mig selv sige.
For eksempel, da min søn for nylig tabte en glaslanterne, som jeg forinden udtrykkeligt havde gjort opmærksom på var lavet af glas. Glassets natur blev bekræftet, da lanternen sekunder efter landede på fliserne. At jeg havde formanet ham, gav os den ikke tilbage.
Nede ved søen i kantarelskoven råber ungerne pludselig på os:
De har fundet en mængde ikke uinteressante dyrespor i mudderet på søbredden.
Et med fem runde prikker og nogle streger foran. På smartphonen googler vi os frem til, at det godt kunne være en grævling.
Et spor kunne være en stor hund. Meen – vi er jo også i den del af landet, hvor der indimellem kommer en ulv forbi. Ser de i grunden ikke ret friske ud, de spor dér? Og havde der ikke også været gummistøvlespor, hvis det havde været en hund?
”Prøv lige og se et mega mudderhul!”, siger min søn imponeret, mens jeg tænker over, i hvor høj grad det ligner noget, et vildsvin kunne have lavet.
Børnene leger. Svampefeberen melder sig. Er det fair at afbryde børnenes leg? Hvem skal holde øje og dermed gå glip af kantareljagten?
Langsomt bakker vi, mod skoven, med øjnene fæstnet på børnene, hvis hoveder til sidst kun ses som en ildrød og hvid prik på søbredden.
”Er jeg meget hønemor lige nu?”, spørger jeg min mand.
Han ryster alvorligt på hovedet. De er ude af synsvinklen i cirka 30 sekunder, mens der for mit indre blik er en hær af vilde dyr, der angriber børnene, som i panik løber mod søen, og... åh nej!
Da jeg stikker hovedet ud af skoven, kan jeg pludselig ikke se min søn nogen steder. Jeg når at sætte i galop, før jeg får øje på hans hårtop mellem sivene. Han sniger sig ind på sin søster som én af tigrene i de dyrefilm, han har set. Et lille, hvidhåret dyr. Vildt og elsket.
Klummen familieliv skrives på skift af sognepræst Adam Garff, født i 1990 og far til to, podcaster Josephine Kuhn, født i 1993 og mor til en, og journalist Lise Kabell Søgaard, født i 1985 og mor til to.