Jeg var 11 år, da det store syndefald i min familie indtraf. Vi var lige flyttet til et parcelhus, som min far selv havde bygget, da min mor samlede min søster, mig og min far til pandekager og fortalte, at de skulle skilles.
Vi måtte selv vælge, hvem vi helst ville bo hos. Min lillesøster ville bo hos vores mor, så jeg valgte vores far. Jeg kunne jo se på den måde, han sad med armene over kors og kiggede ned i sin øl, at han ikke var enig i beslutningen, og jeg syntes, det var synd for ham. Han drak meget, men det gik dengang hen over hovedet på mig, at det var noget, der var særligt alvorligt.
Min far og jeg blev boende i det nye parcelhus på pløjemarken i Bjæverskov, men jeg var meget alene. Jeg vidste aldrig rigtig, hvornår han kom. Han arbejdede som elektriker inde i København og kom tit først hjem om aftenen, når han var fuld, og stødte ind i ting i carporten, så der kom ridser på bilen. En gang imellem havde vi kongens foged rendende for at hente grammofonen eller stereoanlægget, fordi min far ikke betalte regningerne, og efter tre år røg huset på tvangsauktion. Det var nok dér, tingene begyndte at gå op for mig.
Da min far døde for 23 år siden, begyndte jeg at skrive om ham. Jeg prøvede i hvert fald, for der var meget, jeg ikke forstod. Jeg var vred på min mor over at have ødelagt vores familie og vred over at være vokset op med min far. Jeg drømte om, at det skulle blive til en roman, men i sidste ende var jeg nødt til at lægge det fra mig igen, for hver gang jeg læste det, jeg havde skrevet, blev jeg bare endnu mere vred. På det tidspunkt var jeg selv blevet gift og havde fået børn, og det eneste, jeg ville, var at bevise, at jeg godt kunne finde ud af at have en familie.
Jeg begyndte først at skrive på romanen igen, da mine børn var flyttet hjemmefra, og jeg alligevel selv var blevet skilt. Årene havde på en måde givet mig en anden forståelse. Når jeg kiggede på mit eget liv, kunne jeg se, at jeg havde fået mine drømme – for eksempel at blive journalist – opfyldt. Mens arbejderne i mine forældres generation aldrig var blevet spurgt om, hvad de drømte om. De fik ligesom bare udstukket en læreplads eller en retning, og så gjaldt det om at få det bedste ud af det, ikke?
Da jeg igen gik i gang med at skrive det, der så endte med at blive romanen "Strøm", som udkom sidste år, var det hurtigt, som om vreden forlod mig, og jeg i stedet blev opfyldt af en stor kærlighed til min far. Jeg kom i tanke om flere og flere ting, mens jeg skrev, for eksempel den enorme stolthed, da han engang kravlede op i en elmast og fik lys tilbage på butikscentret i Sorgenfri. Ved at opdage både stoltheden og kærligheden begyndte jeg at tilgive det, der var sket.
I dag har jeg fuldkommen slukket min vrede og forsonet mig med min opvækst. Jeg er ikke længere i tvivl om, at jeg har været elsket af både min mor og min far. De har nok bare ikke rigtig kunnet gøre det anderledes, end de gjorde, og det vil sige, at meget af den kærlighed, som de har vist mig, har været lidt kejtet og kluntet. Men der har jo været kærlighed. Det kunne jeg bare først få øje på, da jeg havde fået ryddet de mange lag af vrede væk.