Journalist: Lad mig vælge min egen undergang, tak

Nogle gange træffer jeg "dumme" valg. Og det vil jeg have lov til, skriver journalist Simone Nilsson i klummen "Fodnoter fra livet"

At spise hele slikposen i dag og ikke gemme noget til i morgen. At ignorere regningen i indbakken. At elske et menneske. Alt har konsekvenser, og det må man jo tage med, skriver Simone Nilsson. Illustration: Simone Nilsson.
At spise hele slikposen i dag og ikke gemme noget til i morgen. At ignorere regningen i indbakken. At elske et menneske. Alt har konsekvenser, og det må man jo tage med, skriver Simone Nilsson. Illustration: Simone Nilsson. .

Se nu bare, hvem der kommer der: konsekvenserne af mine egne handlinger. Der er ikke flere Maltesers - altså små chokoladekugler i rød indpakning - tilbage i skabet i dag. For jeg spiste dem alle i går. Jeg gjorde det frivilligt og fuldstændig afklaret om, at jeg i dag ville ærgre mig over beslutningen. Jeg gør det tit. Altså ikke spiser Maltesers (jo, også det), men træder frivilligt ud over en kant og ned i et hul, som jeg godt ved, jeg ikke kan komme op fra igen.

Jeg udskyder skriverier indtil et par timer før deadline, så jeg gang på gang må sidde og skrive færdigt klokken 04.00 om natten. Jeg spiser hele slikposen, jeg ignorerer regningen i indbakken, jeg elsker et menneske. Ikke fordi, jeg ikke har tanke for den version af mig selv, som i morgen vil mærke konsekvenserne, nej, hende tænker jeg skam meget på i processen. Men jeg kommer altid frem til, at hun nok skal klare den. Og at chokoladekuglerne i dag er ærgelsen i morgen værd.

Denne artikel er en del af en serie:
Fodnoter fra livet
Gå til seriesiden

Hele det her refleksions-cirkus blev egentlig ikke startet af det manglende sukkerboost, men af at jeg endnu engang er blevet voldsomt irriteret på en ellers udmærket Hollywood-film, fordi den har berørt en helt bestemt afgrund, som jeg vil have lov til at vælge at træde ud i, men som populærkulturen har det med at sige, at folk som mig ikke skal have lov til. Og populærkulturen har det med at smitte af på virkeligheden og inspirere ægte mennesker til at tro, at som det er i film, sådan bør det også være i det ægte liv. “Som på skærmen således også på Jorden”? Ellers tak.

Vi endte med at gå fra hinanden et par år senere. Jeg tror, at jeg stadig de fleste dage synes, at den ekstra tid var alle de efterfølgende skænderier, afmagten og det efterladte krater værd. 

Simone Nilsson

I film på tværs af alle genrer hænder det tit, at en mandlig superhelt får den idé, at han skal redde sin kvindelige modpart fra et liv med ham selv. Hun har ellers givet klart udtryk for, at hun er klar over de farer, det liv måske indebærer, og at hun vælger at blive hos ham med åbne øjne. Men manden beslutter med sig selv i en glorificeret selvopofrende scene, at det må hun ikke selv bestemme, hvorefter han iscenesætter sit eget dødsfald, rejser væk i sin tidsmaskine eller noget i den dur.

Der skal nok findes nogle derude, som synes, at dette scenarie er ‘åh så romantisk’. Men tag det fra en, som har prøvet det: Det er det ikke. Jeg medgiver, at der så vidt vides ikke var tale om en superhelt med en tidsmaskine, men jeg blev engang forladt af en mand, som sagde, at det var bedst for mig på den måde. At han havde lyst til at ødelægge sig selv, men at det ikke skulle gå ud over mig. Forsøget varede i cirka 10 sekunder. For jeg spurgte ham, hvem han egentlig troede, han var, og sagde, at det skulle han ikke bestemme. Altså hvad der var bedst for mig.

Hvis han nu havde sagt, at han forlod mig, fordi han ikke elskede eller ikke gad mig mere, så herregud da: løb, mand, løb! Afsted med ham. Men han skal ikke tro, at han skal redde mig fra noget, for jeg er ikke et barn, der er faldet af cyklen. Nej, lad mig ligge, som jeg har redt -  i skyttegraven ved din side med mudder op til begge ører og bomberne flyvende omkring os. Lad mig ligge, lad mig ligge! Her. Ved siden af dig, hvis det er det, jeg vil. Lad mig vælge min egen undergang, tak.

Vi endte med at gå fra hinanden et par år senere. Jeg tror, at jeg stadig de fleste dage synes, at den ekstra tid var alle de efterfølgende skænderier, afmagten og det efterladte krater værd.

Det er vist den form for frihed, som den preussiske Immanuel Kant kunne finde på at skændes med libertarianere om. Eller var det Rousseau? Jeg fik aldrig færdiggjort min bachelor i filosofi, så jeg vil ikke foregive at kunne huske læresætninger fra Europas forskellige filosoffer. Lad mig i stedet runde af med et citat fra noget, der er meget mere min boldgade - nemlig en tv-serie:

“Frihed er et reb. Og Gud vil have, du skal hænge dig selv med det.”

Simone Nilsson (f. 1990) er journalist og illustrator hos Kristeligt Dagblad. I klummen ”Fodnoter fra livet” skriver hun ikke om de store overskrifter, men forsøger at finde fodfæste i voksenlivet gennem en blanding af eftertænksomhed, humor og eksistentiel rædsel.