Jeg tror, det var min hjemve, som i sin tid fik min mor til at melde sig som tante, da jeg gik til FDF, som dengang hed FPF. Når hun var med på lejren, kunne jeg glemme min hjemve, og jeg så hende kun i glimt, og når hun drak kaffe med de andre tanter, og jeg tror det var derfor, at jeg tænkte, det ville være en slags loppetjans at være tante. Så da den lokale FDF-kreds søgte tanter til den traditionsrige sommerlejr, meldte jeg mig, og inden afrejse modtog jeg en plan, hvor jeg kunne se, at tanterne var inddelt i hold, og der var indlagt gode pauser i dagens løb.
Efter en uge i køkkenet på Klinteborg ved Ordrup Strand tænker jeg, at det var godt, at jeg undervurderede, hvor mange timer man er på benene som tante, for hvis jeg havde vidst det, havde jeg nok tøvet med at melde mig, og var gået glip af et møde med en verden, som jeg ikke troede fandtes i 2022. En verden, hvor trofasthed, traditioner, spas og fordybelse går hånd i hånd med frivillighed.
Køkkenlederen fra FDF K 19-Vanløse, som byder os velkommen, har tilbragt de fleste af sine 28 somre på lejren, men hvad er det at regne mod kvinden, som nogle børn har døbt ”frikadelledamen”, fordi hun steger legendariske frikadeller. Hun har været tante på lejren i mere end tre årtier, gerne i de to uger, hvor kredsen har lejr her. Og så er der en flok af tanter og onkler, der har været her i 12 somre eller mere, og de får til opgave at guide tre tantenovicer gennem, hvad der beskrives som en let øvelse: flæskesteg til 140 med kartofler og brun sovs og så en vegetarret. En dreng har fødselsdag, og uden meget besvær får køkkenets nestor frembragt 17 bradepander med vellykket fynsk brunsviger.
Optændt af nybegynderentusiasme er vi to, som melder os til at lave pølsehorn til hele banden efter et par dage i køkkenet. Vi sveder og ruller og skeler til uret, for her er ikke fleksible spisetider, og jeg tænker på, hvordan tidligere tiders tanter klarede tjansen, da der ikke var professionel opvaskemaskine og to kæmpe ovne. En hornblæser, der snart har 40-årsjubilæum på lejren, går op i tårnet med sin trompet og blæser signal. Så ved alle, at de skal mod spisesalen, og ude i køkkenet ved vi, at alt skal være klar.
Når maden er klar, udfolder der sig det, forældre måske vil tænke på som et lille under: 100 børn fra seks år og op er stille og synger bordvers, og når de har spist, hjælper de sammen med deres ledere i mange aldre hinanden med at få maden på bordet. Hver dag tager et nyt hold opvasken. De store hjælper de små som en slags sidemandsoplæring i, hvad det vil sige at være en del af et fællesskab.
Fra køkkenet kan vi se og høre børn, som leger. Her er 32 tønder land og god mulighed for at føle, at man bliver væk. FDF København erhvervede sig grunden ved stranden for 7300 kroner med en udbetaling på 10 kroner i 1917. Hvis nogen har glemt, hvordan leg ser ud, når børn i en uge ikke har telefoner, så kan de overveje at melde sig som tante eller onkel og se børn spille rundbold, male på sten og skrive postkort. Der er et ur i køkkenet, men børnene orienterer sig efter trompeten, som kalder til flaghejsning, havbad og retræten, der bliver efterfulgt af en aftensalme.
Og tror man, at tanterne så har fri. Nej; nu hvor børnene er i deres soveposer, skal der serveres aftenkaffe med nybagt brød. Og ved midnatstid ser man temmelig trætte tantenovicer og en god flok af trofaste frivillige i mange aldre gå mod stranden. Vi ser ud over vandet og synger ”Nu er jord og himmel stille”. Kvinden, der synger for, har været her i snart 40 somre, typisk i to uger. Da sangen er sunget høres kun havets rullen. Jeg har læst i en bog om lejrens historie, at ingen voksne på Klinteborg kan drømme om at gå i seng uden dette aftenritual. Det gælder dog ikke for en træt tantenovice, som har overvurderet sin køkkenkondi.
