”Er det virkelig rigtigt?”
Datterens ansigt lyser op på den dér velkendte måde, da vi henter hende i SFO’en og fortæller, at vi skal i svømmehallen.
At sige, at hun er en vandhund, er en underdrivelse. Jeg har af og til været i tvivl om, hvorvidt hun eventuelt kan have ligget i klorvand inde i min livmoder, siden det i så høj grad lader til at være hendes rette element. Al verdens tyngde forsvinder ligesom fra hendes ansigt, når hun pjasker fra kant til kant.
En time tidligere sad vi, hendes forældre, på bænken foran huset derhjemme og så regnskyerne trække op i horisonten. Overskuddet var helt i bund sammen med køleskabsbeholdningen, og planlægningen af aftensmaden kørte lidt i ring.
Til sidst så vi på hinanden:
”Er det bare sådan en dag?”
Og det var det. Der er dage, hvor man må se i øjnene, at kun svømmehallen kan redde det her.
Jeg har elsket svømmehallen siden barndommen, hvor min mor og moster i nogle år havde et særligt lørdagsritual og tog deres tilsammen seks børn med i Kolding Slotssøbad. Fuld knald på svømmevinger, varmtvandsbassin og vandrutsjebane i et par timer. Bagefter gjorde vi det forbudte og tog hen på McDonald's, hvor vi kørte pomfritter og burgere ind i metermål. Jeg kan ikke selv huske det, men jeg forestiller mig, at der var ro i bilen på vej hjem.
Oh, du svømmehal! Wellness for folket, et hverdagens kurophold.
Da vi ankommer i Roskilde Badet den eftermiddag, er der ledigt i familieomklædningen. Det er et nyt, kønsneutralt fænomen, der er både fantastisk og meget kaotisk. På den ene side går det noget hurtigere, når hele familien klæder om i ét rum, samlet. På den anden side kræver det stort logistisk overblik at holde styr på fire menneskers mudderstøvler, håndklæder, toiletbesøg og afvaskningsrækkefølge.
Men ude på den anden side er alt godt, selvfølgelig. Ældstebarnet hundesvømmer, dykker efter plastikringe og tager rutsjebanen helt selv. Den yngste padler rundt med sine vinger som en glad lille ælling.
Det smarte ved at være to voksne er, at man på skift kan give hinanden fri. I saunaen sidder jeg et kvarter i fuldkommen stilhed og bliver gennemvarm, mens myoser og sortsind fordamper. Men så er det også tid til vagtskifte. Da jeg kommer ud, er resten af flokken pist væk. Jeg vandrer rundt fra bassin til bassin, til jeg til sidst finder dem – inde i saunaen.
Datteren har ikke ro til det og vil ud efter 30 sekunder. Men min søn sidder roligt ved siden af mig.
”Du siger til, hvis det bliver for varmt, ikke?”
Han nikker, og så sidder vi der i syv minutter mere.
Efter en god times tid i vandet har alle fået deres basale svømmehalsbehov opfyldt.
”Hvad skal vi have til aftensmad,” spørger min datter med et fiffigt udtryk i øjnene.
”Det tænker vi lige over,” svarer jeg og sender et blik over mod hendes far.
Da vi senere sidder på førstesalen på Restaurant Den Gyldne Måge, med flødepop i højttalerne og udsigt over omkørselsvejen, tager jeg mig sammen til det, vi har talt om så længe, og får datteren meldt til et svømmehold.
To dage senere får vi en sms om, at hun er optaget. Og så ser vi dét ansigt, svømmehalsansigtet, én gang til.