Journalist: Tak, mor. Undskyld, mor. Tag altid din telefon, mor

En urolig søvn fik tidligere i år journalist Simone Nilsson til at skrive og sende et brev til sin mor. Hun udgiver det her i en redigeret udgave i forbindelse med mors dag. Hun har naturligvis spurgt sin mor om lov først

Illustration: Simone Nilsson.
Illustration: Simone Nilsson. .

Kære mor

I nat havde jeg et frygteligt mareridt. Jeg drømte, at du ikke tog telefonen, da jeg ringede. Jeg ringede og ringede, men dut-tonen blev aldrig afbrudt af din stemme, så jeg vågnede fuld af frygt. Heldigvis var der en sms fra dig på min telefon, da jeg som det første vendte mig og tog fat i den, så jeg kunne med det samme se, at du var okay. Men så kom jeg til at ligge og tænke på en masse ting, som ikke ville lade mig sove. I stedet fik de mig til at græde. Kan du huske dengang for mange år siden, hvor du var ansvarlig for mandelgaven til den store familie-julefrokost hos moster Pia, og du havde gjort dig stor umage og købt en bog, du havde brugt tid til at researche, og som du troede, ville være en virkelig god gave? Og kan du huske, at jeg ved bordet rynkede på næsen og sagde noget i retning af, at jeg ikke kunne fordrage den forfatter og fik billigede blikke fra mine jævnaldrende fætre, som grinte lidt på din bekostning?

Denne artikel er en del af en serie:
Fodnoter fra livet
Gå til seriesiden

Undskyld, mor. Og undskyld for, at jeg stadig efter 30 år aldrig kan huske, hvilket af dine ører, du er døv på. Undskyld at jeg altid ringer for at snakke, når jeg om aftenen får fri fra arbejde, selvom jeg godt ved, det er over din sengetid. Undskyld at jeg nogle gange er dage om at svare på dine sms’er, samtidig med at jeg forventer, at du svarer på mine med det samme.

Sjovt nok var det den slags ting, der holdt mig vågen og ikke alle de gange, vi har råbt og skreget ad hinanden. Måske fordi, vi var lige gode om det. I mange år troede jeg, at vi intet havde tilfælles, indtil jeg en dag som voksen begyndte at genkende de ord, der kom ud af min mund, som dine.

Mor, kan du huske alle de gange, jeg har bidt hovedet af dig og sagt “glem det” eller “nej, du forstår det ikke,” eller “nu gider jeg ikke snakke mere med dig om det, for du gør mig sur”? Og mor ved du, at du er den eneste i verden og i al min tid på jorden, som jeg har behandlet på den måde? Og mor ved du, at det er fordi, du er ét ud af kun to mennesker (den anden er far), som jeg tør vise så grim en side af mig selv, fordi I er de eneste, jeg tør tro på, ikke vil forlade mig, efter I ser den?

Ved du, at jeg ved, at jeg af dig altid er tilgivet på forhånd, uanset hvad jeg gør? Og at jeg godt ved, hvor uretfærdigt og hyklerisk det er, at det ikke gælder den anden vej? Ved du, at jeg elsker dig, mor, ægte og helt og aldeles, på trods af de ting, jeg sagde, da jeg var teenager? Ved du, at jeg aldrig vil forlade dig?

Jeg kan huske, at jeg engang spurgte dig, om du troede på Gud. Jeg syntes egentlig selv, at det var et uskyldigt spørgsmål, men dit ansigt fortalte mig, at det ikke var.

“Det er et meget personligt spørgsmål,” sagde du, men svarede alligevel:

“Jeg tror, det er okay at tro, for uden troen har man ingenting i det øjeblik, hvor der ikke er noget håb. Der kommer jo også en dag, hvor jeg er død og begravet, og hvor du kommer til at stå alene på en korsvej. Det oplever vi alle sammen, og vi kan ikke købe os fri. Jeg vil ikke skamme mig over at tro.”

Det sidste sagde du med et trodsigt nik, som om du forventede, at jeg ville begynde at grine ad dig eller fortælle dig, at du var fjollet. Jeg sagde det ikke, men jeg blev ked af, at du ikke stolede på, at jeg ikke ville grine, og jeg forestillede mig pludselig alt det, som må ligge til grund for din trodsighed; alle de gange du i dit liv er blevet affejet, underkendt, grint af eller set på som fjollet eller hysterisk. Og jeg lovede mig selv den dag, at jeg fra nu af skulle skabe et rum, hvor du kunne føle dig tryg nok til at have den slags samtaler. Jeg ved ikke, om det er lykkedes. Det ved kun du.

Ligesom kun du ved, hvor højt jeg kan skrige, hvor usikker jeg er på min egen krop, hvor dårlig en taber jeg faktisk er, og at jeg har for vane at sidde og spise skive-ost direkte fra pakken, som om det var en pose chips.

Tak, mor. Undskyld, mor. Tag altid din telefon, mor. Men lad også være, for din tid er din egen, ikke min eller min brors eller min søsters. Bare husk at ringe tilbage, men lad være med at ringe 18 gange i træk. Okay, mor?

Simone Nilsson (f. 1990) er journalist og illustrator hos Kristeligt Dagblad. I klummen ”Fodnoter fra livet” skriver hun ikke om de store overskrifter, men forsøger at finde fodfæste i voksenlivet gennem en blanding af eftertænksomhed, humor og eksistentiel rædsel.